Om  
Morten Messerschmidt
Kristian Thulesen Dahl
Dennis Flydtkjær

René Christensen overtager klima- og energiordførerpost fra Messerschmidt

René Christensen, Dennis Flydtkjær og Alex Ahrendtsen overtager Morten Messerschmidts ordførerskaber, mens Marie Krarup mister posten som integrationsordfører til Pia Kjærsgaard.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Dansk Folkeparti har nu fordelt ordførerskaber, efter Morten Messerschmidts (DF) tiltræden som partiformand.

Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.

Det betyder, at Morten Messerschmidt fremover vil være politisk ordfører, mens Dennis Flydtkjær (DF) overtager hans post som kulturordfører, René Christensen (DF) overtager hans post som klima- og energiordfører, og Alex Ahrendtsen (DF) overtager posten som euruparådsordfører.

Samtidig bliver Kristian Thulesen Dahl (DF) ny forsvarsordfører, og Marie Krarup (DF) mister posten som integrationsordfører til Pia Kjærsgaard.

Ifølge Ritzau er Marie Krarup, der tidligere har udtalt sig kritisk om Pia Kjærsgaard, indforstået med beslutningen.

"Vi synes, at integration og udlændinge passer godt sammen. Det er gruppen, der har besluttet det her," siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).

René Christensen er også Dansk Folkepartis finanslovsordfører og formand for Miljø- og Fødevareudvalget. Han er uddannet automekaniker i 1990 og har arbejdet som afdelingsleder og værkfører frem til 2005, hvor han skiftede spor og blev efterskolelærer.

René Christensen blev valgt ind som byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune i 2008 og har været medlem af Folketinget siden 10. januar 2008. 

0:000:00