Debat

SF: Regeringen skal tage sig sammen og stille klimakrav til landbruget

Regeringen tør ikke stille krav til landbruget, når det risikerer at gøre ondt. Så hellere lade det gøre endnu mere ondt på andre, som ender med regningen, hvis ikke landbruget leverer markante reduktioner, skriver Signe Munk og Rasmus Nordqvist.

Rasmus Prehn (S) stiller uambitiøse krav forud for klimaforhandlingerne for landbruget, mener SF.
Rasmus Prehn (S) stiller uambitiøse krav forud for klimaforhandlingerne for landbruget, mener SF.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rasmus Nordqvist
Signe Munk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen kan simpelthen ikke blive ved med at kalde sig grøn, hvis den ryster i bukserne, hver gang der skal stilles krav.

Vi står foran nogle vanvittigt vigtige forhandlinger om landbrugets klimaforurening. Og der skal leveres!

Landbruget står for så stor en del af det samlede danske klimaaftryk, at man skal være ualmindeligt dårlig til at regne, hvis man tror, vi kan nå vores klimamål, uden at landbruget skal i gang med nogle helt grundlæggende forandringer.

I et interview med Børsen viser landbrugsminister Rasmus Prehn desværre tydeligt, at han ikke tør stille krav, når det risikerer at gøre ondt. Men ministeren griber opgaven helt forkert an. Han har stirret sig blind på det landbrug, vi kender i dag, og ser kun risikoen for afvikling og ikke mulighederne ved omstilling af landbruget.

Landbruget står for en meget stor del af de miljøudfordringer, vi har i dag. Det udleder alt for mange næringsstoffer til vandmiljøet og skader fiskeriet, og det står for cirka en tredjedel af de danske drivhusgasudledninger. Oveni det er der omfattende og sundhedsskadelig luftforurening med ammoniak og bidrag til udviklingen af antibiotikaresistens. Derfor er der mildt sagt behov for en grøn omstilling, som flytter hegnspæle i landbruget.

Lavbundsjord ud af drift
Det er nærmest en skandale, hvis ministeren virkelig mener, at potentialet for udtagning af lavbundsjorder kun er 38.000 hektar. Det er helt vildt uambitiøst, og vi er bange for, at det ikke er et udtryk for, hvad der kan lade sig gøre. Men nærmere hvad der kan lade sig gøre med de virkemidler, som regeringen er indstillet på at bruge.

Det er nærmest en skandale, hvis ministeren virkelig mener, at potentialet for udtagning af lavbundsjorder kun er 38.000 hektar. 

Rasmus Nordqvist (SF) og Signe Munk (SF)
Hhv. landbrugsordfører og klimaordfører

I 1983 braklagde vi cirka 250.000 hektar fra det ene år til det andet, men regeringen mener ikke, at det kan lade sige gøre at udtage mindre end halvdelen af det areal på et årti.

Der er hårdt brug for at tage meget mere klimabelastende lavbundsjord ud af drift i en fart. 100.000 hektar inden 2025. Det vil kræve nogle støttekroner til at afbryde dræningen og kompensere de landmænd, som har meget lavbundsjord. Men det kræver også, at der kommer en klimaafgift til dem, der stædigt holder fast i at dyrke den jord, der belaster klimaet allermest.

De her tørvejorder står altså for hele ti procent af Danmarks samlede drivhusgasudledning, men udgør kun en lille del af landbrugsarealet. Og vi bliver hjulpet på vej af, at alle landmænd, der undlader at dyrke jorderne, automatisk får EU-støtte efter 2023. Samtidig skal vi satse på nye plantebaserede fødevarer og stramme reguleringen for husdyrproduktion.

Tag jer sammen!
Det kan godt være, Rasmus Prehn synes, det lyder svært. Men skal vi så bare give op?

Virkeligheden er jo, at hvis landbruget ikke kommer igennem en markant grøn omstilling, så bliver det vanvittigt dyrt at nå vores klimamål. Mange af de billigste reduktioner kan vi nemlig hente i landbruget.

Derfor vil det gå hårdt ud over andre, som får en langt større regning og skal gøre endnu mere, end vi i forvejen kræver, hvis ministeren ikke tør stille de nødvendige krav til landbruget.

Det er på tide, at regeringen tager sig sammen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00