Debat

SF: Få solstråler i Vinterpakken

DEBAT: Vinterpakken indeholder bestemt gode energiinitiativer, men mangler både de nødvendige ambitioner og midler, skriver Margrete Auken (SF), der gerne så, at Kommissionen gjorde mere ud af målsætningerne om vedvarende energi.

Foto: Erik Refner/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Europa har brug for et stærkt energifællesskab for at sikre at udvekslingen af elektricitet flyder frit imellem alle landene så vi kan handle ordentligt med hinanden og også udnytte den vedvarende energi (VE) når den er billigst.

Vi skal sikre at hele Europa er med ombord når vi skal mindske vores CO2 fodaftryk. Vi må også sørge for at alle har energi nok til at varme vores hjem op og holde samfundets industri og infrastruktur kørende – også i bidende vinterkulde som vi ser det netop nu i eksempelvis Bulgarien og Rumænien.

Selvom vi skal have god samhandel med Rusland, bør ingen af EU’s medlemslande være afhængige af russisk gas – afhængighed gør os sårbare.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

I Danmark må vi især presse på for at kunne sælge vores stadigt billigere havvindmøllestrøm og eksportere vores højtudviklede teknologiske løsninger til et sundt EU-marked. Sådan får vi resten af Europa med til at skære drastisk ned på CO2-udledningerne.

I november offentliggjorde EU-kommissionen den såkaldte vinterpakke. Den indeholder bestemt gode energiinitiativer, men mangler både de nødvendige ambitioner og midler.

Der forestår hårdt og ambitiøst arbejde for EU’s lovgivere hvis vi skal sikre børnebørn og klode imod globale temperaturstigninger og endnu mere uhåndterbart affald fra den farlige atomkraft.

Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlamentet

Det gode og det dårlige
Et af de positive områder er energieffektivitet hvor Juncker-Kommissionen har hævet Rådets oprindelige forslag til 2030-målene fra 27 procent til 30 procent og samtidig gjort dem bindende.

Det er et lille skridt i den rigtige retning, ikke mindst fordi et mål på 27 procent reelt ville have sænket farten for energieffektivisering og ikke øget den! Parlamentet har foreslået 40 procent hvis vi skal nå langt nok til at holde Parisaftalen og sikre at den globale temperatur stiger mindre end 2 grader i dette århundrede; det kan vi faktisk opnå hvis vi fortsætter effektiviseringen med det nuværende tempo.

Den største skuffelse er at Kommissionen ikke går efter at hæve målsætningen for vedvarende energi som stadigvæk er på sølle 27 procent. Den tillader sig endda at kalde det ambitiøst!

Det står i grel modsætning til markedsudviklingen de seneste år. Hvor der gennemsnitligt er investeret 68 milliarder euro om året i vedvarende energi på tværs af Europa i de sidste ti år, forventer Kommissionen årlige investeringer for 25 milliarder euro om året fra 2020 til 2030.

Ambitiøst? Altså hallo!

Kommissionens forslag bygger på beregninger der simpelthen er forkerte. De er lavet ud fra forventede priser på havvind og solceller der er 2-4 gange højere end dem de seneste udbudsrunder i Danmark, Tyskland og Holland kunne præstere.

Planen om at markedsudsætte vedvarende energi fuldt ud begrundes med en forventet otte-dobling af CO2-prisen på kvotemarkedet og dermed bedre markedsvilkår end fossile brændsler. Men som situationen er for kvotehandelen nu, har det mildt sagt lange udsigter.

Statsstøttet atomkraft er helt galt
Konkurrencen imellem vedvarende energi og andre energikilder er alt andet end fair, og helt galt ser det ud når man opdager hvilken statsstøtte atomkraften får.

Nye værker er planlagt i England med gigantisk statsstøtte og i Ungarn helt uden om EU’s udbudsregler. Atomkraft har været på markedet i over 50 år, men kan stadigvæk langt fra klare sig på markedet. Kul og olie modtager også stadigvæk støtte.

Hvorfor dog ikke satse ordentligt på naturens egne kræfter og udnytte sol, vind og vand, de rene energikilder der bliver stadigt billigere for hvert nyt projekt?

Et enkelt lille lyspunkt til sidst: Kommissionen har sat begrænsninger for CO2-udledninger fra nye kulkraftværker der er så høje at de reelt forbyder opførelsen af nye værker. Det er dog stadig et åbent spørgsmål hvad vi så skal gøre med de gamle. De er blandt de store trusler mod klimaet!

Vinterpakken indeholder enkelte solstråler men ikke nok til at gøre tiden frem til 2030 lys.

Der forestår hårdt og ambitiøst arbejde for EU’s lovgivere hvis vi skal sikre børnebørn og klode imod globale temperaturstigninger og endnu mere uhåndterbart affald fra den farlige atomkraft.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00