Debat

S: EU tilbage i den grønne førertrøje

DEBAT: Der er grund til forsigtig optimisme i klimaforhandlingerne i Paris. Men energieffektiviseringer skal tilbage på dagsordenen i Europa, hvis EU skal indfri ambitionen om at være nummer ét i verden inden for vedvarende energi, skriver Jeppe Kofod (S).

Handling og ord stemmer ikke overens, skriver Jeppe Kofod (S), og opfordrer EU til at genfinde den grønne førertrøje. 
Handling og ord stemmer ikke overens, skriver Jeppe Kofod (S), og opfordrer EU til at genfinde den grønne førertrøje. Foto: Socialdemokraterne.dk
Nikita Selvig
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Kofod
Gruppeformand for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet

Klimakonferencen COP21 er nu officielt åbnet i Paris. Frem til 11. december vil tusindvis af embedsmænd, eksperter og politikere diskutere og forhandle. Resultatet af alle disse anstrengelser vil, uanset hvordan det kommer til at se ud, have en enorm indvirkning på hele vores klode.

Groft sagt er der to muligheder. Enten når vi, langt om længe, en aftale, der kan sikre, at vi kan overholde vores 2 graders målsætning. 

Eller også sker der det, der er sket ved snart sagt alle COP-konferencer siden det famøse topmøde i København; man vedtager en ikke-bindende tekst, klapper sig selv og hinanden på skuldrene og slår fast, at til næste COP, så skal vi nok nå en aftale.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Billig omgang for Juncker
Det har vi ikke råd til sker igen. Den stærkeste garant mod det er, og skal være, EU. Lytter man til de udmeldinger, der er kommet fra EU-toppen, så er der da også grund til forsigtig optimisme.

For eksempel har Kommissionsformand Juncker flere gange slået fast, at EU skal være nr. 1 i verden indenfor vedvarende energi. Det er jeg helt enig med ham i. Men går man lidt mere i dybden med de flotte udmeldinger, så må jeg også sige, at jeg synes, det er en noget billig omgang, Juncker har givet her.

Det er på tide, at EU genfinder den grønne førertrøje, tager sin egen klimadagsorden alvorlig og fører en (energi)effektiv klimakamp.

Jeppe Kofod
Gruppeformand for de danske socialdemokrater, EP

For selvom der nu er gået halvandet år, siden han første gang fremsatte denne vision, så har han stadig ikke defineret, hvordan man skal måle, hvorvidt vi så virkelig er nr. 1 i verden inden for vedvarende energi.

Europa sakker bagud
Alene det faktum, at vi stadig sender et sted mellem 8 og 9 milliarder kroner ud af EU hver dag for at købe energi hos lande som Rusland og Saudi-Arabien, burde understrege, at der er lang vej endnu. Og det er altså ikke stormskridt, vi tager ned ad denne lange vej. Hverken i EU eller i Danmark. Tværtimod er vi gået fra et let trav til en stille sjosken.

Imens vi sætter tempoet ned, overhaler resten af verden os. Som eksempel steg investeringerne i vedvarende energi med 21 pct. globalt set i tredje kvartal af 2015. Det er rigtigt godt nyt for både klimaet og miljøet. Men det er altså ikke noget, vi kan bryste os af i hverken Europa eller i Danmark.

For i samme periode faldt investeringerne i Europa med hele 38 pct. Så er man altså ikke nr. 1 i verden.

Energieffektiviseringer skal i fokus
En afgørende brik i vores omstilling fra fossile til vedvarende energikilder er energieffektivitet. Den billigste, sikreste og grønneste energi er, som bekendt, den, vi slet ikke bruger.

Derfor er det også beskæmmende, at Europa-Kommissionen nu tilsyneladende har besluttet, at man ikke længere vil lave konsekvensanalyser af et energieffektivitetsmål på 40 pct. i 2030. I stedet vil man kun regne på mål mellem 27-33 pct. Det er ikke ambitiøst. Det er ikke nok. Og det er ikke ansvarligt.

Vi ved, at hvis man satte sig som mål at energieffektivisere bare 2,5 pct. af den europæiske bygningsmasse, så ville man kunne skabe op mod 2 millioner nye arbejdspladser i Europa.

Vi ved, at 40 pct. af alt energiforbrug i Europa finder sted i bygninger, primært til opvarmning og nedkøling. Og vi ved, at 70 pct. af alle disse bygninger kan klassificeres som decideret energi-ineffektive.

Potentialet er enormt. Det er på tide, at EU indløser det. Det er på tide, at EU genfinder den grønne førertrøje, tager sin egen klimadagsorden alvorlig og fører en (energi)effektiv klimakamp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00