Klimaforsker: Pernille Vermund har delvist ret

DEBAT: Pernille Vermund har ret i, at der ikke er bred konsensus blandt forskere om, hvor meget mennesker bidrager til klimaændringerne. Vi må ikke lade forkerte oplysninger præge debatten, skriver Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU.

Af Jens Olaf Pepke Pedersen
Seniorforsker ved Institut for Rumforskning- og teknologi på DTU, hvor han blandt andet forsker i klimaændringer

"Noget af det dummeste, der nogensinde er sagt i klimadebatten."

Sådan lød lederkommentaren i Information, efter at Altinget havde bragt et langt interview med formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, hvor de også kom omkring miljø og klima.

Her gjorde Vermund rede for sin opfattelse af, at de rigeste lande "sviner" mindst, og den sætning, der fik Information til tasterne, var en udtalelse om, at "jo højere et land kommer op i velstand, desto mindre forurening og CO2-udledning og så videre".

Selv om Vermund også siger, at vi må blive bedre til at minimere CO2 og andre drivhusgasser, er det ikke korrekt at fattige lande udleder mere CO2.

Når det gælder forurening, giver udsagnet imidlertid god mening, og i den efterfølgende sætning kvalificerer hun sit udsagn ved at sige, at "der er kæmpe forskel på, om vi taler CO2-udslip, om vi taler partikelforurening, eller om vi taler plastik i havene".

De største problemer med partikelforurening findes i de fattigste storbyer, ligesom over 90 procent af plastikforureningen i verdenshavene stammer fra blot ti floder, der alle løber gennem nogle af verdens fattigste områder.

Journalist udfordrer Vermund
Dagen efter er Pernille Vermund i studiet i programmet "P1 Orientering", og hun indleder med at fastslå, at hun måske har hørt dårligt efter, da Altinget stillede spørgsmålet, men at svaret om CO2-udledninger i hvert fald er forkert.

Her kunne interviewet sådan set være sluttet, men i stedet spørger journalisten hende, hvad der har forårsaget de seneste klimaforandringer, og her svarer Vermund, at der ikke er tvivl om, at menneskeskabt CO2 er med til at påvirke vores klima, men at forskerne er uenige om, hvor stor indflydelsen er.

Nu tager interviewet en interessant drejning, hvor journalisten erklærer, at han er uenig med Vermund.

Journalisten mener i stedet, at forskerne er enige om, den grundlæggende klimaforandring er menneskeskabt.

Debat præget af forkerte oplysninger
Det udvikler sig til en debat, hvor Vermund fastholder, at forskerne er enige om, at CO2 har en påvirkning, men uenige om, hvor stor påvirkningen er, mens journalisten gentager sin holdning seks til syv gange i løbet af det korte indslag.

Journalister må godt have holdninger, men en public service-radio har også en forpligtelse til at bringe korrekte oplysninger, og her er P1 på afveje.

Det er P1 desværre ikke ene om at være, for det blive ofte brugt som et argument i klimadebatten, at forskerne er enige.

Nogle gange bliver enigheden endda kvantificeret med, at der ligefrem er 97 procents konsensus. Men det bliver sjældent uddybet, hvad det egentlig er, at forskerne er enige om.

Konsensus om menneskelig påvirkning på klimaet
Heldigvis er det ikke en videnskabelig praksis, at forskerne skal stemme om, hvordan naturen er indrettet, men man har alligevel forsøgt at måle graden af klimaforskernes konsensus.

Undersøgelserne har vist, at der netop er cirka 97 procents konsensus om, at mennesket påvirker klimaet, men også at enigheden forsvinder, så snart man går til detaljerne om, hvor stor påvirkningen er fra de forskellige faktorer.

Den største undersøgelse af sin art er en hollandsk-australsk opgørelse fra 2014, hvor man identificerede 8.000 klimaforskere.

Det var dog mindre end en fjerdedel af forskerne, der havde lyst til at deltage, og af dem havde 22 procent ingen mening om klimaændringernes årsag eller mente ikke, at de kunne svare på spørgsmålet.

Dermed kan konsensus højst udgøre 78 procent.

Blandt de klimaforskere, der svarede på spørgsmålet, mente et stort flertal på 84 procent, at mennesket var den afgørende faktor i de seneste klimaændringer, men de udgjorde kun 66 procent af den samlede gruppe.

Uenighed om omfanget
En måde at nå frem til 97 procent på er ved at tælle artikler, og her er den hyppigst refererede undersøgelse en australsk opgørelse fra 2013, der omfatter 12.000 videnskabelige klimaartikler.

Den viste, at langt de fleste fagartikler, nemlig 66 procent, slet ikke havde nogen mening om årsagerne til global opvarmning.

Hvis man derfor kun ser på de 34 procent, som gav udtryk for en holdning, så angiver 97 procent af artiklerne, at menneskelige aktiviteter bidrager til den globale opvarmning.

Men igen forsvinder enigheden, når man undersøger, hvor stort bidraget er. Det er således mindre end to procent af artiklerne, som kvantificerer det menneskeskabte bidrag og angiver, at det bidrager med mere end halvdelen af klimaændringerne.

Resten af artiklerne, altså 95 procent, angiver blot, at mennesket i en eller anden udstrækning bidrager til ændringerne.

Behovet for en ikke-eksisterende konsensus
Som nævnt er misforståelsen om de 97 procent udbredt, og sidste år dukkede den også op på et par gange på DR’s hjemmesider.

Når jeg har henvendt mig, har DR straks rettet teksterne, men da jeg kontakter P1, må jeg vente et par uger for blot at få et lakonisk svar om, at redaktionen har undersøgt interviewet, men "ikke fundet det nødvendigt at rette eller beklage noget”.

Og da jeg skriver, at jeg vil sætte pris på at få oplyst, hvordan redaktionen er nået frem til den konklusion, får jeg slet ikke noget svar.

Egentlig kan man undre sig over, hvorfor det er så vigtigt at give indtryk af en konsensus, der ikke eksisterer.

I princippet kunne man fint argumentere med, at eftersom der er enighed om, at mennesket påvirker klimaet, må der også være enighed om, at fortsætter vi med at øge den menneskeskabte påvirkning, vil den på et tidspunkt blive den dominerende.

Men hvis man gerne vil bruge konsensus som et argument i klimadebatten, må man også sætte sig ind i, hvad den konsensus går ud på.

Og her er det Pernille Vermund, der har ret, og P1, der tager fejl.

Forrige artikel S til regeringen: Kom nu ind i kampen for energivenlige boliger S til regeringen: Kom nu ind i kampen for energivenlige boliger Næste artikel Morten Helveg: EU-støtte skal være afhængig af klimaindsats Morten Helveg: EU-støtte skal være afhængig af klimaindsats
  • Anmeld

    paulsehstedt@picturepilots.dk

    Sandhedens gral

    Nu er DR ikke ligefrem sandhedens gral og jeg har ved flere lejligheder fundet faktuelle fejl i deres udsendelser og artikler. DR er nærmest immun mod selvkritik og een holdning overtages af resten i DR - eller der holdes blot mund.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller · Publicist

    Man kan spørge...

    Om det vigtigste i debatten om klimaet er med hvilke procenter forskerne er enige eller uenige om problematikken. Under alle omstændigheder er der overvejende enighed om, at vi har et problem.
    Artiklens vigtigste oplysning er, at vi skal være opmærksom på, at der er forskel på de forskellige elementer af forureningen, der så skal håndteres på forskellig måde.
    Indlægget bærer præg af, at Pepke er fornærmet på DR og gerne vil promovere Pernille Vermund, og vær sikker på, at kommentarsporet vil blive præget af det.
    I stedet kunne han have givet os alle en hånd ved at bruge sin energi på at komme med nogle løsningsforslag., hvilket næppe ville have så stor interesse, at det ville nå igennem Altingsfiltret. Hvad gør man så? Man flasher selvfølgelig noget fuldstændig ligegyldigt.

  • Anmeld

    Poul Evald Hansen · Biolog

    Hvad diskuterer vi?

    Vi kan måle CO2-øgningen i atmosfæren direkte og for tidligere perioder mere indirekte, men troværdigt. - Man kan dokumentere CO2s og andre drivhusgassers betydning for opvarmningen ved relativ simple fysikforsøg gennemført i et nogenlunde, men ikke ekstremt, avanceret fysiklokale. Man kan også troværdigt fastslå kilderne til den øgede CO2.- Så man bør tage udgangspunkt i, at det er klimaskeptikernes opgave at godtgøre, at den menneskeskabte CO2-øgning ikke er hovedårsagen til klimaændringerne. - Vi har vidst i lang tid, at f.eks. store vulkanudbrud med deraf følgende emissioner af partikler og gasser kan sænke temperaturen af størrelsesordenen 1/2-1 o C et par år. - Og det er faktisk nogle ret så solide forklaringsmodeller, vi har med at gøre.

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    DR magter ikke at erkende fejl og der er journalister som fremsætter urigtige påstande i DR.....

    Et licensfinansieret medie som DR SKAL kunne indrømme fejl og beklage disse fejl - da DR eller ikke blot bringer falske nyheder, men selv skaber falske nyheder.

    Desværre er viljen til at erkende egne fejl ikke til stede hos DR som i flere tilfælde fastholder usande oplysninger på trods af fakta.

    Politiske hensyn er noget som DR vægter højere end sandheden og ledelsen i DR er helt med på dette.

    I USA tordner Trump mod fake news medierne samtidig med at han selv spreder fake news. I Danmark kan DR sprede falske nyheder som er politisk korrekte ved brug af licensmedier og det ligner ubehageligt noget fra medierne i Rusland, Tyrkiet og Nordkorea som DR har gang i.

    Jeg er heller ikke vild med de nye konservative ultra som helt sikkert vil være lige så resultatløse som konservative classic når de først kommer på Borgen. Konservative ultra ville ikke gøre skyggen af forskel på Borgen.

    Og så er Pernille Vermund vist lige så god til at kysse som Søren Papes kæreste som bliver sur hvis man nægter at drikke eller kysse med ham. De konservative har et noget besværligt forhold til det med at kysse på fremmede.

  • Anmeld

    Per Dalgaard

    Klimaforandringer og de letkøbte meninger

    Det er trist at erfare, at denne debat styres af så store følelser, at al sund fornuft, og ikke mindst videnskabelig fakta, forsvinder i horizonten. I 2009 udgav professor i fysisk geografi, Ole Humlum bogen 'Det ustyrlige klima'. I øvrigt via Trykkefrihedsselskabet. Heri er der et hav af fakta, data og grafer, der burde få enhver fornuftig person til at bedømme endnu mere kritisk på alle de artikler, der beskriver de ekstisterende klimaforandringer. Således som de altid gennem Jordens historie har fundet sted. Specielt kritisk skal man netop være overfor både DR og TV2, idet disse er de værste til at fremføre følelser, fremfor fakta. Også i denne bog er der en god gennemgang af de 97% forskere, som beskrevet i artiklen af Jens Olaf Pepke Pedersen. Trist at verdens gang styres af uvidenhed.

  • Anmeld

    otto barreth · president

    Religion

    Baade Jens Olav Pepke Pedersen og kommentatorende,burde sande at der er tale om en religion, der som alle andre religioner, har mange svar, men stor tvivl om sandheden.
    De 8000 !!!! saakaldte klimaforskere (disiple) har det som "aal i mudder" og hvis du paastaar at der altid vil vaere naturlige klimaaendringer, er du en hedning!
    Seneste Istid her i norden, fandt sted for "kun" 10.000 aar siden, og da varmen kom tilbage var der ikke mange mennesker man kunne anklage!
    Amen.

  • Anmeld

    Niels J M d C S Langlkilde · Direktør, fhv MF

    Kom så DR

    DR må komme med en forklaring på dette uforståelige forløb. De er vel stadig Public Service.

  • Anmeld

    Ole Schwander

    Klima og medier

    En udfordring for forskerne er jo, at enhver klimaforsker, der er skeptisk over for den på bjerget herskende konsensus om at klima/vejrændringerne udelukkende skyldes menneskernes gøren og laden, straks udskammes i så godt som samtlige medier. Desuden har jeg på fornemmelsen (ikke videnskabeligt bevist), at støttemidlerne til forskning sidder løsere, når man har de ‘korrekte’ politiske holdninger?

  • Anmeld

    Knud Vinther · Direktør

    Bevisets stilling i klimadebatten

    Klimagraferne udviser mere CO2 og mere varme, lige før temperaturen og CO2 falder drastisk over 3 tidligere perioder i forhistorisk tid. Der har været flere istider uden mennesket mellemkomst. Klimaforandringer skyldes tilsyneladende alt andet end mennesket. Stigende CO2 er nok et symptom på drivhuseffekt, men nok ikke årsagen med sin andel på 0,031% af atmosfærisk luft. Derfor har Pernille Vermund jo ret. Sammen med stigende CO2 er der en fast følgesvend, der hedder støv og kulpartikler og det er nok mere disse partikler, der påvirker reflektion af soles stråler og med langt højere effekt end CO2. Det være sig partikler fra vulkanudbrud og fra menneskabte anlæg og maskiner. Fly er måske den største synder, idet forureringen med kulpartikler sker i 10 km´s højde. Jeg er lægmand, men mangler beviser på, at Co2 i sig selv er synderen. Derimod metan øges sammen med den stigende temperatur. Se artiklen om støv her: https://www.nature.com/articles/nature06763

  • Anmeld

    Morten Greve

    Dæksstole på Titanic

    Hvis man beder en hæderlig forsker give en videnskabelig bundlinjevurdering af et ufatteligt komplekst spørgsmål som dette, risikerer man én af to ting:

    1. At vedkommende betragter spørgsmålet som for omfattende og diffust til at kunne værdige et svar med forskerkasketten på.
    2. At vedkommende af samme årsag svarer "ved ikke".

    Ikke særlig nyttigt. Det er jo egentlig bare forskningens uformelle "habilitetsbetragtning" der kommer i spil. Moderne forskere er næsten altid superspecialiserede (og meget lidt politisk mobiliserede), og de færreste vil derfor sige, at deres egen forskning ikke gør det muligt for dem at give et simpelt svar på et politisk betændt spørgsmål som dette. Især hvis spørgsmålet er dårligt stillet.

    Kendsgerningerne er dog, at de relevante videnskabelige organer - IPCC, men også World Meteorological Organization, Royal Society, National Academy of the Sciences, American Geophysical Union; NASA; NOAA osv. osv. OSV. er helt enige om, at den igangværende opvarmning, som er uhørt hurtig i en geologisk målstok, overvejende skyldes menneskehedens CO2-emissioner. Ét af de 19 varmeste år siden 1880 er IKKE faldet siden år 2000. De fire varmeste år er 2015-2018. Det kalder på en forklaring.

    Der er da masser af danske halv- og helbenægtere med diverse kreative teorier - folk som netop Jens Olaf Pepke, men også Humlum, Krüger, Svensmark, Hansen osv. Ligesom der stadig er masser af benægtere i andre lande. De er dog en klar minoritet. Læg mærke til, at de typisk er pensionerede eller tæt på at blive det - og i øvrigt i mange tilfælde samarbejder med højreorienterede propagandaorganisationer som Cornwall Alliance, Heartland Institute, Cato Institute osv.

    Spørgsmålet er, om vi skal bruge mere tid på at lytte på dem? Svensmark erklærede i september 2009 (i Jyllands-Posten), at NU ville faldende kosmisk stråling føre til øget skydække og dermed faldende temperaturer på jorden. Sådan gik det (mildt sagt) ikke. Hans teori, som var vældig hot i benægterkredse i en periode, er vist ikke genstand for opmærksomhed uden for netop disse kredse mere.

    Den ENESTE teori på markedet, som troværdigt kan forklare de ubønhørligt stigende temperaturer, er teorien om drivhuseffekten af menneskelige emissioner.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Ups...

    Der skulle selvfølgelig have stået "STIGENDE kosmisk stråling" ovenfor... :-]

  • Anmeld

    Lasse Jesper Pedersen · Energipolitisk Rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

    Zzz

    Hold da op et ligegyldigt indlæg. Hvad handler det egentligt om? Hvad er pointen, ud over at forfatteren tydeligvis er fornærmt på DR1 over en eller anden, alvoren taget i betragtning, ligegyldig detalje i klimadebatten?

    Fakta er uanset at størstedelen af verdens seriøse klimaforskere er enige om, at det er nødvendigt at handle på klimaforandringerne, for at mindske risikoen for at vi vil opleve klimaet løbe løbsk. FNs Klimapanel giver os 8-12 år, hvis vi skal have en nogenlunde mulighed for at afværge de værste konsekvenser, så lad os da diskutere hvordan vi lykkedes med det på så kort tid? I stedet spilder både Jens Olaf Pepke Pedersen og Altinget deres chance, vores tid, og deres spalteplads.

    Hvad er løsningen Jens Olaf? Hver er dit erinde? Hvis det alene er at kaste grus i den maskine der dagligt arbejder for, at finde gode løsninger som kan sikre at fremtidige generationer som minimum får de samme muligheder på denne jord som vi har haft, så meld det da åbent ud? Hvis du ikke tror på klimaforandringer, så stå da åbent frem og lad os fået noget substans på bordet, vi kan diskutere i stedet? Hvis du derimod mener at vi skal gøre alt hvad vi kan for at leve op til de anbefalinger FN's klimapanel er kommet med, så bør du i høj grad overveje, om du bidrager konstruktivt til dette.

  • Anmeld

    martin hjelmborg · pensionist

    Menneskeskabte ændringer

    Der er mange parametre indeover, der styrer vores klima. CO2 udledningen er kun een af disse. Derfor følges CO2 stigningen og temperaturkurven for den globale månedlige middeltemperatur ikke ad. Iflg websitet "Climate4you" som bringer disse månedlige oplysninger stagnerer temperaturstigningen og har gjort det i mindst 13 år. Det aktuelle klima er enligevægtstilstand mellem disse parametre og hvis man ændrer een af disse (CO2) belaster man ligevægtstilstanden og på et tidspunkt vil klimaet springe til en ny ligevægt. Det har man mange eksempler på i fortidens klima, iskærneboringer, ,m m. Klima er blevet religionserstatning og Vermund er en af det "dårlige selskab" så hun må ikke have ret!

  • Anmeld

    Rene Madsen · Førtidspensionist

    Ja, lad os endelig bruge tid på at finde ud af hvor/hvem der sviner mest

    Vi står overfor det største problem i menneskets historie bliver til en magtkamp om hvem eller hvor der bliver svinet mest og imens vokser problemet bare, det er helt hen i vejret.
    Èn ting ligger helt fast og det er at CO2 niveauet aldrig har været højere i de sidste 3 millioner år og "normalt" har kloden en cyklus på ca.100.000 år hvor der er varmt og meget koldt og på de 100.000 år har vi udviklet os til dem vi er i dag, den tid er vi kommet forbi og vi burde være i gang med en ny istid, men nej, temperaturene stiger i hele verden og politikerne snakker om El-biler som om at det kan redde hele situationen, men der skal meget, meget mere til.
    Jeg er bange for fremtiden, for politikerne gør åbenbart intet, de snakker bare om hvis skyld det er og det ændre altså ikke på vores nuværende situation og vi ved fra is prøver at jorden kan slå meget kraftigt tilbage for at fjerne f.eks CO2 i atmosfæren og måske ender vi med en klode hvor vi ikke kan opholde os fordi jorden er blevet til en is-planet, det er sket før i jordens historie og det kan ske igen.

  • Anmeld

    Erling Havn · Københavns Universitet

    Det er en meget uklar artikel

    Det er jo ikke sikkert at en seniorforsker ved Institut for Rumforskning ved DTU har forsket i klimaændringer, men man må formode at han ved noget om feltet og vel også at det er langt de færreste klimaforskere, der arbejder med klimaforandringernes årsager. Langt de fleste arbejder med klimaændringernes konsekvenser på forskellige områder, og de kan derfor ikke hævde sted har forskningsmæssig baggrund for at udtale sig om årsagerne. Derfor er valget af interviewpersoner helt afgørende for kvaliteten af de undersøgelser der refereres til, og på den parameter scorer de undersøgelse der især regeres til i denne artikel ret lavt. Det bør en seniorforsker kunne se umiddelbart. Resultatet bliver en artikel, der stort set er spild af tid.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Og derfor skal DR beskæres noget mere

    Som artiklen viser manipulerer Danmarks Radio frisk og frejdigt med politiske postulater, og er ligeglad med konkrete indvendinger.

    Og netop derfor bør Dr beskæres endnu mere, for logisk nok: Jo færre penge til DR jo mindre manipulation i "public service."

  • Anmeld

    Jens Olaf Pepke Pedersen · Seniorforsker i klimaændringer

    Klimaløsninger

    Tak for alle kommentarerne. Der er flere, der synes, at graden af konsensus er uinteressant, og de burde jo så også lade være med at kommentere, men anledningen til indlægget var, at P1 Orientering brugte omkring 10 minutter af den bedste sendetid på at diskutere emnet, så der er stor interesse for spørgsmålet. Man kan jo altid kritisere et indlæg for, at det ikke handler om det, som man synes, det skulle handle om, men til dem, der efterspørger løsninger kan jeg blot sige, at vi har haft en klimavenlig og sikker løsning i mere end 60 år, nemlig kernekraft, men at vi i vesten blot har valgt ikke at bruge den. Derfor bygges der stort set ikke længere nye kernekraftværker i Vesteuropa og USA, mens der er fuld gang i udbygningen i Østeuropa og i Asien. Som på mange andre områder er det Kina, der driver udviklingen, hvor 11 reaktorer under opførelse, 45 er planlagte og 78 er foreslået, ligesom Kina satser på eksport til resten af Asien og Afrika. Så klimaløsningen findes, og derfor indebærer næsten alle scenarier i den seneste FN-rapport om 1,5-graders målsætningen også øget anvendelse af både vedvarende energi og kernekraft.

  • Anmeld

    Jens Olaf Pepke Pedersen · Seniorforsker i klimaændringer

    Supplerende læsning

    Mere om kernekraft og vores angst for at bruge den kan findes her: https://www.weekendavisen.dk/2018-41/samfund/radiofobi

  • Anmeld

    Per Dalgaard

    Kernekraft og vestlig politik

    Det er beskæmmende, at det har været muligt for anti-kernekraft folket, at bilde folket ind, at dette er værre end det værste, man kan forestille sig. Og gennem årtier. Uhyggeligt.
    Denne energikilde er den eneste brugbare, specielt hvis man mener, at CO2 er årsagen til alverdens ulykker. Men ak. Folket vil bedrages, af veltalende, men uvidende demagoger.

  • Anmeld

    Niels Jørgen Langkilde · Licensbetaler

    Hvornår kommer der svar fra DR

    De fleste vil nok helst betale for Public Service, ikke for Public Manipulation. DR må svare på kritikken.

  • Anmeld

    Holger Skjerning

    Konsensus...!

    Tak til Jens O P P! - Enig, bortset fra at jeg tilslutter mig påstanden om, at der ikke behøver at være konsessus for at begrunde handling!
    Jeg mener, at kernekraft er vigtig, selv om der evt. kun er 70-80-90 % konsensus om at klimaproblemerne især skyldes den voksende mængde drivhusgasser i atmosfæren.
    Og det kender (kendte) jeg en top-professionel herre, der var 100 % enig i.
    Det var min kollega, Peter Laut, der var Energiministeriets særlig sagkyndige i drivhuseffekten i en lang årrække.
    Der er masser af eksempler på, at f.eks. medicinske behandlinger virker med f.eks. 70-80 % sikkerhed, og de betragtes som tilstrækkelig viden til at benytte behandlingen.

  • Anmeld

    Jens Olaf Pepke Pedersen

    Konsensus

    Hej Holger Skjerning. Jeg har ikke argumenteret for, at der skal være konsensus, før man kan handle. Jeg har alene præciseret, hvad der er konsensus om. Lige nu kører denne debat på mange platforme, og det sjove er, at de, der gerne bruger konsensusargumentet, samtidig synes det er helt uinteressant, hvad der er konsensus om.

    I politik er det et vilkår, at man ofte må tage beslutninger på et usikkert grundlag, og det er trods alt end slet ikke at beslutte noget.

    Men i øvrigt bruges konsensusargumentet også selektivt. Da vi i sin tid diskuterede kernekraft, var 97% af atomfysikerne enige om, at det var en god ide. Alligevel afviste politikerne den løsning.

  • Anmeld

    Poul Evald Hansen · Biolog

    CO2, kernekraft og andet skidt og godt

    Mht. CO2, så er der faglig konsensus (bortset fra nogle forskere afhængige af olieindustrien) for at øget CO2 betyder øget global temperatur på grund af både CO2s (i forening med andre klimagasser, vanddamp o.s.v.) evne til at ændre varmeudstrålingen som drivhusgas. - Vi kan også ganske fyldestgørende redegøre for kilderne til øgningen af CO2 og andre klimagasser. Vi ved også noget om, at store vulkanudbrud kan bevirke modsat virkning (aerosoler, partikler m.v.) ved midlertidigt at sænke den globale temperatur et par år, i nogle tilfælde af størrelsesordenen 1/2 - 1 o C. - Vi har nogle kvalificerede teorier om årsager til istider, bl.a. ændringer i Jordens hældningsakse og jordbanens ekscentricitet. Vi har også nogle ganske kvalificerede teorier om f.eks. den høje temperatur i vikingetiden som forklaret ved ændringer i havstrømmene, der på mange måder fungerer som jordegnes radiator hhv. køleanlæg. - Disse faktorer er selvfølgelig taget med i klimavurderingerne. - Så det er stadig de såkaldte klimaskeptikeres sag at forklare, hvorfor de ikke mener, at menneskeskabt CO2 er den væsentligste årsag til de globale temperaturstigninger.


    Mht. atomkraft, så har vi ganske solid evidens for, at det er for risikabelt og desuden en ikke-fornybar energikilde. Behøver jeg at nævne Tremileøen, Tjernobyl, Japan. - Der er mange sikkerhedsmæssige problemer med atomkraft, og der er al mulig fornuft i at droppe den vej og satse på fornybare energikilder. Den elektroniske udvikling fremmer også smarte, energilette løsninger, der gør, at behovet for store koncentrerede energiindsatser ikke er så stort som i tidligere stadier i den teknologiske udvikling.

  • Anmeld

    Jens Olaf Pepke Pedersen

    Tremileøen ...

    Hej Poul Evald Hansen. Ja, du må da gerne nævne, hvor mange der omkom som følge af ulykkerne på Tremileøen og Fukushima (Japan) :-)

  • Anmeld

    Morten Greve

    Stop nu...

    Latterligt at udnævne kernekraft til løsningEN på vores civilisationstruende bæredygtighedsproblemer!

    For det første udgør kernekraft i dag kun en minimal andel af energiforsyningen. Hvis de over 80 % af den globale energiforsyning, som kommer fra fossile kilder skulle erstattes med kernekraft, skal der ske en uhørt voldsom og hurtig (og ekstremt bekostelig) udbygning. Et værk i hver anden baghave, groft sagt... Historien med Hinkley Point C viser meget godt, at dette er aldeles urealistisk med den nuværende teknologi (uden for benægternes fantasier).

    For det andet er energiforsyningen kun et hjørne af vores akutte problemer. Det handler om landbrug, byggeri, afskovning - og den igangværende sjette massedød.

    Og til det med konsensussen: Enhver nøgtern iagttagelse viser, at der er RIGELIGT forskningsbelæg for at handle NU, for fuld musik. Igen, det er Royal Society og National Academy og the Sciences konklusion. Det bliver ikke mere autoritativt end dét.

    Modstanden kommer fra de forfærdeligt mange, der som Pepke og hans CEPOS-venner stadig klynger sg til den markedsfundamentalistiske ideologi, som kun hører til ét sted: på historiens losseplads.

    Kom ned på jorden! Tænk på jeres børn og børnebørn!

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    - og når det er koldt og stille udenfor, så.................

    …….. bliver der trist, mørkt og koldt i de små stuer hvis vindmøllerne skal være den primære elforsyning her på 56 grader nord. Og det har Ida Auken og hendes proselytter indtil videre haft held til at holde skjult for vælgerne.

    Elsystemet har brug for en pålidelig basisproduktion, for velfærdssamfundet kører på el + fossile energikilder. De fossile energikilder findes der efterhånden alternativer til i transportsektoren, men ikke i elsektoren, Der er kernekraft stadig den eneste mulighed.

    Og så skal vi lige huske, at alternativet til diesel og benzin i transportsektoren stadig er så dyre, og derfor ikke kan beskattes, at de er gift for enhver finanslov - uanset hvilke partier der regerer. Vælgerne søger jo bekvemmeligheder og velfærd, og ikke et mangelsamfund.

    I øvrigt: Kernekraftens uheldsstatistik sådan world-wide, er vist sådan, at den så udmærket tåler sammenligning med alt andet. Men overtroen råder jo også på det område.

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Nu handler det ikke om energikilder, men om at DR lyver.......

    .....og fastholder deres løgn.

    Det danske samfund er blevet en ormegård med løgn og bedrag som aldrig før. DR medvirker gerne til dette og TV2 er ikke bedre.

    Når tre dommere mod betaling af 465.250 kroner godkender at kron-juristerne fra Justitsministeriet kan fylde Folketinget med overlagt lyst- eller nød-løgn truer løgn og bedrag selve demokratiet.

    Når anklagemyndigheden instruerer politiet i at vidne falsk i Østre Landsret for at få uskyldige i fængsel og landsdommeren efterfølgende roser anklager og politiet for falsk vidneforklaring er vores retssystem truet af løgn og bedrag.

    Vi ser at ministeriernes betalte dommere malker løs i ministeriernes kommissioner uden at de skyldige bliver straffet eller at sandheden kommer frem i lyset fordi dommerne har forstået, at dem som fodrer dem med bijobs ikke ønsker sandheden kommer frem. Vi ser det i både Tibet og SKAT hvor sandheden systematisk skjules af embedsmænd og politikere.

    Når medierne med med til at fastholde løgn og bedrag hos myndighederne er vores samfund pilråddent både politisk og juridisk. Aldrig har der været så mange akademikere på Borgen og aldrig har de fyldt os med så meget overlagt løgn og bedrag. Aldrig har dommerstanden været mere økonomisk påvirkelige og aldrig har de medvirket så aktivt til at skjule sandheden. Medierne er vores sidste mulighed for at få sandheden frem og hvis DR også sætter løgn over sandhed truer det vores samfund.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Mangler svar

    @ Bertel J

    Tak for poesien.

    Du (og I øvrige benægtere) mangler godt nok lige at forholde jer til det faktum, at kun fantaster tror på, at kernekraft kan udgøre mere end et mindre hjørne af løsningen på vores bæredygtighedsproblemer som helhed inden for den tidsramme, vi har til rådighed.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Re: Morten Greve

    - hvis det haster, er der faktisk ikke rigtigt andre muligheder end kernekraft i elsystemet. Og naturligvis hverken skal eller behøver kernekraft at udgøre mere end en del af energiforsyningen, måske også kun en mindre del. Så fantasterne er nok mest dem der tror på vindmøller og batteribiler som selve totalløsningen.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Vind osv.

    Jeg er fuldstændig med på at vindenergi, solenergi osv. er lige så urealistisk som løsningEN.

    Og det er netop pointen: Menneskeheden har aktuelt ikke et realistisk bud på en strategi, der kan løse disse problemer - not even close.

    Jeg tror, Ida Auken ønsker at gøre det rigtige, men hendes position er kun marginalt mindre verdensfjern end markedsideologernes.

    Lokummet brænder.

  • Anmeld

    Ole Schwander

    Dommedag nu!

    Klimaforskning er jo ikke en eksakt videnskab, men et regnestykke med mange ubekendte. ‘Eksperter’ og velmenende lægfolk kan ikke blive enige om, hvilke tiltag der skal til mens dommedag tilsyneladende nærmer sig. Det bliver rart om 10 til 20 år. Så er vi ifølge forskerne nået til point of no return. Så når der ikke er mere at stille på, så dør denne uforsonelige diskussion forhåbentlig ud.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Pladder, hr. Schwander

    Hvilken del af nedenstående er ikke eksakt?

    - Den globale gennemsnitstemperstur stiger hurtigt, især siden 1970, og med en hurtigere takt siden 2000
    - Verdenshavenes pH-værdi falder støt
    - Iskapperne nettoafsmelter med en stigende takt
    - Det globale havniveau stiger, og stigningsraten stiger
    - Atmosfærens indhold af CO2 stiger ca. 2 ppm pr. år; indholdet af metan stiger endnu mere
    - Vi ved at det skyldes menneskets emissioner
    - Vi ved at CO2 er en drivhusgas
    - Der findes ingen anden overbevisende teori om årsagen til alt dette end teorien om menneskeskabte klimaforandringer via drivhusgasser - som påpeget af alle verdens seriøse videnskabelig organer.

    Der gælder ikke ytringspligt i dette land. Især bør man holde sig i skindet, hvis man intet ved.

  • Anmeld

    Paul Sehstedt

    Resultater efterlyses

    Den globale opvarmning er intet nyt i Klodens historie; det kan vi vel ikke være uenige om. At der udledes mere CO2 som følge af en stigende befolkningstal og et stigende energiforbrug, er logisk. Alle mennesker har ret til adgang til betalbar energi; det er ikke kun i-landene der har ret til velstand. Verden bliver præsenteret den ene klimamodel efter den anden, men vi har til dato fortsat til gode, at få en opgørelse over effekten af de 'klimatiltag', som der er blevet investeret milliarder USD i år efter år. Mens klimaalarmisterne har overtaget miljødagsordenen med deres CO2-hysteri, er de virkelige og påtrængende miljøproblemer rykket ud i anden og tredje række: rent vand, ren luft, affaldshåndtering, fødevareproduktion, skovdrift, afgræsning for blot at nævne de væsentligste. Hvis vi fortsat halter med forskning og udvikling af kernekraften via MSR, vil vore børnebørn og deres efterkommere hade os for det.

  • Anmeld

    Rolf Nielsen · Systemkritiker

    Elbiler afløser diesel og benzinbiler, oliefyr afløses af fjernvarme.....

    ....elproduktionen bliver skabt af vindmøller og solfangere. Der er en ændring undervejs men det tager tid og det er borgerne som skaber de største resultater når de vælge elbilerne til og diesel og benzin fra. LNG eller strømfærge vinder også frem. Det er ganske det samme som med økologi - det er forbrugerne som gør den største forskel og vi vil gerne gøre noget mere for miljøet. Virksomheder praler af at være miljørigtige fordi det sælger.

    Men om omstillingen går hurtig nok kan vi altid diskutere, men udviklingen er i gang. Og selvom USA politisk svigter omlægges produktionen af biler til elbiler fordi det er det som sælger. Det er os forbrugere som bestemmer retningen når politikerne svigter. Aldrig er der opstillet så mange vindmøller og anlagt så mange solfangeranlæg - og det fortsætter.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    CO2 og befolkningsstigningen, og ro på.

    Blot til ihukommelse: Alene det FORØGEDE antal mennesker i de sidste 50 betyder 1.750.000.000 tons mere CO2 til atmosfæren, kun fra åndedrætter.

    Så der er mange grunde til at CO2 i atmosfæren skal op på et højere niveau før der igen kan skabes balance.

    Og balance forudsætter at folketallet stagnerer eller falder, og at forbruget af fossilt brændstof falder markant.

    Og endeligt er kloden stadig på vej ud af den sidste "lille istid" hvorfor også dette er med til at øge temperaturen.

    Så lad os nyde somrene, måske nærmer de sig den lune Bronzealder her på 56 grader nord, og det er jo ikke så galt. I øvrigt vil Grønland uden tvivl nyde rigtig godt af lidt mere varme, ligesom på Leif Den Lykkelige`s tid.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Fjolletobak

    Må jeg prøve det, du ryger, Bertel?

    Menneskehedens respiration bidrager netto lige præcis 0 gram CO2 til atmosfæren.

    https://www.sciencefocus.com/planet-earth/how-much-does-human-breathing-contribute-to-climate-change/amp/

    Hold nu op med at sprede sludder og vrøvl non-stop!

  • Anmeld

    Holger Skjerning · Lektor i fysik og energi ved DTU.

    Er ATOMKRAFT pissefarlig?

    Pissefarlig, det var det, som vores statsminister vidste om atomkraft den 1.nov.2018 ved en høring på Aarhus Universitet.
    Nej! - Er der nogen, der kan nævne en "større aktivitet", industriviksomhed, f.eks. der har en mindre risiko end atomkraft. ???
    Altså målt på helbreds-skader eller dødsfald.
    Tre større ulykker på 60 år med henholdsvis nul, 1000 og 2.
    PRøv at nævne et par stykker. Helt seriøst.

  • Anmeld

    Ole Schwander

    A-kraft

    Jeg har altid været indædt modstander af a-kraft. Men efterhånden – og efter diskussionen i denne tråd, kan jeg godt se, at hvis vi skal droppe fossile brændstoffer på den 'korte' bane – dvs 10-30 år, så er det moderne a-kraft, der skal til. Hvad ønsker vi – Jordens undergang eller a-kraft ..?

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Re: Morten Greve: Sæt Dem nu lidt ind i tingene føest

    Morten Greve: Sådan er nettet jo fyldt med sludder og vrøvl. Må jeg i stedet anbefale Dem at læse lidt op på Niels Bohr Instituttets gennemgang, hvori De bl.a. kan læse:

    "Mennesket bidrager altså på uhensigtsmæssig måde til drivhuseffekten ikke primært ved sin udånding, men meget mere ved sit dyrehold samt især fremstilling af energi og varme (som jo er det samme), og des flere vi bliver, des mere energi fremstiller vi, det er et problem med de nuværende energikilder."
    Se venligst:
    http://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/fysik/co2menneske/

    Min angivelse af " 1.750.000.000 tons mere CO2 til atmosfæren, kun fra åndedrætter." (og kun fra befolkningsFORØGELSEN de sidste 50 år) er en simpel udregning enhver røgdykker selv kan gøre sig. Og dertil skal så lægges den større CO2-mængde fra disse menneskers velfærdsliv med varm mad, transport og opvarmet stue med elektrisk lys, husdyrehold o.s.v.

    Måske var det en god ide om De satte Dem lidt ind i tingene før de kommer med morsomheder som "fjolletobak" o.l.

    Mit ærende er såmænd blot, at påpege den omstændighed, at den voldsomme befolkningstilvækst i nogle lande er en af de alvorligste udfordringer, såfremt CO2-stigningen i atmosfæren ønskes beholdt på et bestemt lavt niveau.

  • Anmeld

    Ole Schwander

    Pladder fra Greve

    Latterligt
    Tak for poesien
    Pladder
    Fjolletobak
    Må jeg prøve det, du ryger

    God stil ... Ja, så kender man jo sine lus på gangen.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Tja...

    Måske lidt for friskt fra min side. Det beklager jeg.

    Det er bare utroligt trættende, at folk kækt slår om sig med lodrette usandheder, renlivet opspind, i det omfang mange gør. Og altovervejende kun på den ene fløj i diskussionen. Det er dræbende for en oplyst debat.

    Mange gør det bare af uvidenhed, mens andre - Lomborg eksempelvis - gør det fuldstændig kynisk og med overlæg på bestilling af højrefløjens millionærer.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Re: Morten Greve: Hvilke usandhede ??

    - hvem her i kommentatorsporet er det De hentyder til, der " kækt slår om sig med lodrette usandheder, renlivet opspind" ??

    De nævner Lomborg, men han har ikke ytret sig her, og er for i øvrigt én af de mest seriøse i den forbindelse, men eller kan jeg kun finde Deres påstand om, at "Menneskehedens respiration bidrager netto lige præcis 0 gram CO2 til atmosfæren" som falder ind under at være lodret usand og det rene opspind.

    - og Deres sammenkædning af Bjørn Lomborg`s oplysninger og data som værende på "bestilling af højrefløjens millionærer," grænser til det injurierende, og er under alle omstændigheder rendyrket vrøvl. Jeg har f.eks. desværre ingen millioner, og mener ikke at konkret oplysning er forbeholdt millionærer.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Kulstofkredsløbet

    @ Bertel J

    Du er vist ikke helt med på, hvad sagen drejer sig om. Og har tydeligvis ikke læst den glimrende, kortfattede forklaring, jeg linkede til.

    Så prøver vi her...

    Kulstofkredsløbet har været mere eller mindre i balance i den holocene epoke (de seneste 11.000 år). Det betyder, at atmosfæren har haft et stort set konstant CO2-indhold alle disse år (mellem 260 og 280 ppm).

    Menneskers udånding tilfører ganske rigtigt atmosfæren kulstof, men dette kulstof kan føres tilbage til planter, som har trukket en tilsvarende mængde kulstof UD af atmosfæren. Der er balance, mere eller mindre.

    Problemet opstår, når vi begynder at slippe enorme mængder kulstof, der ellers har været indkapslet i dybe lag i millioner af år, løs i atmosfæren (vi ligger omkring 410 ppm nu). Det tager mange århundreder, før niveauet falder tilbage igen af sig selv. I den mellemliggende tid er klimasystemet i energiubalance med stigende temperaturer, smeltende is, faldende pH-værdi i havene osv. til følge.

    Din påstand om, at menneskers udånding bidrager til den øgede drivhuseffekt er derfor forkert. Så enkelt er det. Det spiller ingen rolle om det er to eller syv mia. mennesker, der respirerer.

    Derimod er det af stor betydning, hvor mange af disse, der forbruger som fx en dansker. En gennemsnitsamerikaners CO2-fodaftryk er ca. 20 gange det tilsvarende tal for en afrikaner fra Afrika syd for Sahara.

  • Anmeld

    Morten Greve

    Lomborg

    Her er en ting, du kan kigge på:

    https://www.google.dk/amp/s/www.desmogblog.com/2015/02/05/exclusive-bjorn-lomborg-think-tank-funder-revealed-billionaire-republican-vulture-capitalist-paul-singer%3famp

    Lomborg vil naturligvis ikke ud med, hvem der i øvrigt finansierer hans propaganda- og manipulationsvirksomhed, men et godt bud er flere som Paul Singer.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Re: Morten Greve

    - og den CO2 der kommer fra afbrænding af fossilet kul tilbageføres også via planterne. Og planterne kender ikke forskel på, om CO2-en kommer fra et menneskes ånde eller fra et oliefyr.
    Enhver forbrænding der bruger ilt og producerer CO2, øger CO2 i atmosfæren, og i det omfang planterne ikke kan følge med i tilbageførelsen, stiger CO2-niveauet.
    Så enkelt er det.
    I øvrigt er det jo også værd at bemærke, at i den af Dem benævnte holocene epoke hvor De mener at CO2 har ligget nogenlunde konstant på 260-280 ppm, har der også været betydelige klimaforandringer, så sagen er næppe så enkel som at det hele afhænger af CO2-indholdet i atmosfæren.
    Nå, lad os bestræbe os på at opfinde noget andet end afbrænding af fossilt kulstof, for som Bjørn Lomborg sagde engang: Stenalderen hørte ikke op på grund af mangel på sten, og kulstofalderen ophører heller ikke på grund af mangel på kul og olie, men fordi vi finder på noget bedre.

    Og undervejs bør FN og alle klima-politikerne nok også interessere sig for befolkningsforøgelsens skadelige indflydelse på sagen.

  • Anmeld

    Ole Schwander

    Morten Greve

    Bjørn Lomborg er, så vidt jeg ved, ligesom mig selv, af den overbevisning, at vi skal stoppe med at anvende fossile brændstoffer. Men han påpeger, at andre store, globale udfordringer står i kø - bl.a. sult og fattigdom.

    Det medie, du henviser til er en af de utallige hjemmesider, der findes for at tilsvine andre tænkende. Fake news? Popular Technology skriver om dette medie, der køres af et canadisk PR-bureau:

    “DeSmogBlog is a smear site founded by a scientifically unqualified public relations man, James Hoggan and funded by a convicted money launderer, John Lefebvre. The irony here is their favorite tactic is to attempt to smear those they disagree with as funded by "dirty money". Since its creation in 2006 the site has done nothing but post poorly researched propaganda with a clear intent to smear respected scientists, policy analysts or groups who dare oppose an alarmist position on global warming. Their articles frequently reference unreliable sources such as Wikipedia and Sourcewatch since they are unable to find any fact based criticisms of those they attack in respected news sources.”

  • Anmeld

    Holger Skjerning · Lektor i fysik og energi ved DTU.

    Menneskeskabt...!

    Henrik Winther: Jeg er fysiker, og må jeg foreslå, at du kigger i en hvilkensomhelst "databog" over gassers egenskaber.
    Så vil du se, at Vanddamp, CO2, metan og lattergas absorberer varmestråling, men lader lys passere.
    Helt kort betyder det, at Solens stråling passerer atmosfæren og varme jord og hav op, mens den varmestrålig, der udsendes fra jord og hav absorberes mere end før vi øgede indholdet af disse gasser i atmosfæren.
    Det er nok til at forstå, at temperaturen vil vokse. Men det er kun beregninger i klimamodellerne, der giver et bud på, hvor meget og hvor hurtigt.
    Og det er kun det sidste, der er uenighed om.
    DERFOR bør vi alle arbejde sammen om at begrænse udledningen af de nævnte klimagasser. Og den voksende udledning kommer 100 % sikkert fra afbrænding af olie, kul og gas.
    Vanddamp er speciel, fordi den kun har sekundær effekt. Indholdet bestemmes nemlig ud fra temperaturen. Så hvis vi udleder mere vanddamp, vil det regne lidt mere et par uger, og så er det væk igen.
    Så kan vi ikke blive fri for, at flere debattører (nu gennem 25 år) sår tvivl om selve fænomenet: drivhuseffekten. - Det forsinker jo blot en effektiv indsats, som haster mere og mere. - Meget gerne vha mere kernekraft og vandkraft, som er de eneste CO2-fri energier, der virker også, når det ikke blæser, og Solen ikke skinner!
    Jeg foreslog, at der nævnes blot en mere. Kommer den?????