Stop af biogasstøtte møder hård kritik: "Gulvtæppet rives væk"

BIOGAS: Det er drastisk, når biogasstøtten pludselig forsvinder fra januar 2020. Sådan lyder det fra både Dansk Industri, landbruget og Nature Energy. Ordningen var blevet for dyr, siger energiministeren.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Det møder kras modstand hos industrien, landbruget og biogasbranchen, at politikerne stopper for den nuværende støtte til biogas fra januar 2020.

Fakta
Fakta fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
  • Samtlige af Folketingets partier blev med energiaftalen fra juni 2018 enige om at sætte et stop i 2020 for støtte til nye biogasanlæg på den eksisterende støtteordning for biogas samt loft for den tilskudsberettigede produktion. 
  • Stoppet skal ses i lyset af, at støtteudgifterne til biogas er vokset betydeligt de senere år, og den retning ser ud til at fortsætte. Biogas får i dag hver fjerde VE-støttekrone, men bidrager kun til godt 10 pct. af den samlede VE-produktion. 
  • Der er ikke mindst siden energiaftalens indgåelse sket en markant udvikling i forventningerne til biogasudbygningen. 
  • Der sættes derfor et stop for støtte til nye anlæg til elproduktion på biogas og anlæg til opgradering af biogas til gasnettet pr. 1. januar 2020. Samtidig gives ikke nye tilsagn om støtte til anlæg, som udnytter biogas til transport, industrielle processer og varme. 
  • Det vil være muligt at ansøge om dispensation, hvis biogasanlægget ikke er i drift inden 1. januar 2020, såfremt der er gennemført betydelige, irreversible investeringer i anlægget inden dags dato.

Kilde: Energi-, Forsynings- og klimaministeriet

"Jeg er overrasket over beslutningen. Vi havde regnet med, at det ville være i udgangen af 2020 og ikke i starten. Det er ærgerligt, at man på den måde hiver gulvtæppet væk under de potentielt næste biogasanlæg i Danmark," siger Troels Ranis, branchedirektør i Dansk Industri.  

Kritikken deles af administrerende direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund:

"Jeg er forundret over, at man vælger at lave så brat et stop for støtten. Det er mange ressourcer, man bare lige hælder ned i afløbet. Jeg tror simpelthen ikke, at man fra Christiansborgs side er klar over, hvor lange processor man kører med, når man skal have lavet miljøgodkendelser," siger han.

Fakta
Hvad er biogas? 
Biogas bruges til produktion af el og varme og er en blanding af gasserne metan og kuldioxid. 
Man fremstiller biogas ved at tilføre husdyrgødning og andet organisk materiale i et biogasanlæg. Størstedelen af den biomasse, der bruges i danske bioanlæg, er gylle. 


Kilde: affald.dk

Det er ikke unormalt, når man skal udvikle nye teknologier at have en vis støtte i starten, for så at arbejde sig ud af den.

Troels Ranis
Branchedirektør, DI

Større end forventet
Det er energiforligskredsen, der står bag fastsættelsen af datoen for støttestoppet. Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) fortæller, at antallet af nye biogasanlæg frem mod 2020 havde oversteget ministeriets tidligere prognoser. Dermed vil støtten komme til at koste en halv milliard mere, end man regnede med, da politikerne lavede energiaftalen.

"Vi trækker ikke tæppet væk under biogassen. Mange anlæg – og stadig flere end vi regnede med i sommeren 2018 – vil kunne få støtte under den nuværende ordning. Desuden laver vi en overgangsordning for anlæg, som der allerede er investeret meget i. Ud over det har vi i Energiaftalen også aftalt at afsætte 240 millioner kroner om året til at støtte biogas," skriver han i et skriftligt citat, hvor han understreger, at Christiansborg stadig støtter op om biogas som en af fremtidens energikilder.

(Artiklen fortsætter efter grafen)  

Hos Dansk Industri mener man dog ikke, at der bliver givet for meget støtte til biogas. Det selvom hver fjerde støttekrone til vedvarende energi går til biogas; men samtidig bidrager biogas kun med cirka ti procent af den samlede produktion.

0:000:00