Regeringen og støttepartierne er enige om ny finanslov: ”Det er grundlæggende et nybrud i krisepolitikken”

AFTALE: Regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet er søndag blevet enige om en ny finanslov for 2021. Aftalen står dog ikke alene, for partierne er samtidig blevet enige om en række tiltag, som skal holde hånden under den danske økonomi efter coronakrisen.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Kulminationen på de seneste par dages delaftaler i Finansministeriet kom søndag eftermiddag.

Her kunne regeringen præsentere dette års finanslov sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

”Finansloven for 2021 handler om at holde hånden under danske arbejdspladser, hjælpe danske virksomheder og lave grøn omstilling. Og samtidig med, at vi gør det, passe på vores velfærdssamfund til gavn for vores børn, vores ældre og vores unge mennesker,” sagde finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde søndag.

Selvom coronakrisen har taget en del af opmærksomheden i årets finanslovsforhandlinger, er der i selve finansloven for 2021 fundet plads til en del af partiernes klassiske mærkesager.

Der afsættes penge til at håndtere de såkaldte generationsforureninger, en hurtige indfasning af minimumsnormeringerne og en tilbagerulning af besparelserne på DR.

Læs også

Coronahjælp til dansk økonomi
Indsatsen mod konsekvenserne af coronakrisen ses i stedet i resultatet af de forhandlinger, som har foregået sideløbende med drøftelserne af selve finansloven. I år har regeringen og partierne nemlig også forhandlet om udmøntningen af den såkaldte coronakrigskasse på 9,2 milliarder kroner og støttemidler fra EU’s genopretningsfond.

Derfor er det ikke blot en ny finanslov, som partierne kunne præsentere. De er også blevet enige om en række nye tiltag, der skal sætte gang i den coronaramte danske økonomi.

Det skal ske med et løft af boligjobordningen, støtte til den danske oplevelsesøkonomi og en digitaliseringsfond.

Nybrud i krisepolitikken
Selvom årets finanslovsaftale er den næst seneste i 12 år, har forhandlingerne ikke været præget af stor dramatik eller knaster. Tværtimod har partierne også stor ros til hinanden ved søndagens pressemøde.

”Jeg bliver faktisk en lille smule bevæget, for det er ikke små aftaler, vi har lavet. Stribe på stribe. Det er perler på en snor. Men sikke nogle perler og sikke en snor. Og jeg synes faktisk, at snoren er stærk nok til, at den ikke knækker, og jeg glæder mig til at lave flere perler sammen,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, som fremhæver især midlerne til generationsforureninger som en vigtig sejr for SF i dagens finanslovsaftale.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er også meget glad for dagens aftale, selvom den ikke en til en er den finanslov, som Enhedslisten selv ville have lavet.

”Men det er grundlæggende et nybrud i krisepolitikken, at når vi laver stimulitiltag for at sætte gang i dansk økonomi, så gør vi det ikke via skattelettelser i toppen. Så gør vi det med et fokus på nogen af dem, der i forvejen har mindst,” siger hun.

Grønne spor
Der er ligeledes glæde at spore hos Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, som også roser samarbejdet blandt partierne. Hun glæder sig især over de grønne initiativer i dagens aftale.

”Jeg er rigtig stolt af, at der er 4,5 grønne milliarder i det her til grøn omstilling, grønne jobs, grønt iværksætteri og nye løsninger – væk fra olie og gas over til grønne løsninger,” siger hun.

Det er også det grønne, som fremhæves af Alternativets politiske ordfører, Torsten Gejl.

”Vi er selvfølgelig i Alternativet særligt stolte over, at vi har fået sat en lille milliard af til biodiversitet – altså vild natur, som lever på sine egne præmisser,” siger han.

Dagens aftale er femte i rækken af aftaler. I de seneste par dage har regeringen præsenteret aftaler om en stimulipakke, en naturpakke, en aftale om grønne biler og en aftale om velfærdsprioriteringer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00