Peter Birch: Ny grøn regnemodel kan "starte en ny æra" i Finansministeriet

REGNEMODELLER: Når Finansministeriet får sin nye grønne regnemodel, kan det danne grundlag for en helt ny økonomisk-politisk æra, siger økonomiprofessor og tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, der leder modelarbejdet. 

Den tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen leder arbejdet med Grøn Reform.
Den tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen leder arbejdet med Grøn Reform.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Finansministeriet kan inden for få år få en ny regnemodel, der kan blive startskuddet til en ny æra for den økonomiske tænkning i det magtfulde ministerium.

Så bastant lyder vurderingen fra økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, der står i spidsen for arbejdet med den nye model, der får navnet Grøn Reform.

”Hvis vi kommer i mål med det, vi har sat som ambition – og det skal vi – så får vi en model, der omfatter flere aspekter af miljø og klima, end jeg har set noget sted før. Modellen kan potentielt starte en ny æra i brugen af modeller i den økonomisk-politiske planlægning," siger han.

Nødvendig tilføjelse
Peter Birch Sørensen leder sammen med forskningschef Peter Stephensen fra modelgruppen Dream det forskerhold, der skal udvikle den nye regnemodel Grøn Reform, som finansminister Nicolai Wammen (S) tidligere på måneden proklamerede, at finansministeriet vil tage ind, når den er færdig.

Hvis vi kommer i mål med det, vi har sat som ambition – og det skal vi – så får vi en model, der omfatter flere aspekter af miljø og klima, end jeg har set noget sted før.

Peter Birch Sørensen
Professor ved Københavns Universitet

Forskerholdet omfatter foruden Peter Birch Sørensen fem andre ansatte fra Københavns Universitet og to ansatte på Aarhus Universitet, ligesom modelgruppen Dream, der allerede har produceret flere regnemodeller for Finansministeriet, for nylig har ansat fire nye økonomer, der skal bidrage til arbejdet. 

Når modellen om cirka to år er færdig, bliver den en nødvendig tilføjelse til Finansministeriets analyseværktøjer, mener Peter Birch Sørensen. 

"Det vil give embedsmændene og politikerne et nyt redskab til systematisk at samtænke økonomi og miljø. Det er der et klart behov for, i takt med at vi skærper målsætningerne på klima- og miljøområdet,” siger han.

Kan regne begge veje
Ambitionen med Grøn Reform er, at modellen både skal kunne regne på klima- og miljøeffekter af den førte økonomiske politik, men omvendt også kunne vurdere, hvordan økonomien påvirkes af ændringer af den grønne politik.

På den måde vil modellen kunne vise, hvilke tiltag der mest effektivt kan få Danmark i mål med eksempelvis målsætningen om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. 









0:000:00