Peter Loft: Grøn skattereform ligner en snusfornuftig hyldevare

KOMMENTAR: Regeringens udspil til en grøn skattereform yder næppe et tilstrækkeligt bidrag til den grønne omstilling. Til gengæld er det klogt at vente med ny CO2-afgift, skriver Peter Loft.

Regeringen har netop fremlagt sit udspil til en grøn skattereform, som skal fremme den grønne omstilling og således bidrage til målet om en reduktion på 70 procent af CO2-udledningerne inden 2030. Udspillet er allerede blevet kritiseret for at være uambitiøst, blandt andet fordi det ikke indeholder et forslag om en generel CO2-afgift.

Af oplægget fremgår det, at der er tale om den første fase i en grøn skattereform, og at regeringen lægger op til, at ”rammerne for en grøn skattereform aftales nu”. Der fremgår dog intet om en eventuel fase to, eller hvorvidt det er tanken allerede nu at lægge planer for yderligere skattemæssige initiativer i relation til den grønne omstilling.

Men et faktum er, at denne første fase kun yder et ganske beskedent bidrag til indfrielse af målet om en 70-procentsreduktion.

I oplægget foreslår regeringen en forhøjelse af energiafgifterne på seks kroner per gigajoule på industriens almindelige fremstillingsprocesser, på landbrugets transport og på mineralogiske processer, hvilket i praksis vil sige på cementfremstilling.

Samtidig foreslår regeringen en tilbageføring af provenuet fra disse forhøjelser i form af forbedrede afskrivninger på erhvervsmæssige anskaffelser. Dette skal både tjene til at fremme den grønne omstilling og som en hjælp i de svære coronatider.

CO2-afgift vil slå virksomheder ihjel
Som jeg tidligere har givet udtryk for, tror jeg, at det er klogt på nuværende tidspunkt at afstå fra at introducere en generel CO2-afgift. Rent lov- og skatteteknisk er der tale om et stjernekrigsprojekt, som – hvis det blev gennemført nu – med al sandsynlighed ville skrive sig op i den i forvejen lange række af fiskale nyskabelser, der ender som eklatante fiaskoer.

Hertil kommer, at en CO2-afgift nu formentlig vil gøre det af med en stor del af det danske erhvervsliv, uanset hvilke overgangsordninger der peges på.

Tilhængerne af en generel afgift anfører, at det er den mest effektive og billigste måde at nå målet om en 70-procentsreduktion af drivhusgasudledningerne. Det er givetvis også rigtigt. Problemet er blot, at den danske enegang med hensyn til en fast og ambitiøs målsætning for nedbringelserne vil skabe så store og øgede omkostninger for danske virksomheder, at mange ikke vil overleve.

At det er målsætningens skyld og ikke en konsekvens af en CO2-afgift, er udtryk for samme logik, som når tilhængere af fri våben siger, at det ikke er pistolen, men hånden på aftrækkeren, der slår ihjel.

Det foreliggende reformudkast kan da heller ikke beskyldes for at være nyskabende. Energiafgifter er afgifter på de brændsler, der opfyres med. At kul eksempelvis udleder mere CO2 end naturgas er uden betydning for afgiftsbelastningen – i modsætning til de allerede eksisterende afgifter på CO2-udledning.

Så når regeringen gang på gang i oplægget anfører, at der skal gennemføres en ensartet beskatning af alle klimabelastende udledninger, så er det langt fra det, som regeringen foreslår.

Ikke nyskabende 
Desuden lægger regeringen de nye og forhøjede energiafgifter oven på det allerede eksisterende kvotesystem. De store drivhusgasudledere, som i dag er omfattet af EU's kvotesystem, vil derfor i fremtiden blive yderligere dobbeltbeskattet, idet de både får udgifter til kvoter og til de nye eller forhøjede afgifter.

I oplægget skriver regeringen, at den begrænsning af udledningerne, som følger af EU's kvotesystem, ikke kan tælles med i forhold til den danske målsætning om begrænsning af drivhusgasserne, da provenuet fra kvotesystemet tilfalder EU.

Dette argument for at gøre målsætningen endnu sværere at nå og for at acceptere en endnu mere ujævn beskatning er et af de mere overraskende. Hvordan i alverden den omstændighed, at provenuet tilfalder EU, kan medføre, at danske virksomheder ikke skal medregne og godskrives de reduktioner, de gennemfører på grund af kvotesystemet, er mig en gåde.

Heller ikke tilbageføringen af provenuet fra afgiftsforhøjelserne til erhvervslivet kan siges at være nyskabende. Samme ordning med forhøjelse af afskrivningsgrundlaget for erhvervsmæssige anskaffelser blev også brugt fra 2012 til 2013, uden at det mig bekendt satte særlig gang i erhvervsudviklingen.

Ligner en hyldevare
Ordningen kan hjælpe de virksomheder, som skal foretage anskaffelser, som kan nedbringe den merbelastning, som de forøgede energiafgifter fører med sig. Man prøver altså at gøre sorte virksomheder knap så sorte.

Måske ville det i højere grad fremme den omstilling af erhvervslivet, som formentlig er nødvendig, hvis 70-procentsmålet skal nås, såfremt merprovenuet blev brugt til at nedsætte selskabsskatten eller aktieafkastskatten?

På den måde kunne man øge etableringslysten og innovationskraften i erhvervslivet og således fremme etableringen af nye, ikke-forurenende virksomheder til at erstatte dem, som næppe vil overleve de øgede omkostninger, der følger af denne og senere kommende faser af grønne skattereformer.

Mest af alt ligner udspillet en hyldevare, som Skatteministeriet har haft liggende på lager i en rum tid, og som næppe yder et tilstrækkeligt bidrag til den grønne omstilling.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lars Trier Mogensen: Socialdemokratiets klimapolitik lugter af løftebrud Lars Trier Mogensen: Socialdemokratiets klimapolitik lugter af løftebrud Næste artikel Jarl Cordua: Taktik og forsvar for skattestop tvang Venstre ud af grøn aftale Jarl Cordua: Taktik og forsvar for skattestop tvang Venstre ud af grøn aftale