SuperBrugsen i Skjern vinder Fjernvarmepris

KORTNYT: SuperBrugsen i Skjern har vundet Fjernvarmeprisen 2013 for sit fokus på energien. Brugsen leverer sin overskudsvarme til Skjern Fjernvarmes ledningsnet. I alt vil der blive produceret, hvad der svarer til 20 husstandes årsforbrug af fjernvarme.
Foto: Danskfjernvarme.dk
Kristian Andersen

SuperBrugsen i Skjern har så meget fokus på energien, at den nu leverer fjernvarme.

Køle- og fryseanlæggene i butikken sender overskudsvarmen videre til ledningsnettet, og producerer på den måde, hvad der svarer til 20 husstandes årsforbrug af fjernvarme.

Brugsens store fokus på energi, har fået Dansk Fjernvarme til at hædre brugsen med "Fjernvarmeprisen 2013". Det skriver Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.

"Kunderne får nu varmen to gange ved at handle hos os. Både når de går hen i butikken, og når de når hjem i deres egne stuer igen," siger uddeler Hans Jørgen Andersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Vores mål er også at blive CO2-neutrale i butikken. Vi har i COOP i det hele taget fokus på miljø og klima og prioriterer økologi, Fair Trade og reduktion af CO2-udledning meget højt,"

Skjern Fjernvarme får i forvejen næsten halvdelen af sin varme fra overskudvarme fra Skjern Papirfabrik, og derfor har fjernvarmeværket masser af erfaring med overskudvarme. Værket er derfor positivt stemt for eventuelt også at koble andre virksomheder på ledningsnettet, hvis de har overskudvarme, der kan bruges.

"At udnytte overskudvarme er noget af det mest grønne, mest energieffektive og samfundsmæssigt mest fornuftige, man kan gøre. Det er jo energi, som alligevel er produceret og til rådighed, om man udnytter det eller ej. Alternativet er, at det smides ud, mens man i stedet må bruge brændsler på at producere varme til forbrugerne," siger Dansk Fjernvarmes formand Uffe Bro i pressemeddelelsen.

0:000:00