Regeringens drøm om fossilfri bilpark parkeres i kommission

UDSPIL: En ny kommission skal finde ud af, hvordan regeringens ambition om at udfase fossile biler kan blive til virkelighed uden at slå hul i statskassen. Det bliver en svær opgave, vurderer forsker.

Regeringen vil overlade det til en kommission at finde ud af, hvordan ambitionen om at stoppe for salget af benzin- og dieselbiler i 2030 kan realiseres.
Regeringen vil overlade det til en kommission at finde ud af, hvordan ambitionen om at stoppe for salget af benzin- og dieselbiler i 2030 kan realiseres.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Et af de helt store spørgsmål til regeringens klimaambitioner hænger fortsat ubesvaret i luften, efter regeringen tirsdag præsenterede sit længe ventede klima- og luftudspil.

Blandt udspillets 38 initiativer var der ingen, der konkret adresserede, hvordan regeringen vil nå i mål med sin ambition om at sætte en stopper for salget af benzin- og dieselbiler i 2030 uden samtidig at efterlade et åbent sår i de offentlige finanser.

Den tilsyneladende gordiske knude vil regeringen i stedet overlade til en kommission, som vil få god tid til at tænke sagen igennem.

”Vi anerkender, at der er en stor regning. Derfor nedsætter vi en kommission til at se på, hvor stor er den regning, og hvordan finder vi finansiering,” siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Fakta
Sammensætning af ny afgiftskommission
Regeringen ønsker at nedsætte en kommission med en række eksperter, der får et selvstændig kommissorium. Der arbejdes fortsat på ordlyden i det konkrete kommissorium.

Når det endelige kommissorie, herunder sammensætningen af kommissionen, er på plads, vil dette blive præsenteret for Folketingets partier.


Kilde: Skatteministeriet

Teknologien er joker
I sin tale ved Folketingets åbning gjorde statsminister Lars Løkke (V) det klart, at regeringens mål er at ”lukke for salget” af nye diesel- og benzinbiler.

Et dansk forbud kan der ikke blive tale om, eftersom det er EU, som afgør, hvilke biler der kan sælges på det danske marked. Tilbage står forskellige muligheder for at kombinere pisk og gulerod. Ikke mindst ved at ændre på de danske bil- og brændstofafgifter.

Og det er netop det, en kommende kommission vil få til opgave.

”Der foregår en rivende teknologisk udvikling på elbilmarkedet de her år. Derfor er nu ikke det rette tidspunkt til at tage stilling til, hvordan vi skal samle den regning op. Det skal vi have undersøgt, og det skal kommissionen stå for,” siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Mens regeringen nu taler om, at der skal være én million elbiler i Danmark i 2030, så foreslog Socialdemokratiet tidligere på året 500.000 elbiler i 2030.

Dokumentation

Kommission skal se på bilafgifter

Regeringen vil nedsætte en kommission, der får til opgave at analysere tiltag til udbredelse af grønne biler i stor skala i Danmark.

Kommissionen skal også se på, hvordan vi fjerner barrierer, udbygger og omstiller infrastrukturen til de nye biltyper og forbereder samfundet økonomisk til en storskalaudrulning af grønne biler.

Den grønne omstilling af transportsektoren vil med det nuværende afgiftssystem betyde tabte indtægter for staten.

I dag har statskassen en solid indtægtskilde fra registrerings-, ejer-, brændstof- og andre bilrelaterede afgifter på cirka 50 milliarder kroner årligt, der udgør cirka 5 procent af statens samlede indtægter.

Udviklingen tilsiger, at en del af provenuet fra de nuværende brændstofafgifter uanset hvad vil forsvinde på grund af den teknologiske udvikling. Kommissionen vil derfor også få til opgave at komme med forslag, der kan tilvejebringe alternative indtægter.

Højere bundfradrag og udskydning af registreringsafgift

Regeringen vil hæve bundfradraget i registreringsafgiften for el- og plugin-hybridbiler, så det i 2019 udgør 40.000 kroner og 77.500 kroner i 2020. Regeringen vil samtidig udskyde indfasningen af registreringsafgiften med ét år.

Tilsammen vil lempelserne betyde, at elbiler med en værdi på op til 400.000 kroner (inkl. moms), der er på det danske marked i dag, vil betale nul kroner i registreringsafgift i 2019 og 2020.

Dertil vil den del af registreringsafgiften, der indfases for plugin-hybridbiler, være nul kroner i 2019 og 2020 for størstedelen af de plugin-hybridbiler, der er på det danske marked i dag.

Der er usikkerhed om teknologiudviklingen, og derfor vil regeringen, hvis der sælges mere end 10.000 lavemissionsbiler i løbet af 2019 og 2020, indkalde aftaleparterne med henblik på at drøfte aftalen.

I 2020 vil regeringen tage stilling til de videre konkrete initiativer for at fremme lavemissionsbiler på baggrund af rapporteringen fra den nedsatte kommissions arbejde.

Kilde: Regeringens udspil 'Sammen om en grønnere fremtid'.


0:000:00