SF: Nu forpligter klimaloven alligevel

BAGGRUND: Da klimaloven blev vedtaget, erkendte både SF og den radikale minister, at 40 procent CO2-reduktionsmålet i 2020 ikke var bindende. Professor kaldte loven for ”en hensigtserklæring”. Men nu forpligter loven, mener SF.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener, regeringen ifølge klimaloven er forpligtet til at leve op til klimamålet om 40 procent CO2-reduktion i 2020. Da loven blev vedtaget, var SF's ordfører modsat skuffet, fordi loven ikke forpligtede.
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener, regeringen ifølge klimaloven er forpligtet til at leve op til klimamålet om 40 procent CO2-reduktion i 2020. Da loven blev vedtaget, var SF's ordfører modsat skuffet, fordi loven ikke forpligtede.Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix
Morten Øyen

Er Venstre-regeringen bundet af den gamle regerings klimamål?

Fakta
Danmarks klimamål

Med energiaftalen fra 2012 når Danmark 34 procent CO2-reduktion i 2020 i forhold til 1990-niveau. 
I februar 2014 indgik SR-regeringen sammen med Enhedslisten, SF og Konservative en aftale om en klimalov, der indeholder et klimaråd. Samme partier indgik samtidig også en aftale om, at der i 2020 skal reduceres 40 procent CO2-udledning.
Med klimaloven forpligtes regeringen til mindst hvert 5. år at fremsætte nationale klimamålsætninger med et perspektiv på 10 år. Klimarådet skal ifølge aftalen nedsættes per 1. januar 2015 og mindst en gang hvert år komme med anbefalinger til regeringen om klimaindsatsen. Ifølge aftalen skal klimarådet have et budget på 9 millioner kroner om året, oveni afsættes også tre millioner til Energistyrelsens opkvalificering på klimaområdet. Udgifterne skal dækkes gennem finansloven. 

Kilde: Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet

Ifølge oppositionen er svaret ja, og de henviser til en politisk aftale mellem SR-regeringen, SF, Enhedslisten og Konservative om 40 procent CO2-reduktion i 2020, som bliver omtalt i bemærkningerne til klimaloven.

"Han (klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, red.) er bundet af de 40 procent. Det står i bemærkningerne til loven, og det er altså en bindende del af loven, indtil andet er vedtaget. Han er forpligtet på det mål, og derfor skal han holde sig til det," sagde SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til Politiken søndag.

Men læser man de politiske bemærkninger i betænkningen til loven, vil man se, at SF, dengang loven blev vedtaget, ærgrede sig over, at klimamålet ikke er med i selve loven.

”Vi er skuffede over, at der ikke kan opnås et flertal for at skrive målsætningerne ind i loven, så de bliver juridisk bindende,” skrev SF's medlemmer af Klima- og Energiudvalget i betænkningen til loven, da den skulle vedtages i juni sidste år.

Djævlen ligger i detaljen, så man må jo spørge Venstre, hvordan de ser det. Men det er rigtig nok, at denne her lov ikke forpligter nogen partier til specifikke mål i fremtiden.

Martin Lidegaard (R)
Daværende klima- og energiminister

SF ønskede garanti
Forud for lovbehandlingen i Folketinget havde SF's daværende klima- og energiordfører, Steen Gade, flere ord til bekymringen over for Altinget:

”I lovforslaget er det uklart, om målsætningen om 40 procents reduktion af CO2-udledningen er forpligtende. Den uklarhed skal fjernes i udvalgsarbejdet. SF vil have en garanti for, at 40 procents-målsætningen bliver en fuldt juridisk forpligtende del af klimaloven. Så hvis en ny regering ikke vil leve op til målsætningen, så skal de lave loven om,” sagde Steen Gade.

K afviste forpligtende klimamål
Konservative stod dog skarpt på, at loven ikke skulle have klimamålet indskrevet.

"Det har været et klart krav fra Konservative, at der ikke er bindende mål, sådan som SF og Enhedslisten ønsker sig. Det er ikke en tilfældighed, det er det, vi har forhandlet ind. Det kan ikke blive mere forpligtende, for så vil vi ikke være med. Det er en afgørende præmis for os," sagde Konservatives Mike Legarth forud for lovbehandlingen til Altinget.

Han tilføjede, at De Konservative havde været ganske åbne om, hvorfor de kunne tilslutte sig aftalen bag loven: de have fået garanti for, at den skulle tage hensyn til erhvervslivet og ikke koste job eller gå ud over konkurrenceevnen.

0:000:00