Ny regering vil have grøn kommission til at arbejde hurtigere

GRØN OMSTILLING: S-regeringen vil sammen med R, EL og SF have flere elbiler på gaden i en fart og ønsker derfor at fremskynde den grønne transportkommissions arbejde. Kommissionsformand Anders Eldrup er dog tøvende, for arbejdet er blevet forsinket.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Det skal undersøges, om en hurtigere arbejdsproces er mulig i Kommissionen for grøn omstilling af personbiler.

Det fremgår af regeringens forståelsespapir, som er udarbejdet sammen med Radikale, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

Foruden at levere en konkret stategi til at fremme grønne biler, skal kommissionen også give konkrete bud på alternativ finansiering, så de indtægter, der forsvinder i takt med diesel- og benzinslugerne skiftes ud, kan tilvejebringes på anden vis.

Statens samlede indtægter fra bilrelaterede afgifter beløb sig til cirka 50 milliarder kroner i 2017 og udgør derfor en væsentlig del af statens indtægter.

Vi er kommet langsomt i gang på grund af valget.

Anders Eldrup
Formand for Kommissionen for grøn omstilling for personbiler

Ifølge Radikales Ida Auken handler tiltaget fra den nye aftale med S-regeringen først og fremmest om, at der skal flere elbiler på vejene, og at det skal ske hurtigst muligt.

”Vi ønsker en million elbiler, og derfor skal vi have lagt afgiftssystemet om så hurtigt, som det kan lade sig gøre,” siger hun og tilføjer:

”Og det skal ske på en holdbar måde, så de, der skal importere og sælge elbilerne, får et blivende system, som man kan regne med,” siger Auken.

Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, mener, at det er vigtigt med en hurtigere afgørelse af, hvad der skal ske med afgifterne på elbilerne.

Hun fortæller, at den nuværende ordning for elbilerne udløber i udgangen af 2020, og at det derfor er vigtigt, at man i god tid har fundet en ny bilbeskatning eller alternativt forlænger den gamle.









0:000:00