Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: Vi vinder ikke den grønne kamp uden seriøs politik

KOMMENTAR: I befolkningen er der en voksende tiltro til, at vi individuelt kan gøre en forskel for miljø og klima. Men hvis ikke den grønne omstilling drives af langsigtede, seriøse politiske beslutninger, så taber vi kampen, skriver Steen Gade.

Der er en voksende tiltro til, at vi individuelt kan gennemføre klimaforandringer. Men hvis vi for alvor skal vinde kampen, kræver det politiske beslutninger, mener Steen Gade.
Der er en voksende tiltro til, at vi individuelt kan gennemføre klimaforandringer. Men hvis vi for alvor skal vinde kampen, kræver det politiske beslutninger, mener Steen Gade.Foto: Colourbox
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For mig blev den franske miljøministers tilbagetræden forleden – sammen med nye danske undersøgelser, der viser, at der er et stigende klima- og miljøengagement blandt især unge – en illustration af det krydsfelt, miljø- og klimapolitikken står i lige nu.

Som på så mange andre politiske områder er også den præget af manglende tro på og manglende tillid til politiske processer, samtidig med at der er en voksende folkelig bekymring og vilje til at handle. Et betydeligt dilemma, og måske også en farlig kombination?

Nicolas Hulot var som minister for ”miljø og solidarisk forandring” et håb om større grøn politisk handlekraft i EU-samarbejdet. I sine kun 15 måneder som minister nåede han blandt andet at vedtage en lov om stop for ny udvinding af olie og gas fra 2040, fuld afvikling af benzin- og dieselbiler fra 2040 og havde planer om at lukke 17 A-kraftværker i 2025. Ikke så lidt, set herfra.

Men Nicolas Hulot ønskede desværre ikke at blive i politik. Han ville ikke skabe en illusion om, at der blev taget hånd om alle de store udfordringer, som han udtrykte det. Derfor gik han, og han kritiserede en manglende indsats for biodiversitet og klima. Markant nok netop de to emner, som et stigende antal danskere er alvorligt bekymrede for. Sidst illustreret i WWF’s undersøgelse om klimaændringernes betydning for natur og dyreliv og i juni måned i Concitos klimabarometer.

Når det gælder vaner og grøn livsstil, er der voksende tro på, at vi individuelt kan og skal gennemføre det.

Steen Gade

Det kunne jo alt sammen se ud, som om de to forskellige nyheder passer som fod i hose, og nogle vil sikkert gerne dyrke den indbyggede mistillid til politik, som måske ligger bag Hulots begrundelse om ikke at ville skabe illusioner ved at blive på posten.

Det er netop det, jeg er bange for. Også i Danmark, hvor sommerens har budt på proklamationer fra partier, der med fem eller ti procent af vælgerne bag sig vil være statsministre. Af klimagrunde, hævder de. En underlig rodet afsporing af, hvad det burde handle om. Nemlig reel politik, forstået som vedtagelser, love, nye bestemmelser og det hårde slid med holdningsbearbejdning. Vi har nemlig et skrigende behov for hurtigere indsats og meget stærkere politik. På klimaområdet, biodiversitet, kemikalier, natur og forurening af havet, luft og jord.

Og der kommer jo to valg i løbet af det næste år. Et folketingsvalg og et valg til Europa-Parlamentet. De bliver begge helt afgørende for miljø- og klimapolitikken de næste mange år.

I EU-samarbejdet skal en stribe nye love nemlig forhandles i de næste år; fra sidste fase af vandrammedirektivet frem mod god økologisk tilstand i vores vandløb og søer inden 2027 til de næste ti års indsats for biodiversitet. En ny syvårig landbrugsaftale, en havstrategi, opfølgning på den internationale klimaaftale med mere. Alt sammen afgørende i begge valgkampe. For de fælles langsigtede grønne beslutninger afgøres jo i et samspil med Folketingets flertal og Europa-Parlamentets flertal, og netop EU-beslutningerne er så ubetinget de vigtigste og stærkeste grønne politiske beslutninger for os danskere i de kommende år.

Concitos klimabarometer har målt vores vilje til at lade klimabekymringerne styre vores stemmeafgivning ved det kommende valg. I dag vil det være noget afgørende for 56 procent af danskerne. I 2016 var det tal 52 procent, men mest bemærkelsesværdige er tallene for de unge mellem 18 og 29 år. Her er det hele 87 procent. En markant og også længe ønsket og savnet udvikling. Nemlig unge, der vil presse det politiske system og samtidig lægge større vægt på at skifte livsstil. Over halvdelen mener således, at det er en nødvendighed, og mange har appetit på en klimavenlig livsstil. Så vi er måske ved at være kommet frem til Brundtland-rapportens krav fra 1987: at forandre både produktion og vaner.

At produktionsændringer ofte kræver ny lovgivning, økonomiske incitamenter eller regelsæt er klart for mange, om end der stadig findes nogle, der mener, at den grønne omstilling vil komme af sig selv. Indtil videre har det så åbenlyst ikke været nok.

Når det gælder vaner og grøn livsstil, er der derimod en voksende tro på, at vi individuelt kan og skal gennemføre det. For det er jo rigtigt, at vi kan flyve mindre eller slet ikke; at vi kan købe langt mindre nyt tøj; at vi kan begrænse indtaget af røde bøffer og lade være med at købe produkter med palmeolie og så videre og så videre. Og jeg støtter det alt sammen, for forbrugeradfærd er også et klart signal til producenterne.

Men – og der er et stort men – også når det gælder vaner, kræver det politiske tiltag. Det glemmes ofte. Flyafgifter virker langt mere og bedre end individuelle målsætninger om at flyve mindre. Cykling i det omfang, som man gør i København, er kun muligt, fordi der er taget politiske beslutninger igennem årtier om at bygge cykelstier. At danskerne er verdens største forbrugere af økologiske varer, skyldes politiske beslutninger i 1980’erne, hvor Danmark fik verdens første økologilov, der medførte, at Ø-produkterne i det hele taget kom på hylderne. Miljømærkede varer hjælper vores valg på vej, og malingen blev først vandbaseret efter bevillinger fra Miljøministeriet.

Listen er meget længere og skal blot illustrere, at selv når det handler om at ændre vaner, spiller politiske beslutninger og politiske diskussioner i offentligheden en helt afgørende rolle.

Den grønne omstilling kræver altså megen politik. Med stort P. Seriøs, langsigtet politik, der både går hurtigt frem og skridt for skridt fører os trygt igennem den store omstilling. Det meste skal jo laves om de næste 20-30 år.

Jeg skrev i begyndelsen, at jeg kunne være bekymret for, om dilemmaet mellem stigende mistro til politik samtidig med stigende engagement kunne nærme sig en farlig kombination. Det farligste vil være, hvis store dele af befolkningen opgiver politik. Så bliver de værste ligeglade, og idealisterne tror, at de individuelt kan redde verden. Så taber vi kampen.

--------

Steen Gade er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF-miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00