Peter Brixen: Overlad havvind til markedet og flyt det politiske fokus

Af Peter Brixen
Chefanalytiker hos Muusmann A/S og tidligere medlem af Energikommissionen

Panikken synes at brede sig i oppositionen, nu hvor regeringens udspil til en energiaftale endeligt skulle være lige på trapperne.

Konkurrencen mellem de røde partier om, hvem der kan fremstå som mest ambitiøse, er sat ind.

Alternativet har taget førertrøjen og lægger op til etablering af ny VE-kapacitet på én GW årligt. Radikale Venstre foreslår, at der i 2020’erne skal etableres seks GW ny VE-kapacitet, hvoraf de tre GW skal være havvindmøller.

Det er en fordobling i forhold til, hvad kapaciteten forventes at være ved udgangen af 2020. Socialdemokratiet og SF ligger med deres forslag kun en smule efter.

Mere havvind er ikke løsningen på alle problemer
Bedømt på Radikale Venstres udspil forventes de nye havvindmølleparker tilsyneladende at kunne etableres med meget små eller ingen tilskud fra staten.

Samfundsøkonomisk er problemet, at der ikke er behov for den el, de nye havvindmølleparker vil producere, og at de ikke nævneværdigt vil fortrænge vores forbrug af fossile brændsler og dermed reducere den danske CO2-udledning.

Peter Brixen
Chefanalytiker hos Muusmann A/S og tidligere medlem af Energikommissionen

Men helt gratis er de ikke.

Således er det forudsat, at elforbrugerne gennem Energinet betaler for alle omkostninger ved at tilslutte parkerne til elnettet. En omkostning, der er ganske betydelig.

Samfundsøkonomisk er problemet, at der ikke er behov for den el, de nye havvindmølleparker vil producere, og at de ikke nævneværdigt vil fortrænge vores forbrug af fossile brændsler og dermed reducere den danske CO2-udledning.

I 2030 vil kul og naturgas således i forvejen stort set være ude af el- og fjernvarmeproduktionen.

Der vil fortsat være nogen CO2-udledning fra affaldsforbrænding og måske fra produktion af el og varme i spidslastperioder, men den går ikke væk, blot fordi der bygges et par ekstra havvindmølleparker.

Derfor bliver konsekvensen, at størstedelen af produktionen fra de nye havvindmølleparker vil blive eksporteret til vores nabolande.

Det vil muligvis få deres CO2-udledninger til at falde, hvilket isoleret set kunne være godt nok, hvis det skete på markedsmæssige vilkår.

Men det er sværere at se visdommen, når forudsætningen er, at de danske elforbrugere gennem betaling for den nødvendige infrastruktur og skatteborgere i form af direkte tilskud skal subsidiere ”eksporteventyret”.

Når markedet bestemmer 
Nu er det ikke, fordi jeg som sådan er imod havvindmøller.

Og formentlig er der en vis ræson i politisk at skabe de økonomiske forudsætninger for en enkelt yderligere havvindmøllepark i første halvdel af 2020’erne. Om ikke andet vil det kunne fastholde Danmark som et havvindmølleland.

Men så må tiden også være kommet til, at havvindmøller kan etableres på rent kommercielle vilkår. Det vil sige uden tilskud, og så ejerne selv betaler de afledte omkostninger i form af nettilslutning med videre.

Dermed bliver det alene politikernes opgave at sikre, at der løbende stilles havarealer til rådighed for elproducenterne, så potentialet i Nordsøen kan udnyttes effektivt.

Hvor mange vindmøller der sættes op, vil derimod blive bestemt af markedet.

Og hvem ved, om efterspørgslen efter gode placeringer for havvindmølleparker bliver så stor, at staten kan opkræve en licens for at stille områderne til rådighed?

Det kan selvfølgelig være trist, at de seneste årtiers målestok for grønt ambitionsniveau dermed forsvinder. Men som trøst kan der peges på andre områder, der kunne trænge til endnu større politisk fokus (og flere penge).

Hvad skal vi stille op med CO2-udledningen fra affaldsforbrændingen? Hvordan får vi udfaset industriens brug af fossile brændsler? Var det ikke smart at få elafgifterne reduceret yderligere?

For nu blot at nævne nogle få eksempler.