Støttepartier og ngo’er efterlyser større klimahjælp oven på ny FN-rapport: ”Vi kan se frem til millioner af klimaflygtninge”

Det er ”meget, meget vigtigt” at levere på et løfte om klimamilliarder til verdens fattigste lande, siger Dan Jørgensen om FN’s nye klimabibel. Så kom i gang, lyder det fra støttepartier, klimarådgiver og ngo-boss.

Menneskeheden har ”utvetydigt” opvarmet atmosfæren, havet og landjorden, og det har fået – og vil fortsat få – store konsekvenser, konstaterer ny FN-rapport.
Menneskeheden har ”utvetydigt” opvarmet atmosfæren, havet og landjorden, og det har fået – og vil fortsat få – store konsekvenser, konstaterer ny FN-rapport.Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Find ekstra milliarder, og hold klimapenge adskilt fra ulandsbistanden.

Sådan lyder beskeden til regeringen fra flere af regeringens støttepartier, en klimarådgiver og Folkekirkens Nødhjælp oven på en ny rapport fra FN’s klimapanel, der har fået klimaminister Dan Jørgensen (S) til at kalde finansiering af klimahjælp til verdens fattigste for ”meget, meget vigtig”. 

Rige lande har lovet 100 milliarder dollar om året, det lovede vi allerede til COP15. Det bliver der ikke leveret på endnu. Det er meget, meget vigtigt.

Dan Jørgensen (S)
Klimaminister

”Det er helt åbenlyst oven på den her rapport, at der skal meget mere til,” siger SF’s udviklingsordfører, Rasmus Nordqvist.

Han bliver bakket op af Enhedslisten. Begge støttepartier peger på, at Danmark skal opgøre klimabistanden som ”ny og additionel”. Det vil sige, at den ikke skal indregnes i den traditionelle udviklingsbistand. 

”Det skal være nye penge,” fastslår udviklingsordfører Christian Juhl (EL).

Rapporten fra FN’s klimapanel – IPCC – kaldes også en klimabibel. Den første af i alt tre delrapporter udkom mandag med en række nedslående konklusioner:

Menneskeheden har ”utvetydigt” opvarmet atmosfæren, havet og landjorden, og det har fået – og vil fortsat få – store konsekvenser.

”Vi kan se med denne rapport, at der bliver flere og flere klimakatastrofer, mere og mere ekstremt vejr. Og fattige mennesker har virkelig svært ved at modstå klimaforandringerne,” siger klimarådgiver John Nordbo fra Care.

”Det betyder, at folk bliver nødt til at forlade hus og hjem, fordi de bliver ramt af orkaner, hedebølger, oversvømmelser. Så der vil komme flere klimaflygtninge i verden i de kommende år.”

0:000:00