Debat

Pia Olsen Dyhr: Opvarmningsministeren Lilleholt

DEBAT: Jeg ved ikke, hvor hårdt Lars Chr. Lilleholt (V) har kæmpet for klimaet internt i regeringen, men hvis han har – så har det været forgæves, skriver Pia Olsen Dyhr (SF).

Foto: Bjarke Johansen/SF
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lilleholt er bare en del af en regering og et folketingsflertal, der er ikke udviser den store interesse for klimaudfordringen, andet end i festtaler og tomme overskrifter.

Pia Olsen Dyhr (SF)
Klimaordfører og partiformand

Af Pia Olsen Dyhr
Klimaordfører og formand, SF

Det sker, at jeg bliver beskyldt for at være sur, når jeg kritiserer regeringens politik. Det ligger nu ikke til mig at blive sur. Men jeg bliver godt nok forstemt, når jeg tænker på, hvad der er sket med klimapolitikken i de næsten to år, hvor Lilleholt har været minister.

Der er desværre god grund til at være forstemt: Prøv at se listen, og døm selv:

  • Regeringen har opgivet 40 procent-reduktionsmålsætningen for 2020 – på trods af hvad den er pålagt af et flertal i Folketinget – og senest har den også opgivet at sætte et klimamål for 2030
  • Regeringen har sat et mål om 50 procent vedvarende energi i 2030, som er helt uambitiøst
  • Regeringen har højlydt brokket sig over det rimelige mål, som EU har sat for Danmark for reduktion af klimaforureningen i ikke-kvotesektoren (landbrug, transport, med videre)
  • I sin første finanslov sløjfede regeringen klimatiltag inden for et beløb af cirka 100 millioner kroner, der ville havet givet en reduktion på over en kvart million tons CO2 årligt
  • Samtidig skar man dramatisk ned på energiforskningen
  • Den herostratisk berømte landbrugspakke var ikke kun problematisk i forhold til kvælstof, men øgede også klimaudslippet med mindst 1,4 millioner tons samlet set frem mod 2021 og fjernede samtidig støtte til udvikling af grøn landbrugsteknologi
  • Registreringsafgiften er af to omgange sat ned, og det på en måde, så det især er de store, tunge og dermed mest miljøbelastende biler, der er blevet billigere
  • Til gengæld er det blevet dyrere at købe elbiler
  • Regeringen har systematisk modarbejdet Togfonden – selvom et intakt flertal i Folketinget står bag den
  • Regeringen har forringet energisparemålene i Energiaftalen og forsøgte af al magt at stoppe de kystnære møller – det sidste lykkedes dog ikke
  • Regeringen har to gange grebet ind over for solcelleudbygningen med den begrundelse, at den blev for dyr, men undladt at handle symmetrisk, da det viste sig, at et solcelleudbud blev langt billigere end forventet – og har dermed valgt en stop-no-go-politik på området
  • Regeringen har valgt – og det var et valg, for EU tvang os ikke – at afskaffe PSO’en. Regeringen ville gøre det uden nogen form for klimakompensation, og det var først i sidste øjeblik, at det lykkedes at få afsat 375 millioner kroner til formålet.

Jeg vil godt medgive en ting. Meget af det her er ikke Lars Chr. Lilleholts skyld. Han er bare en del af en regering og et folketingsflertal, der er ikke udviser den store interesse for klimaudfordringen, andet end i festtaler og tomme overskrifter.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Jeg ved ikke, hvor hårdt Lilleholt har kæmpet for klimaet internt i regeringen, men hvis han har – så har det været forgæves. Derfor er det falsk varebetegnelse, at han kaldes klimaminister. Opvarmningsminister ville være mere dækkende.

Men – man kan jo altid håbe, at de næste to år bliver helt anderledes. Herom i mit næste indlæg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00