Støttepartierne før forhandlinger: Vil have mere klimafokus fra regeringen

Regeringens støttepartier er uforstående over, at regeringen nedtoner klimaambitionerne forud for forhandlinger om landbruget. Det bliver brutalt for landbruget senere, hvis der ikke kommer reduktioner på bordet nu, advarer de.

Køer lukkes ud på græs ved Møllergården i Kirke Hyllinge under økodagen i april 2018
Køer lukkes ud på græs ved Møllergården i Kirke Hyllinge under økodagen i april 2018Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Regeringen kører den gale vej, når den skruer ned for ambitionerne forud for forhandlingerne om et mere klimavenligt landbrug. Det bliver nemlig kun værre for landbruget, hvis man udskyder opgaven.

Sådan lyder det sammenstemmende fra Radikale, Enhedslisten og SF ovenpå fødevareminister Rasmus Prehn (S) i et interview i Børsen nedtoner regeringens ambition i landbrugets klimakamp.

I interviewet fortæller ministeren, at regeringen ikke tror landbruget kan levere så mange klimareduktioner, ”som man havde forestillet sig.”

Han ønsker derfor, at forhandlingerne fokuserer på at finde en balance mellem klima og miljøtiltag og ”behørigt hensyn til økonomien” i landbruget og fødevaresektoren og advarer samtidig mod ”inflation” i reduktionsmål.

”Jeg har ikke lyst til, at folk på Danish Crown i Horsens skal ligge vågne om natten,” siger fødevareministeren til Børsen.

Dyrt at friholde landbruget 
Ministerens advarsel mod for mange klimatiltag kommer under en måned efter, at Klimarådet har kritiseret regeringen for at nøle i klimapolitikken. Og kun to uger efter De Økonomiske Råds formandskab i en ny analyse har regnet sig frem til, at det bliver markant dyrere for det øvrige samfund at nå klimamålet i 2030, hvis landbruget skal gå fri.

Det sidste er der dog heller ikke noget, der tyder på. 

Udskyder man bare det hele, så vil en høj CO2-afgift gøre det mere omkostningseffektivt for os senere. Men den vil også føles som hammeren, der vil føre til afvikling i landbruget.

Zenia Stampe (R)
Fødevareordfører

Selvom regeringen i efteråret i skæret af minksagen først udskød og siden droppede sit eget klimaudspil for landbruget, har regeringen siden februar haft partierne igennem mere end 30 tekniske gennemgange af udfordringer og muligheder for et mere klima- og miljøvenligt landbrug.

Derfor undrer det også Enhedslisens fødevareordfører Søren Egge Rasmussen, at regeringen nu vil skrue ned for ambitionerne.

0:000:00