SF til Lars Olsen: Klimapolitik kan udformes uden en social slagside

Af Sigurd Agersnap Gustavson 
Landsledelsesmedlem i SF

Lars Olsen er desværre på afveje, når han taler for en langsommere grøn omstilling, hvor klimaafgifter må indfases over så lang tid, at alle kan nå at omstille sig.

Sigurd Agersnap Gustavson 
Landsledelsesmedlem i SF

Lars Olsen skriver i Altinget 9. oktober, at en vidtgående klimaindsats kan splitte landet og ramme de lavestlønnede. Ja, sådan kan det gå, hvis man ikke tænker sig om. Men det kan også gå den anden vej, hvor en grøn klimapolitik også medvirker til et mere sammenhængende Danmark.

Det er alene et politisk valg. Der er ikke nogen naturlig sammenhæng mellem en ambitiøs klimapolitik, og så at regningen havner hos de fattigste eller dem i provinsen.

Regningen skal fordeles socialt ansvarligt, og med en grøn check, kompensation til de fattigste og nye jobs i provinsen, kan klimakampen vise sig at blive netop det modsatte af, hvad Lars Olsen frygter. Det kan blive en ’grøn klassekamp’, som løfter bunden.

Klimapolitik kan godt gøres retfærdig
Lars Olsens frygter en uretfærdig grøn omstilling som kan genoplive det ’gule Danmark’. Hans frygt baserer sig blandt andet på de gule veste i Frankrig, hvor den franske præsident Macron kom galt af sted med stigende afgift på diesel.

Men Macron startede også med at fjerne formueskat for de rige, stække fagforeningerne, og han tog ikke højde for de sociale konsekvenser af en øget dieselafgift. Det er jo et politisk ansvar, at vi forfølger en anden politik i Danmark.

Klimpolitikken kan sagtens gå hånd i hånd med social retfærdighed. Vi har tilmed prøvet det før i Danmark. I 90’erne hvor Nyrup, Auken og Lykketoft gennemførte en stor grøn skattereform, kompenserede man de lavestlønnede.

Det skal vi gøre igen. Det kræver selvfølgelig, at den Socialdemokratiske regering er villig til at finansiere klimaomstillingen med social retfærdige skatter, og ikke tror at omstillingen kan gøres næsten gratis.

Løsningen er ikke at slække på klimaindsatsen
Lars Olsen er desværre på afveje, når han taler for en langsommere grøn omstilling, hvor klimaafgifter må indfases over så lang tid, at alle kan nå at omstille sig. Den logik fejler på to afgørende punkter.

For det første kan man som bekendt ikke forhandle med klimaet, og en ting klimakrisen ikke er kendetegnet ved er god tid til at omstille os. Sandheden er, at den grønne omstilling går for langsomt, og med det hidtidige tempo kommer vi ikke til at leve op til Paris-aftalen.

Derfor er det ikke en løsning at sænke hastigheden på den grønne omstilling. Det vil skabe uoverskuelige konsekvenser for klimaet og for vores samfund.

For det andet kommer den grønne omstilling til at kræve noget af os alle sammen. Såvel i skurvognen som hjørnekontoret. Det er utopi at tro, at vi kan lave en omstilling, hvor alle jobs vil være de samme i fremtiden, eller hvor vi ikke skal ændre adfærd.

Det behøver ikke gøre ondt før det bliver godt, men vi skal ændre forbrugsmønstre. Vi kan ikke blive ved med at købe nyt og smide næsten nye ting ud. Vi skal spise mere grønt, flyve mindre, og skifte dieselslugeren ud med en el-bil eller endnu bedre cyklen.

Det kan tilmed vise sig at blive meget sundere. Og den grønne omstilling vil også ændre på arbejdsmarkedet. Det betyder ikke at jobs vil forsvinde, men folk skal være klar på at omstille sig. Oliejagten i Nordsøen skal stoppes for bare at tage det mest åbenlyse eksempel.

Derfor er Lars Olsens præmis forkert, når han gør det et spørgsmål om social retfærdighed eller grøn omstilling. Det er nødt til at være et spørgsmål om begge dele samtidig. Kommer vi ikke i mål med 70 procent CO2-reduktion i 2030 og opfyldelse af Paris-aftalen, så svigter vi alle i samfundet, også de fattigste og dem i provinsen.