Peter Brixen: Drop det ensidige fokus på målene for vedvarende energi

Af Peter Brixen
Chefanalytiker hos Muusmann og tidligere medlem af Energikommissionen

I opløbet til den kommende energiaftale har mange fokus på målet for VE-andelen, altså den danske produktion af energi med vedvarende energikilder i forhold til det endelige danske energiforbrug.

Regeringen har fastsat et mål på 50 procent i 2030. Klimarådet anbefaler 55 procent. Andre mener noget andet.

Den politiske logik synes at være, at jo højere VE-andel, jo mere ambitiøst i forhold den grønne omstilling. Denne logik er dog ikke nødvendigvis klog.

VE-andelen siger for det første ikke meget om, hvorvidt Danmark er på rette spor i forhold til at nå det lavemissionssamfund i 2050, som for de fleste er det langsigtede mål.

Parisaftalen kræver opgør med fossile brændsler
Selv om hele det danske energiforbrug var baseret på fossile brændsler, kunne VE-andelen godt være 100 pct.

Den politiske logik synes at være, at jo højere VE-andel, jo mere ambitiøst i forhold den grønne omstilling. Denne logik er dog ikke nødvendigvis klog.

Peter Brixen
Chefanalytiker hos Muusmann og tidligere medlem af Energikommissionen

Det kræver blot, at hele VE-produktionen eksporteres. Mens dette kan lade sig gøre for et enkelt land som Danmark, kan det i sagens natur ikke være holdbart globalt.

Frem mod 2050 skal det globale forbrug af fossile brændsler stort set elimineres, hvis Parisaftalens mål skal nås.

Derfor er det tid til at få større fokus på, hvordan vi også i Danmark kan reducere drivhusgasudledningen gennem bl.a. mindre forbrug af fossile brændsler.

En højere VE-andel, der nås gennem flere vindmøller og solceller, løser ikke den udfordring.

For det andet er diskussionen om VE-målet for 2030 ofte baseret på en idé om, at andelen skal være 100 pct. i 2050. Der er imidlertid intet, der tilsiger, at vores produktion af energi netop skal svare til vores energiforbrug.

Lige så lidt det giver mening at kræve, at produktionen af svinekød eller oliven skal modsvare vores forbrug, giver det mening politisk at styre mod balance mellem dansk produktion og forbrug af energi.

Billig grøn energi behøves ikke være dansk
Hvis det viser sig billigere at producere energi, der ikke fører til udledning af drivhusgasser i andre lande, vil Danmark med fordel kunne være nettoimportør af energi og VE-andelen mindre end 100 procent.

Er det omvendt billigst at producere energien i Danmark, vil vi få en nettoeksport og en VE-andel over 100 procent. Teknologiudviklingen og markedet vil vise, hvad der er bedst for Danmark.

En tredje udfordring er, at VE-andelen bestemmes af en lang række faktorer, herunder mange, der ikke styres af energipolitikken.

Eksempelvis vil den forventede etablering af flere datacentre i Danmark øge energiforbruget.

Med et hårdt mål for VE-andelen vil der derfor skulle etableres mere VE-kapacitet eller reduceres i energiforbruget andre steder. Disse tiltag vil imidlertid ikke være gratis og kan hurtigt spise gevinsterne af datacentrene.

Klog omstilling
Mens mere eller mindre vilkårligt fastsatte ønsker til VE-målet var udgangspunktet for de politiske forhandlinger om de seneste energiaftaler, er andre spørgsmål nu mere påtrængende.

Hvordan fortrænger vi fossile brændsler i industrien og transportsektoren? 

Hvordan får vi et større og mere fleksibelt elforbrug, der matcher produktionen fra vindmøller og solceller?

Det er her, der er behov for nye løsninger i energipolitikken, og hvor Danmark har mulighed for at opbygge nye styrkepositioner og dermed bevarer positionen som grønt foregangsland.

En prioritering af indsatsen på disse områder kan 'koste' for eksempel en ekstra havvindmøllepark og dermed en lavere VE-andel, men understøtte en klogere og mere effektiv grøn omstilling.