Debat

Skulle vi ikke udnytte ressourcerne lidt bedre?

DEBAT: Vi skal udnytte vores ressourcer bedre. Vi har højeffektive affaldsforbrændingsanlæg stående med ledig kapacitet, hvor vi kan udnytte spildvarmen til fjernvarme, skriver direktøren i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

Skulle vi ikke udnytte vores ressourcer bedre? Og skulle vi ikke sørge for at få den størst mulige værdi ud af vores investeringer til gavn for samfundet, forbrugerne og miljøet?

Selvfølgelig skal vi det. Også når det handler om affald. Affald er sådan set i mere end 100 år blevet betragtet som en ressource - af fjernvarmen.

Det er ganske nyt, at Miljøministeriet også har taget den betragtning til sig, at affald er en ressource.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Udnyt spildvarmen
Fjernvarmen har gennem mange år udnyttet spildvarmen fra affaldsforbrændingsanlæggene landet over. Faktisk er det op mod en femtedel af al fjernvarme, der bliver til på den måde, eller mere end 280.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme til at holde varmen og få varmt vand i hanen.

Ja, faktisk opstod fjernvarme i Danmark netop på baggrund af affaldsforbrænding. På Frederiksberg havde man nemlig kæmpe problemer med en overfyldt losseplads. Løsningen blev at brænde affaldet af for at bortskaffe det, og en snarrådig ingeniør udtænkte så, at når man nu alligevel havde blus i ovnene og udviklede varme, så kunne fattighuset og hospitalet få varme derfra.

Vi kan afhjælpe et miljømæssigt kæmpe metanproblem, vi kan udnytte kapacitet, vi allerede har investeret i, og som har mange års levealder tilbage - og vi kan samtidig sikre varmen til mange hundrede tusinde danske hjem.

Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

Som sagt så gjort, og siden er fjernvarme blevet en dansk paradedisciplin, fordi man netop kan udnytte spild og overskudvarme fra alle tænkelige kilder. Også affald. Det kan ingen anden opvarmningsteknologi.

Affald til forbrænding skal naturligvis være affald, som det ikke kan betale sig at bruge til andet. Det siger vist sig selv.

Så bedre sortering og udnyttelse af metal, fosfor og andre værdifulde ting, ja, det skal indføres. Men der bliver stadig en stor rest tilbage.

Og det bør vi stadig miljøbehandle mest mulig fornuftigt, hvilket stadig vil sige ved forbrænding, som giver samfundet stor værdi i form af varme og el.

Faktisk er det energibehov, der er allerstørst for danskerne, behovet for varme i stuerne. 37 procent af det, vi har behov for energi til, er til opvarmning, viser tal fra OECD. Næststørst behov har vi for transport, som udgør 27 procent. Først på tredjepladsen kommer behovet for el med 21 procent.

Vi kan slå mange fluer med et smæk
Rundt i vore nabolande er affaldsforbrænding og samtidig udnyttelse af overskudvarmen til fjernvarme ikke kendt. I eksempelvis England bliver affaldet deponeret på store lossepladser. Her fra afgasser enorme mængder metan. Metan er den værste klimagas, man kender til. Og den kender ikke til landegrænser. Slet ikke.

Derfor er det engelske affaldsproblem også vores problem - og vi har mulighed for at gøre noget ved det. For vi har højeffektive affaldsforbrændingsanlæg stående med ledig kapacitet.

Vi kan altså slå mange fluer med et smæk. Vi kan afhjælpe et miljømæssigt kæmpe metanproblem, vi kan udnytte kapacitet, vi allerede har investeret i, og som har mange års levealder tilbage - og vi kan samtidig sikre varmen til mange hundrede tusinde danske hjem på en grøn, effektiv, samfundsøkonomisk og brugerøkonomisk glimrende måde.

Det vil være at udnytte ressourcerne optimalt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Mortensen

Direktør, Dansk Fjernvarme, fhv. MF (S)
elektriker (Esbjerg Tekniske Skole 1986)

0:000:00