Søren Hermansen: Giv os klimaansvaret tilbage

Af Søren Hermansen
Direktør for Energiakademiet på Samsø, adjungeret professor, Aalborg Universitet, og udpeget som en af verdens 10 “Heroes of the Environment” af Time magazine.

Det er efterhånden en næsten tragikomisk situation, vi oplever. USA har fået en præsident, der går enegang og fornægter klimakrisen og det fælles ansvar i en verden, hvor FN’s medlemslande over en bred kam har vedtaget klimamålene fra Paris-aftalen. Den franske præsident Macron tager affære og inviterer støtterne til Paris og viser vilje til at gennemføre politiske beslutninger, der fører til forbedringer af klimaet. Danmark støtter op om sagen.

”Når Donald Trump vender klimaet ryggen, må vi andre slå ring om jorden,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen og lover at fordoble den danske støtte til FN’s klimapanel fra 5 til 10 millioner kroner.

Det er i storpolitisk sammenhæng det rigtige at gøre – at slutte ring om jorden – men det er måske netop det, det er, nemlig storpolitisk og globalt i en sådan grad, at vi som danskere mister fornemmelsen for målet og glemmer vores egen rolle.

Forstår vi faktisk, hvad det er, vi er med til? Fornemmer vi, mærker vi, hvad det betyder, og hvad vi kan og bør byde ind med som individer for at forandre den negative spiral? Eller er det mest et top-down-projekt, der tager bolden og dribler rundt på de bonede gulve og lader befolkningen bag sig, undrende over, hvordan det kan være, vi ikke kan eller vil stille møller op på land mere, og hvorfor der ikke er flere afgiftsfri elbiler på vejene for almindelige mennesker, der endnu ikke har råd til Teslaen?

Selvmodsigende politik
Vi har i mine øjne et ejerskabsproblem i Danmark. Hvem har ansvaret? Er det regeringen, er det virksomhederne, er det forureneren, der skal betale, eller hvordan tager vi fat på opgaven?

En energipolitik, der er lavet på udbud og i størrelser, som kun kan udføres af store energiselskaber, skaber et tomrum hos befolkningen, og den virkelyst, vi er kendte for, og som tiltrækker tusindvis af gæster fra hele verden, har det svært og forsvinder.

Søren Hermansen

Vi har fået indtryk af, at vi har skabt et råderum, fordi vi er foran gennemsnittet i forhold til EU’s målsætning og det, vi har lovet. Derfor kan vi egentligt godt slappe lidt af, eller hvordan ser det ud?

Jeg tror, det er vigtigt at se på et flow af hændelser, der peger i den rigtige retning. Vi må forvente, at politikerne sætter en dagsorden, en ramme, vi som borgere kan navigere i og dermed finde den model, der passer til vores liv som forbrugere, virksomhedsledere eller serviceleverandører i et velfærdssamfund.

Kan vi nå endnu længere, samtidig med at vi udvikler det næste grønne tiltag, der sparer miljøet for yderligere påvirkning? Kan vi sænke CO2-udledningen, samtidig med at vi udvikler samfundet i en positiv retning?

Det virker selvmodsigende at sænke afgifter på store biler, samtidig med at vi fordobler vores bidrag til Parisaftalen. Det ser ud, som om vi i Danmark udadtil fører international klimapolitik, men hjemme er mere fokuseret på at løse op for de grønne målsætninger.

Der er nu friske borgmestre i de danske kommuner, som er parate til at udvikle deres kommuner. Det er klart en udfordring at få dem til at prioritere klima og energi. Hvis vi skal forblive et foregangsland, skal vi vise vejen og demonstrere, at vi mener det, vi siger. Intelligente systemer og smarte løsninger skal afprøves og implementeres og gerne med lokale job- og erhvervsudviklingsmuligheder. Den grønne dagsorden er så oplagt en national politisk mulighed. Vi har brug for et langsigtet, historisk, stærkt energiforlig.

Det skal give mening lokalt
Jeg er efter mange år i lokalsamfunds-debatten overbevist om, at folk er parat til at yde mere, hvis det giver mening lokalt, og at vi forstår, hvorfor vi skal forandre vores liv og den måde, vi administrerer vores forbrug på. Hvis vi skaber de jobs, vi ved er afgørende for vores lokalsamfunds overlevelse, hvis vi sparer de penge, vi ellers skulle bruge på at importere energi udefra, hvis vi uddanner de folk, der er brug for til at udføre omstillingen – ja, så sker der noget, og vi er med på det, der sker. Så får vi en følelse af medansvar og medejerskab.

Når vi løser ligningen ved store udbud og flytter produktionen til nye kraftværker, er slutresultatet grønnere og vores bidrag til en grøn energiforsyning i tråd med klimamålene, men befolkningen er ikke med og reagerer ikke som forventet med glæde og opbakning.

Kom lad os brokke os
Der er jo en masse på spil. Klimaeksperter giver os korte tidsfrister for at nå en dæmpning af klimaforandringerne. Men det virker ikke, som om vi forstår alvoren. En fordobling af bidraget fra 1 million kroner om året til to millioner kroner om året i fem år hjælper nok ikke så meget på klimaforandringerne, men er selvfølgelig et signal til resten af verden fra et Danmark, der har en lang forhistorie som frontrunner og førende på klimaområdet.

Danmark er et land, som er bygget på fællesskaber og på et frihedsbegreb, der har skabt en lang række lokale pionerprojekter, som stadig den dag i dag er narrativer, vi fortæller om os selv. Andelsbevægelsen, højskolen, og friheden til at skabe noget. Vi er med andre ord et folk, som befinder sig godt i bevægelse.

Vi har derfor brug for rammer, vi kan operere i og føle os ansvarlige og handlekraftige i kraft af. En energipolitik, der er lavet på udbud og i størrelser, som kun kan udføres af store energiselskaber, skaber et tomrum hos befolkningen, og den virkelyst, vi er kendte for, og som tiltrækker tusindvis af gæster fra hele verden, har det svært og forsvinder. Der er en klar risiko for, at vi bliver sure tilskuere, der som forbrugere har ret til at brokke os og protestere over vindmøller og biogasanlæg. Hvorfor? Fordi de er ikke ”vores” længere og dermed ikke vores ansvar.

Giv os ansvaret tilbage!