Debat

Dansk Erhverv: Skæve energiafgifter skader Danmark

DEBAT: Hvis konkurrenceevnen skal forbedres, kræver det, at politikerne gør op med skævhederne i energiafgiftssystemet. Det skriver Søren Büchmann Petersen, energi- og klimapolitisk ansvarlig i Dansk Erhverv.

Skævhederne i afgiftssystemet er et problem. Det mener Søren Büchmann Petersen, energi- og klimapolitisk ansvarlig i Dansk Erhverv.
Skævhederne i afgiftssystemet er et problem. Det mener Søren Büchmann Petersen, energi- og klimapolitisk ansvarlig i Dansk Erhverv.Foto: Pressefoto Dansk Erhverv
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Büchmann Petersen
Ansvarlig for energi- og klimapolitik i Dansk Erhverv

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

Når familien Schmidt sætter tænderne i en lækker danskproduceret wienerschnitzel hjemme i Köln, er den fremstillet af den danske fødevareindustri med lav afgift på energi. Men når familien Schmidt overvejer at tage på ferie i Danmark, kan de se frem til at skulle betale høje energiafgifter, når elvarmen tændes i sommerhuset, eller de tager en karruseltur i ”Sommerland”.

Dette misforhold skyldes, at det danske afgiftssystem har en mængde skævheder. Nogle danske virksomheder får stort set hele den betalte energiafgift retur fra Skat, mens andre ikke får nogen godtgørelse overhovedet.

Skævhederne i afgiftssystemet er et problem, fordi de forvrider erhvervslivets strukturudvikling og begrænser vækst- og eksportmuligheder eksempelvis blandt virksomhederne i turismeerhvervet og ligeledes i andre servicevirksomheder.

Uretfærdigt system
Virksomhedsdrift kræver energi, og derfor er energiafgifterne og PSO væsentlige rammebetingelser for virksomhederne i Danmark. Som systemet er skruet sammen i dag, er det imidlertid uretfærdigt, fordi nogle typer virksomheder stilles væsentlig bedre end andre. Således er der en faktor 200 til forskel på elafgiften pr. kilowatttime for dem, der betaler mest, i forhold til dem, der betaler mindst.

Dansk Erhverv efterlyser, at politikerne gør op med skævhederne i energiafgiftssystemet, så Danmark kan styrke konkurrenceevnen for de væksterhverv, som i høj grad findes i servicesektoren.

Søren Büchmann Petersen
Energi- og klimapolitisk ansvarlig i Dansk Erhverv

Den reelle afgift, som virksomhederne betaler pr. energienhed, afhænger nemlig af, hvad energien bruges til. Afgifter på såkaldt procesenergi i industrivirksomheder og landbrug refunderes i stort omfang, mens eksempelvis et typisk turismeerhverv som en forlystelsespark ikke kan få refunderet afgifter på elforbruget til at drive vandlande, gynger og karruseller. Noget lignende gælder for feriehuse og hoteller, som også betaler høje afgifter på energi.

Dansk Erhverv efterlyser, at politikerne gør op med skævhederne i energiafgiftssystemet, så Danmark kan styrke konkurrenceevnen for de væksterhverv, som i høj grad findes i servicesektoren. Foreløbig er udviklingen dog kun gået den forkerte vej. Et eksempel på det, er forsommerens vækstplan, der jo indeholdt en såkaldt ”håndsrækning til erhvervslivet” i form af en lempelse af PSO.

Afgiftsniveaut påvirker konkurrenceevne
Regeringens vækstaftale tog toppen af den vildtvoksende PSO, men lempelsen var forbeholdt nogle virksomheder, fordi lempelsen var målrettet procesenergi. Håndsrækningen viste sig derfor som en våd klud i ansigtet på mange andre, fordi regningen for PSO-lempelsen delvist blev sendt videre til de øvrige elforbrugere gennem en forhøjelse af den almindelige energiafgift på el.

Afgiftsniveauet i Danmark påvirker erhvervslivets internationale konkurrenceevne. I adskillige svar til Folketingets skatteudvalg har skatteministeren erkendt, at typiske danske servicevirksomheder som hoteller, detailhandelsbutikker og restauranter betaler energiafgifter, der er op til flere gange højere end det, tilsvarende virksomheder i nabolandene skal af med.

”Serviceerhverv kan sagtens tåle de høje afgifter, fordi de er hjemmemarkedsorienterede” – sådan lyder det traditionelle argument for de diskriminerende afgifter, men argumentet er en illusion, fordi stort set alle virksomheder i dag møder international konkurrence. Og selv hvis der skulle kunne findes en enkelt virksomhed, der måtte operere fuldstændig isoleret på hjemmemarkedet, er de høje danske afgifter fortsat et samfundsøkonomisk problem, fordi afgifterne overvæltes på resten af økonomien og dermed svækker Danmarks konkurrenceevne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00