Debat

Plastindustrien: Kritik af klimapartner­skab bygger ikke på opdateret viden

REPLIK: Aktører kritiserer anbefalingerne fra klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi. De bør forholde sig til substansen i de gode anbefalinger, skriver Plastindustriens miljøpolitiske chef.

Det kræver politisk mod at være testnation for de nyeste sorteringsteknologier som eksempelvis vandmærker og lignende. Tankerne er indtænkt i klimapartnerskabets anbefalinger, skriver Christina Busk. (Foto: Pressefoto)<br>
Det kræver politisk mod at være testnation for de nyeste sorteringsteknologier som eksempelvis vandmærker og lignende. Tankerne er indtænkt i klimapartnerskabets anbefalinger, skriver Christina Busk. (Foto: Pressefoto)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christina Busk
Miljøpolitisk chef, Plastindustrien

Direktør Bo Asmus Kjeldgaard og konsulent Ib Larsen havde 16. april travlt i Altinget med at kritisere anbefalingerne fra klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi, der skal bidrage til 70 producent reduktion af Danmarks CO2-udledning.

De fremsætter eksempelvis ukonstruktive angreb såsom, at "genanvendelsesindustrien valgte at benytte den lejlighed, der bød sig, til at forsøge at score kassen – og det var så klimapanelet" i stedet for at forholde sig til substansen i de mange gode anbefalinger.

Derudover virker det til, at de to skribenter ikke er helt opdaterede på udviklingen inden for affaldsområdet, da Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen flere gange giver udtryk for, at et producentansvar på emballage af alle materialetyper endnu ikke er vedtaget.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Sæt et højt ambitionsniveau
Det blev skam allerede besluttet i januar 2018, at alle EU's medlemslande senest i år 2025 skal have indført et producentansvar, og implementeringsprocessen er da også i fuld gang i Danmark,  selvom der selvfølgelig er debat om den konkrete udformning.

I den sammenhæng har vi i Plastindustrien gentagne gange opfordret til, at vi sætter et højt ambitionsniveau. Vores målsætning for det kommende producentansvar er, at vi kan få så høj kvalitet ud af vores emballager, at de kan anvendes til både fødevarer og andre forbrugerprodukter igen.

I industrien tager vi gerne et stort ansvar for at gøre plastemballagen mere bæredygtig, men der er i høj grad også brug for at forbedre indsamlingen, sorteringen og behandlingen af vores plastaffald i Danmark.

Christina Busk
Miljøpolitisk chef, Plastindustrien

Det kræver politisk mod og et ønske om at være testnation for de nyeste sorteringsteknologier som eksempelvis vandmærker og lignende. De tanker er heldigvis også indtænkt i klimapartnerskabets anbefalinger.

Omstilling i hele værdikæden
Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen beskriver også, at genanvendelse af plast er en særlig udfordring. 

Det er helt korrekt, at de kommunale affaldsselskaber i Danmark har en mangeårig tradition for energiudnyttelse frem for genanvendelse, men det skib skal vi have vendt. Det kræver en omstilling i hele værdikæden, og jeg er glad for at kunne fortælle, at vi er godt i gang.

Eksempelvis har vi i Plastindustrien – blandt andet i tæt samarbejde med Arla, Københavns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening – udviklet en omfattende designguide for plastemballage, hvor der er fokus på at designe produkter med henblik på genbrug og genanvendelse.

En hovedpointe er, at der skal vælges rene plastmaterialer frem for sammensatte materialer, som vanskeliggør genanvendelse. Derudover opfordrer vi til, at emballage fremstilles i færre forskellige plasttyper for at optimere den videre sorterings- og genanvendelseskvalitet.

Efterspørg den genanvendte plast
Rigtig mange af de store danske plastemballageproducenter har allerede taget guiden til sig, så i industrien tager vi gerne et stort ansvar for at gøre plastemballagen mere bæredygtig, men der er i høj grad også brug for at forbedre indsamlingen, sorteringen og behandlingen af vores plastaffald i Danmark. 

Og netop de principper, som der er i guiden, arbejder vi i Plastindustrien for, bliver en del af det kommende producentansvar. En af de centrale anbefalinger fra klimapartnerskabet er, at vi som samfund skal øge efterspørgslen efter genanvendt plast.

Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen påstår godt nok, at klimapartnerskabets forslag ikke vil gøre en forskel, men kritikken må bunde i en overfladisk læsning af rapporten.

Et konkret eksempel fra klimapartnerskabet, som vi har spillet ind med, omhandler det store forbrug af transportemballage for eksempel folier og paller, hvor det giver god mening at efterspørge genanvendt plast.

Ser optimistisk på fremtiden
Et andet eksempel er fra Bryggeriforeningen, der byder ind med et mål om, at i 2025 skal alle plastflasker være fremstillet med mindst 50 procent rPET, og i 2030 skal tallet være 100 procent.

Og hvis klimapartnerskabets anbefalinger generelt kan medvirke til, at detailhandlen og det offentlige indkøbssystem i højere grad efterspørger løsninger med genanvendte materiale, så er jeg ikke i tvivl om, at vi får igangsat en meget positiv og effektfuld udvikling.

Det bliver ikke nemt at nå i mål med klimapartnerskabets vision om, at 90 procent af affaldet skal genanvendes i år 2030.

Jeg ser dog mere optimistisk på fremtiden end Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen, da klimapartnerskabets anbefalinger viser en ambitiøs og farbar vej frem mod væsentlige CO2-besparelser og skabelsen af grønne danske arbejdspladser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Busk

Miljøpolitisk chef, Plastindustrien
cand. Techn. Soc.

0:000:00