Analyse af 
Esben Schjørring
Morten Øyen

Putin har gjort Mette Frederiksen grøn

Statsminister Mette Frederiksen benyttede tirsdagens store pressemøde til at relancere klimapolitikken som sikkerhedspolitik og genindtræde i rollen som krisemanager. Penge, prioriteringer og politisk ansvar vil hun dele med andre.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring Morten Øyen

Klimapolitikkens grundlæggende problem har altid været, at katastrofen ved ikke at gøre noget lå for langt ude i fremtiden. Ja, det er blevet varmere, og ja, vejret blevet mere ustadigt, men var det til at leve med for indeværende? Også ja.

Demokratisk politik handler om i morgen, klima var i næste uge.

Men med Ruslands krig i Ukraine har den grønne omstilling fået det element af alarm og akut påtrængenhed, som har manglet trods adskillige dystre klimarapporter.

Politisk har det også slået en bro fra det røde til det grønne, som statsminister Mette Frederiksen annoncerede i sin nytårstale. Nu forsøger hun at genindtræde i den rolle som krisemanager, som gav hende og regeringen så meget medvind hos vælgerne under corona.

Men nedenunder det sker der vigtige forskydninger, der især lægger pres på SF og Enhedslisten. Vigtigst bliver miljø nu afkoblet fra klima – og det er historisk, for klimakampen voksede ud af kampen for bedre miljø, naturbeskyttelse og biodiversitet.

Enhver ny grøn krone skal med andre ord findes i de eksisterende budgetter, og det kan lamme venstrefløjens forhåbninger om styrket velfærd.

Og i et lidt længere perspektiv befinder vi os nu i et makroøkonomisk regime, hvor råderummet er brugt og yderligere ekspansiv finanspolitik vil kaste endnu mere benzin på inflationsbålet, der lige nu gør det dyrere at være dansker dag for dag. Enhver ny grøn krone skal med andre ord findes i de eksisterende budgetter, og det kan lamme venstrefløjens forhåbninger om styrket velfærd.

Putin skal bremses

Betegnende nok var det ikke udsigten til en ubeboelig klode, Mette Frederiksen nævnte som det første på tirsdagens pressemøde, hvis indhold ellers var nye markante skridt i forhold den grønne omstilling, men den russiske præsident Vladimir Putin og hans krig i Ukraine.

”Putin skal bremses,” som statsministeren slog fast.

Dermed flyttede hun klimapolitikken ud af en fortælling om ansvaret for fremtidige generationer og over i en sikkerhedspolitisk ramme, hvor der kan trækkes en forbindelse fra summariske henrettelser på ukrainske civile til måden, danskerne opvarmer deres boliger på. Og videre endnu til den europæiske sikkerhedsstruktur og den danske folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.

Dermed skifter statsministeren igen grundlæggende fortælling. Da hun kom til, var det til tonerne af den mest dystre tale til folketingets åbning nogensinde. Verden var farlig, og der var behov for en statsminister, der ville og kunne beskytte det danske velfærdssamfund mod globaliseringen. Den fortælling passede som fod i hose, da covid-19 epidemien spredte sig fra Wuhan til Viborg.

Da Mette Frederiksen så mødte igen fra sommerferien 2020, var omslaget betydeligt. Optimisme på fremtidens vegne og tro på  landets muligheder. Danmark kunne mere, var budskabet. En fortælling, der hurtigt grundstødte i minkskandalen, som blokerede regeringen fra at sætte store skibe i søen i efteråret, og forhandlingerne med de borgerlige om reformudspillet "Danmark kan mere 1" havnede i et uskønt forløb og anklager om forligsbrud.

Men med Ukrainekrigen er Mette Frederiksen genindtrådt i rollen som samfundsbeskytteren, der træffer historiske beslutninger. Denne gang på det grønne område. Klima er i forvejen et emne, som en socialdemokratisk ledet regering ejer i vælgernes øjne, ligesom det er et emne, vælgerne placerer helt i top af deres dagsorden over problemer, politikerne bør tage sig af. Dermed arbejder regeringen også på den platform, der skal sikre genvalg til det folketingsvalg, som vokser sig større og større i horisonten.

Den gode løsning kommer senere 

På tirsdagens pressemøde var Mette Frederiksen flankeret af fire ministre i Spejlsalen i Statsministeriet, og selvom de på skift gentog fortællingen om at komme væk fra Putins gas, var forslagene holdt i generelle målsætninger, mens det var småt med konkrete beskrivelser af, hvordan målene skulle nåes. Og anvisninger til finansieringen helt væk.

Som finansminister Nicolai Wammen sagde, så sætter regeringen en tydelig og ambitiøs retning. Og læser man selve udspillet, bliver man kun lidt klogere.

Læs også

Noget af det mest konkrete i det er, at de cirka 400.000 husejere med gas- og oliefyr inden udgangen af 2022 får et brev om, hvorvidt de kan få fjernvarme, eller om de i stedet skal overveje at udskifte fyret med en varmepumpe. Det er regeringens ”ambition”, at fjernvarmeudbygningen skal afsluttes senest i 2028. 

Og sådan fortsætter det med grønne sigtelinjer, der først skal konkretiseres senere.

For eksempel vil regeringen ”høste det fulde havvindspotentiale i Danmark”, have ”hurtigere sagsbehandling og bedre balance i miljøreguleringen” og en ”firedobling af samlet produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.”

Hvordan det konkret skal ske – og ikke mindst – hvordan økonomien ser ud i ambitionerne, holder regeringen endnu for sig selv. Eller venter på andre vil være med.

Kræver hårde prioriteringer

Når finansieringen er så uspecifik handler det både om, at den skal findes i de konkrete forhandlinger, og om at regeringen gerne vil dele skyld og ansvar i den forbindelse med forligspartierne.

Den overordnede økonomiske ramme er nemlig meget anderledes end under corona. Dengang var inflationen nærmest alarmerende lav – under de to procent, der er målet for Nationalbanken og ECB – og renten på danske statsobligationer var på et tidspunkt negative. Man kunne med andre ord låne, og ingen vil kunne mærke det.

Nu befinder vi i et totalforandret regime. Inflationen er stigende, og var det ikke for betydelig arbejdsløshed i Sydeuropa, havde ECB – og dermed Nationalbanken – formentlig for længst fulgt med den amerikanske FED og sat renten op. Uanset hvad, betyder den stigende inflation, at regeringen ikke på samme måde kan føre ekspansiv finanspolitik.

Eller som det hed i Finansministeriets analyse før påske, så ”medfører situationen en vanskelig balancegang i den økonomiske politik, idet mulige tiltag til at understøtte efterspørgsel og aktivitet på kort sigt typisk vil forstærke inflationspresset yderligere.”

Dermed bliver finansieringen af "Danmark kan mere 2" en endnu varmere politisk kartoffel end ellers, fordi der skal prioriteres hårdt.

De ekstra penge, man bruger nu, skal findes på de eksisterende budgetter, og råderummet er opbrugt. Eller som det hedder i regeringens pamflet i forbindelse med opførelsen af nye havvindmølleparker: "Der er en forudsætning, at havvindmølleparkerne ikke belaster statens finanser negativt over projekt­ perioden."

Det vil indsnævre mulighederne for at få ny velfærd i den nære fremtid. Det presser især SF og Enhedslisten. Samtidig vil begge partier også blive presset fra en anden kant – miljøet.

Grøn mod grøn

At Danmark i dag kan rose sig af at være en førende klimanation, hænger sammen med, at den danske miljøbevægelse kom tidligt i gang og har været stærk. Også fordi naturbeskyttelse har (haft) et ben i en borgerlig lejr, hvor der også (engang) har været konservative kræfter i for eksempel Danmarks Naturfredningsforening.

Men det står også klart efter regeringens udspil og pressemøde, at sammenhængen mellem bedre miljø og bedre klima fra nu af bliver svagere. Det er åbenbart alligevel ikke noget, der bare går hånd i hånd.

Etablering af energiøer, vindmøller på land og opførelsen af solcellemarker skal op i gear og effektiviseres, var budskabet fra regeringen. Det betyder hensyn til biodiversitet, landskabelig værdi og klageadgange nu bliver nedprioriteret i den grønne omstillings navn. Hvor langt man vil gå ad den sti, især om man vil angribe naturbeskyttelsen direkte, er ligesom økonomien uvist. I Danmarks Naturfredningsforening lyder det, at man forholder sig afventende, indtil det bliver mere konkret. 

Men følges retorikken op med hård politik kommer det til at skære sig som en kløft ned igennem den grønne bevægelse generelt, og det kan give sig udslag i såvel Enhedslisten som SF. Ved at koble klima og energi til Putins krig, og gøre miljø og natur til et spørgsmål for næste uge, tester Mette Frederiksen de to støttepartier. Det kan både skabe et spændingsfelt til regeringen og mellem de to partier, ligesom det kan blive en åbning for konkurrenterne fra Alternativet og Frie Grønne.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)