SF trækker minister i samråd om olieboringer på Lolland

FRACKING: Bekymringer for klima og miljø samt manglende inddragelse af lokalområdet har fået SF-formand Pia Olsen Dyhr til at kalde energiministeren i samråd i sagen om olieboringer på Lolland. Hun kalder ministerens håndtering af sagen arrogant. 

Foto: Sophia Juliane Lydolph
Daniel Bue Lauritzen

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) skal i samråd om ansøgningerne om olieboring og fracking på Lolland og Falster.

Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr, der er frustreret over, at sagen indtil i sidste uge blev kørt uden at informere lokalpolitikerne:

”Det er arrogant og dumt. Boringen risikerer at gøre stor skade på lokalområdet. Det gælder blandt andet drikkevandet. Derfor skal regeringen tage de lokale med på råd, inden de giver et udenlandsk firma fripas til at udnytte Lollands undergrund,” lyder det fra Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

I regeringen mener man ikke, at tilladelsen til olieboring og fracking skal diskuteres politisk, men at sagen på grund af åben-dør-loven er ren procedure. Det giver Pia Olsen Dyhr ikke meget for:

"Det er jo politik. Regeringspartierne har intet ønske om at ændre åben-dør-loven. Det kunne de gøre sammen med SF og andre og på den måde lukke døren for alle ansøgninger om skifergas, olie og naturgas uden for Nordsøen," skriver hun. 

Udover bekymringen for at der tages beslutninger hen over hovedet på lokalbefolkningen, har Pia Olsen Dyhr en grundlæggende skepsis over for boringerne, der kan føre til olieudvinding på dansk jord.

"Det er ingen hemmelighed, at jeg savner grønne ambitioner fra regeringen. Det er på tide at komme ind i kampen og investere i den grønne energi i stedet for at bilde sig ind, at vores fremtidige energiforbrug skal afhænge af fossile brændsler som olie og gas," skriver hun.

Det ventes, at Lars Christian Lilleholt på onsdagens udvalgsmøde tager stilling til de hollandske ansøgninger. 

Det vides endnu ikke, hvornår samrådet om sagen finder sted. 

 

 

 

Dokumentation

Her er Pia Olsens Dyhrs samrådsspørgsmål:

Hvilke muligheder har de to kommuner på Lolland-Falster for at sige nej til efterforskning og udvinding af olie og gas?

Hvad kan ministeren oplyse om fordelingen af myndighedsansvaret mellem stat og kommune vedr. efterforskning og udvinding af olie og gas på Lolland-Falster?

Kilde: SF

Sagen kort
Energistyrelsen modtog 17. maj 2016 en ansøgning fra Nail Resources om en tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter og 1. september 2016 om en tilladelse til efterforskning og indvinding af geotermisk energi til fjernvarme omfattende det samme område på hovedparten af Lolland-Falster.

16. maj 2017 sendes Energistyrelsens redegørelse af sagen og indstilling til godkendelse til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

13. juni forelægger energiministeren sagen for udvalget, og sagen rammer medier og lokalpolitikerne. Det planlægges, at sagen også skal behandles på det næste udvalgsmøde onsdag 21. juni.

Tilladelsen gives efter "åben dør-proceduren". Åben dør-proceduren giver olieselskaberne mulighed for løbende at søge om tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og naturgas i meget store dele af Danmark. Ordningen omfatter hele landområdet, de indre farvande og Nordsøen.

Baggrunden for proceduren er et ønske om at tiltrække olieselskaber med nye efterforskningsidéer til områder, hvor efterforskningen ikke hidtil har ført til fund af olie og gas.
 

- Fakta fra Energistyrelsen og Altinget


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00