Rina Ronja Kari: EU er en del af klimaproblemet – ikke af løsningen

DEBAT: Det er dobbeltmoral af absolut værste skuffe, når EU med den ene hånd skåler for Paris-aftalen og med den anden rundhåndet uddeler milliarder af euro til de mest klimabelastende industrier, skriver Rina Ronja Kari.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Europaparlamentsvalget 2019 er et grønt valg. Det står klart, efter at meningsmålinger har sendt emnet til tops hos de danske vælgere. Det er gået op for befolkningen, at vi står over for den største menneskeskabte klimakrise i historien.

Tiden er løbet fra tomme ord, skåltaler og valgflæsk. Det er nødvendigt med radikal forandring i produktionen, livsstil og investeringspolitikken.

Derfor er det også på tide at advare imod de illusioner, som de danske europaparlamentskandidater fylder vælgerne med i disse dage. Debatten har udviklet sig til overbudspolitik uden hold i virkeligheden. 

Sandheden er, at en af de helt store klimasyndere på det europæiske kontinent skal findes blandt EU-institutionerne.

I vejen for grøn omstilling
Et bogstaveligt kulsort eksempel kan nemlig findes i den redningspakke, som Den Europæiske Centralbank lancerede i kølvandet på Finanskrisen.

ECB investerede under det såkaldte 'Corporate Sector Purchasing' (CSP)-program i 2016 mere end 67 milliarder euro i obligationer hos forskellige virksomheder i EU. Disse penge er i helt overvejende grad gået til firmaer, der står i vejen for omlægning til grøn energi og bæredygtige klimaløsninger.

Listen over virksomheder, der har haft stor gavn af programmet, omfatter tre bilproducenter (BMW, Daimler og Volkswagen), to olieselskaber (Repsol og ENI), to motorvejsvirksomheder og ti energiforsyningsselskaber.

Altså virksomheder, som på den ene eller anden måde er involveret i brancherne omkring fossile brændstoffer. Det er ligeledes de samme virksomheder, der forsøger at svække indsatsen mod klimaforandringerne og stoppe udviklingen væk fra forurenende fossile brændstoffer over mod mere vedvarende energi som sol og vind via aggressiv lobbyisme.

Af de 271 forskellige opkøb af obligationer har de 107 været fra bilindustrien, motorvejsvirksomhed, energiselskaber og olie- og gasselskaber. Det viser en opgørelse lavet af Corporate Europe Observatory.

Disse opkøb blev endda foretaget, lige efter at EU og dets medlemslandene havde underskrevet FN's Paris-aftale i 2015, hvor man forpligtede hinanden på at reducere udledningen af drivhusgasser.

Dobbeltmoral af værste skuffe
Det er simpelthen dobbeltmoral af absolut værste skuffe, når EU med den ene hånd skåler for Paris-aftalen og med den anden rundhåndet uddeler milliarder af euro til de mest klimabelastende industrier.

Derfor opfordrer jeg vælgerne og befolkningen generelt til at være mere end forsigtige med at tro på de EU-begejstrede politikere, der lover guld og grønne skove for klimaet.

Klimakrisen løses ikke med hokuspokus-forslag kort før et valg. Det kræver lange seje træk at vende udviklingen. Vi er afhængige af et stort og kritisk engagement fra borgerne uden for Christiansborg og Europa-Parlamentet.

Det skal ske på et oplyst grundlag. Derfor skal politikerne stoppe med at skabe illusioner. For virkeligheden er, at EU er en del af problemet, ikke af løsningen.

Forrige artikel Morten Helveg: Grønne skåltaler er ikke nok – der skal investeres i klimaet Morten Helveg: Grønne skåltaler er ikke nok – der skal investeres i klimaet Næste artikel Dansk Energi: EU's klimaambitioner kan komme under pres Dansk Energi: EU's klimaambitioner kan komme under pres
  • Anmeld

    Esben Holstein · lektor, cand.polit., SDU

    Har ECB en klimapolitik?

    Nej da! Kandidaten og hendes kilder har tilsyneladende fået den særprægede opfattelse, at centralbanken driver andet end pengepolitik med sine opkøb. Banken har skudt likviditet i euro-området ved opkøb af eksisterende virksomhedsobligationer, hvorved sælgerne har fået værdipapirer byttet ud med likvide bankindskud. Der ligger ikke andet stillingtagen til de udstedende virksomheder end en betragtning om en god pris og rimeligt afkast for ECB.
    Hvor havner pengene så? Ja hos pensionskasser, private investorer og de rædsomme private banker, men ikke hos olieselskaberne!