Peter Loft: Er det kun regeringen, der ser realistisk på en CO2-afgift?

En række af landets førende økonomer med tilknytning til tænketanken Kraka gav i Altinget 30. september udtryk for, at regeringen ved at fravælge en generel, høj CO2-afgift også fravælger at lade markedskræfterne drive den grønne omstilling, hvilket ifølge økonomerne svarer til at lade Messi sidde på udskiftningsbænken.

Som gammelsproglig student, jurist og i øvrigt uden antydning af indsigt i fodbold skal jeg på ingen måde gå i rette med indlægget, men blot som tidligere lovsnedker forsigtigt spørge, om det overhovedet er muligt at lave en velfungerende generel CO2-afgift?

Der er næppe tvivl om, at markedskræfterne vil være en vigtig forbundsfælle i den grønne omstilling, og at en generel, høj afgift netop vil kunne aktivere disse markedskræfter. Men det forudsætter, at det er muligt på kort sigt at udforme en afgift, som lader sig administrere og kontrollere, og som ikke afføder utilsigtede virkninger og juridiske problemer. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at lave en generel afgift; problemet er hvor hurtigt og hvor effektivt.

Jeg har gennem mit virke i centraladministrationen været med til at udforme mange skattelovforslag efter tilskyndelse fra eksperter, der har sigte på løsning af et konkret problem, men som beredvilligt overlader til ministerierne at strikke de ønskede beskatningsmodeller sammen. Desværre ikke altid med lige gode resultater.

For blot at nævne nogle få eksempler: I 2011 gennemførte man en fedtafgift til dels tilskyndet af ernæringseksperter, som mente, at man gennem en afgift kunne tilskynde folk til at spise sundere. Nogenlunde samtidig gennemførtes en multimedieskat, fordi eksperter overbeviste politikerne om, at det ikke giver mening at beskatte en fri telefon, når man i øvrigt kan kommunikere på en masse andre – hidtil skattefri – måder.

Man gennemførte en pensionsudligningsskat for på denne måde at undgå det, økonomer kaldte et generationstyveri, når ældre pensionister kunne hæve deres i sin tid stærkt skattebegunstigede pensionsopsparing til nutidens lavere skatteprocenter. Og i 2013 introduceredes en forsyningssikkerhedsafgift for at fremme udbredelsen af vedvarende energi.

At sige, at en generel og høj CO2-afgift ligger lige for, og derfor er den løsning, der her og nu skaber den bedste og billigste omstilling, er i bedste fald meget optimistisk.

Peter Loft

Fælles for alle disse relativt nye skatter er, at de meget hurtigt viste sig at være eklatante fiaskoer. De er alle efter kort tid blevet ophævet, aldrig sat i kraft eller kun gennemført i et meget lille omfang i forhold til de oprindelige planer. De administrative, forståelsesmæssige eller juridiske problemer viste sig hurtigt uoverstigelige.

Økonomer har i årevis uden held forsøgt at forklare mig, hvorfor det er nødvendigt at beskatte bebyggede grunde til den værdi, de ville have i ubebygget stand. Den nu valgte løsning på ejendomsbeskatningsområdet har efterkommet økonomernes råd til trods for de indlysende tekniske problemer, dette råd afstedkommer – med det resultat, at det helt nye ejendomsvurderingssystem blandt andet af denne grund er stærkt nødlidende.

Det er muligt, at man i dag er langt dygtigere til at skrue komplicerede skattelove sammen, end man var i min tid, og det er også muligt, at der allerede findes svar på de fleste af de problemer, en høj CO2-afgift vil skabe. Men hvis det ikke er tilfældet, er det mit råd at bruge den tid, der skal til, og ikke i mellemtiden foregøgle, at det er let og ligetil at introducere en sådan afgift.

Man risikerer – som med pensionsudligningsskatten – at det er umuligt at skabe et tilstrækkeligt præcist og ikke mindst kontrollerbart grundlag at opkræve afgiften på – for eksempel for landbruget.

Man risikerer – som med forsyningssikkerhedsafgiften og fedtafgiften – at der opstår EU-statsstøtteproblemer, når visse sektorer eller brancher af konkurrencemæssige hensyn skal helt eller delvis friholdes for en høj afgift. Selv den, hvad kompleksitet angår, ret upåagtede arneskat har vist sig at indeholde statsstøtteretlige problemstillinger.

Produkter fra de virksomheder, der er i en overgangsperiode skal friholdes for fuld afgift – for eksempel cement, skal i stedet belægges med en forbrugsafgift, således at princippet om, at forureneren betaler, opretholdes. Men man risikerer administrativt kaos, når man skal beregne afgiften på et sammensat produkt, hvori der for eksempel indgår cement – ganske som når fedtafgiften på en pakke hjemmelavet leverpostej skulle beregnes.