Radikale henter ny pressechef fra Dansk Energi

NAVNE: Dansk Energis Eva Tingkær skal være ny pressechef og personlig rådgiver for Morten Østergaard (R). Samtidig har Radikale fundet ny politisk chef.

Morten Østergaard får ny personlig rådgiver. 
Morten Østergaard får ny personlig rådgiver. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Cecilie Gormsen

Eva Tingkær bliver fra 1. september Radikales nye pressechef, og hun bliver samtidig personlig rådgiver for partileder Morten Østergaard. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

40-årige Eva Tingkær kommer fra en stilling som kommunikations- og public affairsdirektør i Dansk Energi, hvor hun også tidligere har været kommunikationschef og pressechef.

Eva Tingkær glæder sig til sit nye job:

”Det er et privilegium at få opgaven med at omsætte en solid strategi til en klar profil for et parti og en partileder med et stærkt DNA. Og ikke mindst bidrage til at den politiske samtale kan handle om rigtige løsninger på virkelige problemer,” siger Eva Tingkær i en pressemeddelelse.

Skal løfte valgkampsplatform
Eva Tingkær overtager stillingen som pressechef fra Andreas Hemmeth, der i starten af juli meddelte, at han havde fået nyt job som sekretariatschef i DJBFA / Komponister og Sangskrivere, der er landets største forening af sangskrivere og komponister.

Morten Østergaard kalder Eva Tingkær en kapacitet, der kan holde kursen i et uforudsigeligt politisk klima.

”Hun kan med sin erfaring fra en tung organisation og et skarpt blik for at tænke på tværs af politik og medier sætte en klar retning og sprog på et Danmark, der skal fremad. Med Eva ombord fuldender vi et stærkt hold, der kan løfte vores valgkampsplatform og den langsigtede positionering af Radikale Venstre,” siger Morten Østergaard i en pressemeddelelse.

Eva Tingkær er uddannet cand.public og har tidligere også arbejdet som journalist på Reuters og DR, været kommunikationsansvarlig i Vindmølleindustrien og konsulent i Kontrabande. 

Ansætter også ny politisk chef
Det er ikke kun en ny pressechef, som Radikale har fundet – partiet har også ansat ny politisk chef. Den stilling fik 40-årige Lisbet Møller Nielsen, efter hun kom tilbage fra barsel. Hun har været i Radikale siden 2012, hvor hun har arbejdet med politikudvikling i det team, som hun nu er chef for. Lisbet er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere arbejdet i Beskæftigelsesministeriet.

0:000:00