Rapport: Dyster fremtid for vores planet

VERDENS TILSTAND: Ny rapport fra Worldwatch tegner et dystert billede af fremtiden. Eksperterne bag rapporten advarer om drastiske konsekvenser, hvis ikke vi hurtigt omstiller os til bæredygtig grøn vækst.
Foto: normander.dk

Den økonomiske og befolkningsmæssige vækst skal standses. Ellers havner vi i en regulær social og miljømæssig katastrofe.

Sådan lød det kontante budskab fra direktøren i Worldwatch Europe, Bo Normander, der sammen med flere internationale eksperter onsdag præsenterede en ny rapport om jordens tilstand.

Med rapporten State of the world 2012 stiller forskningsinstitutionen Worldwatch skarpt på en række klima- og miljømæssige problemer, der ifølge rapportens forfattere, udspringer af et uholdbart økonomisk system og forbrugskultur.

Rapporten indeholder en række anbefalinger om grøn vækst og bæredygtig omstilling, som er tiltænkt de beslutningstagerer, der skal forhandle en global miljø- og klimaaftale på Rio+20 topmødet i juni.  

Fakta
Bo Normander er formand for Det Økologiske Råd. Han er oprindeligt uddannet civilingeniør fra DTU og har desuden en ph.d. i mikrobiel biologi fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), hvor han også har været forsker og rådgiver. Derudover har han været redaktør af tidsskriftet Global Økologi og været kampagneleder i miljøorganisationen NOAH.

Direktør Bo Normander forklarer over for Altinget.dk, hvorfor den bæredygtige omstilling er så vigtig.

"Det vigtigste budskab, som jeg håber, at folk tager med fra vores arbejde, er, at vi på nuværende tidspunkt forbruger ressourcer, der langt overstiger, hvad vores planet kan bære. Det gælder både i forhold til overbefolkning, ressourceforbrug og ødelæggelsen af naturens biodiversitet," siger han.

Det vi sigter mod med denne rapport, er en helt fundamental ændring i vores måde at indrette samfundsøkonomien på.

Bo Normander
Direktør, Worldwatch Europe

Kun én planet
Ifølge rapporten har verdens middel- og overklasse over de seneste 40 år fordoblet sit forbrug. Og i de kommende år kan op mod 2 milliarder mennesker tilslutte sig denne forbrugsklasse. Det vil få drastiske konsekvenser, da jordens befolkning allerede konsumerer, hvad der svarer til 1,5 planet.

"Kineserne, inderne og brasilianerne vil alle have en bedre levestandart, men alle kan ikke leve efter en dansk målestok. Det er der simpelthen ikke ressourcer nok til," forklare Bo Normander.

Han mener, at vi skal væk fra den såkaldte forbrugerisme og i stedet satse på grøn vækst. Han mener, at vi i Danmark - og i andre dele af den vestlige verden - har opbygget en kultur, som hylder unødvendigt merforbrug. Og det er den tilstand, rapportens eksperter alle er enige om, at vi skal væk fra.

Dokumentation

Rapporten State of the World 2012 omfatter bæredygtighed, der spænder fra landbrug til biodiversitet, grønne job til økonomisk degrowth, over befolkningspolitik til kommunikationsteknologier.

Denne brede vifte af emner vil hjælpe Rio+20-deltagere, såvel som globale ledere og berørte borgere til at overveje, hvordan vi grundlæggende ændrer vores økonomiske system og forbrugerkultur og igen prioriterer at leve bæredygtigt.

Worldwatch Institute er en uafhængig forskningsinstitution baseret i Washington D.C. og København, der arbejder på energi-, ressource-og miljømæssige spørgsmål. State of the World-rapporten udgives hvert år på mere end 18 sprog.

Kilde: www.worldwatch-europe.org.  


0:000:00