Steen Gade: Civilsamfundet spiller en rolle i et bæredygtigt Europa

Af Steen Gade 
Formand for Nyt Europa

Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Junckers ”State of the Union”-tale i Europa-Parlamentet levede på en række områder op til den - efter min smag – lidt svulstige titel. For ovenpå en række kriser i det europæiske samarbejde (læs: den økonomiske krise, flygtningekrisen og BREXIT) og et svækket USA på fuld fart bort fra fælles værdier står vi i dag over for helt afgørende valg om den fremtidige udvikling i vores del af verdenen.

Juncker præsenterede tidligere i år ”Hvidbogen om Europas fremtid” med intentionen om at danne rammerne for en fælles debat om det europæiske samarbejde, men med primært fokus på mere, mindre eller status quo bygget op om 5 scenarier. En diskussion, der har båret præg af forsimpling og institutionel tænkning.

Næsten lige så ringe som den danske diskussion om mere eller mindre EU, der kun meget sjældent giver mening. I stedet for at komme til det, der tæller, nemlig indholdet. Scenarierne berører næsten ikke emner som klimaudfordringer, bæredygtig udvikling og rejser slet ikke centrale spørgsmål som hvad det er for et Europa, vi ønsker, eller hvem det er for.

Engagement af EU-borgerne
Den tale, han holdt, blev heldigvis bedre end oplæggene. Især vil jeg fremhæve forståelsen af bedre og mere demokrati i EU-systemet. Det bliver en vigtig sag at arbejde videre med for at skabe det grundlag, der for alvor skal engagere os som borgere i unionen. Vi tænker som borgere ikke som det første på institutionelle beslutninger om ØMU’en, EU’s rolle i verden eller fælles finansminister. Nej, vi tænker på indholdet. På hvordan vi løser konkrete udfordringer om indvandring, skattesvindel og klima.

Javel. Det sagde talen også noget om – heldigvis, men det er her, vi mangler en omfattende folkelig diskussion, før vi tager den om institutionerne - eller i det mindste samtidigt. Altså stille spørgsmålet: Hvad er det for et Europa, vi vil have? 

Vi har brug for meget mere folkelig aktivitet på tværs af grænserne. At lære hinanden bedre at kende og arbejde sammen i hele civilsamfundet om at løse de udfordringer og problemer, som vi jo er fælles med alle de andre lande i Europa om. 

Steen Gade
Formand for Nyt Europa

Det 6. scenarie for fremtidens Europa
Netop dét spørgsmål er titlen på et nyt sjette scenarie for fremtidens Europa, der ønsker et mere demokratisk, retfærdigt og bæredygtigt Europa. Mere end 300 NGOer fra hele Europa har tilsluttet sig scenariet, der vil gøre gennemførelse af FNs bæredygtighedsmål til afgørende pejlemærker for vores fælles fremtid i vor del af verden.

Nyt Europa har tilsluttet sig scenariet og vil prøve at mobilisere det danske civilsamfund til for alvor at gå ind i kampen for et nyt bæredygtigt Europa (både socialt, miljømæssigt og økonomisk), der bygger på folkelige kræfter, og som forstår, at der samarbejdes på tværs af grænserne på græsrodsniveau, fagforeninger, regioner og byer, lande og medier. Ellers får vi jo aldrig en bæredygtig fremtid.

Vi har brug for meget mere folkelig aktivitet på tværs af grænserne. At lære hinanden bedre at kende og arbejde sammen i hele civilsamfundet om at løse de udfordringer og problemer, som vi jo er fælles med alle de andre lande i Europa om. 

Hvilken fremtid ønsker vi?
Junckers tale er en ny chance for at lande – hvorfor ikke Danmark? – sætter kræfter ind for at støtte civilsamfundssamarbejde på tværs af grænserne, så ordet ’deltagerdemokrati’ virkelig bliver det afgørende element i et mere demokratisk EU, som jeg tror mange sukker efter. Det sjette græsrodsscenarie er en sådan chance.

Talen viser, at Brexit har ført til en tiltrængt forståelse i en række af EU’s medlemslande og i EU-systemet af, at der trænger til fornyelse. Den er ikke rigtig kommet i Danmark, men måske Junckers tale kan ruske op. Det bliver absolut nødvendigt, for der kommer til at ske meget i de næste to år, og vi kommer til at skulle tage stilling til svære valg fremover. Talen er således en spiseseddel på en række af de valg.

Mit fromme ønske er, at vi starter de alvorlige diskussioner på den rigtige måde. Hvad vil vi have løst, hvilken fremtid ser vi for os selv?

Og først i den sammenhæng kan vi diskutere de institutionelle spørgsmål. Ellers laver vi samme fejl som tidligere, hvor vi ofte ender i endeløse skyttegravskrige lidt rigeligt langt oppe i luften.