Regeringen pønser på 39 forslag til bedre klima og renere luft

BAGGRUND: Når regeringen i næste uge kommer med sit luft- og klimaudspil, bliver det med en bred vifte af forslag. Trods stop for nye dieselbiler er der gjort en dyd ud af ikke at gå ”forbudsvejen”. Flere spørgsmål vil dog blive parkeret hos forskere.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

En mindre parade af ministre vil være med, når regeringen i næste uge præsenterer sine forslag til bedre klima og renere luft.

Foruden det åbenlyse i, at alle tre regeringspartier vil være med, vidner det om et udspil, som er blevet politisk hot og rækker vidt – ikke mindst ind i livet på bilister, landmænd og brændeovnsentusiaster.

Det giver sig selv, at klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er med, når udspillet præsenteres. Og også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der på de indre linjer i regeringen har skærpet, at udspillet har høj prioritet. Fra Liberal Alliance vil transportminister Ole Birk Olesen være med, mens pilen hos Konservative peger på erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Ifølge Altingets oplysninger kan flokken stadig nå at blive justeret, ligesom flere ministre kan nå at blive tilføjet. Cirka samme usikkerhed var der torsdag stadig om, hvornår udspillet præsenteres – om end der tales mest varmt for enten tirsdag eller onsdag i næste uge.

Hvad er bagtæppet for udspillet?

Flere ting. Først og fremmest skal det være en sti, Danmark kan betræde for at leve op til 2030-klimamålet i EU. Samtidig skal det gøre noget ved det største miljøproblem i Danmark, som hvert år koster tusindvis af for tidlige dødsfald: luftforurening.

Mandag får regeringen yderligere et afsæt at tale ud fra: Der rettes verdens klimaøjne på ny mod FN’s klimapanel, der præsenterer en "halvanden grads-rapport" som optakt til årets store FN-klimatopmøde. Rapporten ventes at vise, at indsatsen for at leve op til Paris-klimaaftalen slet ikke er tilstrækkelig.

Det vil skabe et fornyet pres for, at EU skal skrue op for klimaindsatsen. Og dermed også Danmark.

Hvad kommer udspillet så til at indeholde?

0:000:00