Stenalderen stoppede ikke, fordi verden løb tør for sten

Det bliver sagt igen og igen, både af miljøministeren og af energiministeren. Vi står midt i tre kriser: En finanskrise, en beskæftigelseskrise og en ressourcekrise. Regeringens svar på denne udfordring følger tre spor: At vi skal iværksætte statsregulering af virksomheder og borgeres adfærd, at vi skal forøge afgifterne i verdens mest afgiftsplagede land, og at vi skal udpege bestemte brancher, som skal have offentlige tilskud (ikke mindst vindindustrien). Sagt på en anden måde, løsningen på vores store problemer består i, at regeringen skal skubbe den grønne vækst i gang af hensyn til beskæftigelse, klima og især ressourcerne, der er ved at slippe op. Alle ædle formål, men problemet er, at det er bragesnak, og at midlerne i bedste fald er virkningsløse.

Skader både økonomi og klima
Politikere kan ikke skabe varige arbejdspladser. Tværtimod gør regeringen det modsatte, når de udvælger bestemte brancher og subsidierer dem med skatteopkrævede midler. Spørg bare vismændene. Arbejdspladser skabes af iværksættere og entreprenører, som har gode og konkurrencedygtige rammevilkår - ikke af velmenende politikere, som aldrig selv har skullet tjene til brødet ved at drive virksomhed. Hvorfra skulle de have det gyldne svar på, hvad der kan betale sig i en markedsøkonomi? Hvor tit hører vi ikke energiministeren sige, at regeringen blot "hjælper" virksomhederne til at investere i grøn energi, så de får billigere energi i fremtiden. Intet er vel mere komisk, når realiteten er den modsatte. "Hjælpe" betyder på regeringens sprog flere ensidige afgifter på virksomheder i en åben økonomi, hvilket resulterer i færre arbejdspladser.

Det skader altså økonomien, men faktisk også klimaet. Regeringen sikrer nemlig ikke færre CO2-udledninger ved at gennemtvinge en fordobling af vindmøllekapaciteten, når overskydende kvoter blot sælges til andre lande, der med langt mindre effektive kraftværker derved får ekstra adgang til at svine med CO2'en.

Så selv om der stort set aldrig er evidens for miljøgevinster, hverken når det handler om CO2-reduktioner i kvotesektoren (især kraftværker), NOx-reduktioner i industrien eller kvælstofreduktioner i landbruget, så fortsætter den grønne terror-sirene fra den røde regering, der dag for dag resolut og konsekvent bidrager til en forværring af landets konkurrenceevne. Det er en tragisk udvikling for vores land, og når de symbolske indgreb til sidst mangler fagligt grundlag, så spilles "ressourcekortet". Vi skal redde verden, inden den går tør for ressourcer.

Ressourcer er ikke en absolut størrelse, men et fænomen der knytter sig til den til en hver tid gældende teknologi og pris for at udvinde og udnytte ressourcerne. Den lange syndflod af afgifter bygger på en hel fejlagtig forestilling om, at civilisationens fremskridt er opnået på bekostning af ikke-vedvarende ressourcer og forværring af miljøet

Villum Christensen
Klima-, energi- og miljøordfører, (LA)

Ressourcer vokser med viden
Kære miljø- og energiminister. Stenalderen stoppede ikke, fordi verden løb tør for sten og ditto bronze-alderen m.v. Nej, den frie og kreative befolkning fandt på noget nyt, og sådan har det været lige siden.

Ressourcer er ikke en absolut størrelse, men et fænomen der knytter sig til den til enhver tid gældende teknologi og pris for at udvinde og udnytte ressourcerne. Den lange syndflod af afgifter bygger på en hel fejlagtig forestilling om, at civilisationens fremskridt er opnået på bekostning af ikke-vedvarende ressourcer og forværring af miljøet.

Man kunne spørge, hvornår bølgerne i havet bliver en økonomisk ressource. Jo, det vil ske i det øjeblik, der kommer teknologier, der vil være i stand til at udnytte dem. Ressourcer bliver altså større i takt med vores viden. Hvem husker ikke Malthus' katastrofeteori, hvor han forudså verdens undergang ved at fremskrive befolkningsudviklingen med den mulige landbrugsproduktion for 200 år siden. Og i samme boldgade Romklubbens spådomme i bogen "Grænser for vækst" i 1970-erne. De tog grueligt fejl, men politikerne i dag fortsætter med den samme katastrofelogik, som der er stemmer i, og lader hånt om det lidt mere indviklede synspunkt, at ressourcerne naturligvis bliver større i takt med, at vores viden vokser.

Ret beset er det vel kun den menneskelige ressource og den unikke evne til at transformere potentielle ressourcer til virkelige ressourcer, der i det lange løb kan vise sig at være en knap ressource og måske forkorte menneskehedens fremtid. Det bedste, vi kan gøre, er derfor at sikre størst mulig frihed for menneskets kreativitet og iværksætterkulturen. I dag gør regeringen desværre lige det modsatte, når Thorning og co. indsnævrer den personlige frihed med et galoperende antal restriktioner og reguleringer - typisk i miljøets og sundhedens hellige navn. Den amerikanske klimaforsker Indur M. Goklany har udtrykt det således: "Måske vil vi se olien blive opbrugt et eller andet sted ude i fremtiden, men når det sker, vil det blot være en fodnote i historien, ligesom ophøret af brug af hvalspæk er i dag."