Debat

Tænketank til Dansk Energi: En lavere elafgift er ikke svaret på alt

REPLIK: Der skal mere til end en sænket elafgift, hvis fjernvarmeværkernes udfordringer skal løses. Giv eltariffer et grundigt eftersyn, og ophæv de rigide krav til kraftvarme og brændselsvalg, som står i vejen for billig og miljøvenlig fjernvarme, skriver Jesper Koch, analysechef i Grøn Energi. 

Foto: /ritzau/Simon Skipper
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Koch
Analysechef i tænketanken Grøn Energi

Ifølge elsektorens brancheforening, Dansk Energi, er der snart sagt ikke den udfordring i verden, som en lavere elafgift ikke er løsningen på.

Således også her i Altinget, hvor Dansk Energi mener, at løsningen på den store udfordring med grundbeløbet, som fjernvarmeselskaberne ifølge Dansk Energi har sovet sig selv ind i, er en lavere elafgift.

Sådan forholder virkeligheden sig bare ikke. Fakta om grundbeløbet er, at det er en kompensation for binding til naturgas som brændsel mod høje varmepriser, som selskaberne fik, da elmarkedet blev liberaliseret.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Derfor er det en meget grov anklage, når elselskaberne hævder, at de bare har fået et tilskud for at kunne holde fjernvarmepriserne ”kunstigt lave”.

Det ville være mere rigtigt at sige, at fjernvarmeselskaberne har fået grundbeløbet for at have elkapacitet stående til rådighed for elsystemet.

Sandheden er, at en lang række selskaber er bundet på hænder og fødder med krav om, at de skal fyre med dyr naturgas, og at de skal producere både el og varme.

Jesper Koch

Det er også forkert, når elselskaberne hævder, at det ”blot” drejer sig om mulige prisstigninger på mellem 3-4.000 kroner.

Det manglende tilskud vil ramme fjernvarmekunderne massivt – særligt i de tyndt befolkede områder. Og flere steder med prisstigninger på helt op til mellem 8-10.000 kroner om året.

Elselskabernes forening anklager også fjernvarmeselskaberne for nøl ved at sige, at da det er en udfordring, der har været kendt siden 2004, så burde selskaberne selv have taget hånd om det.

Men sandheden er, at de ikke har kendt til denne udfordring siden 2004. For i 2004, hvor alle stadig troede, at prisen på el ville stige, var der ingen udfordring. Den er kommet i takt med, at prisen på el har bevæget sig stik mod forventningerne og i stedet er faldet.

Rigide krav står i vejen for billig og miljøvenlig fjernvarme
Det var den ene side af udfordringen. Her kommer den anden og måske endnu mere væsentlige for at forstå historien og for at vurdere, hvad der kunne være løsningen.

Sandheden er, at en lang række selskaber er bundet på hænder og fødder med krav om, at de skal fyre med dyr naturgas, og at de skal producere både el og varme.

Når 70 procent af Dansk Fjernvarmes medlemmer, der modtager grundbeløb, siger, at de har foretaget kompenserende tiltag for at skærme mod prisstigninger, men at prisen alligevel ventes at stige, så hænger det uløseligt sammen med netop disse krav.

Derfor skal vores vigtigste budskab til politikerne fra fjernvarmeselskaberne og forbrugerne være: Halver elvarmeafgiften, giv eltariffer et grundigt eftersyn, og ophæv de rigide krav til kraftvarme og brændselsvalg, der sikkert gav mening engang, men som i dag står i vejen for billig og miljøvenlig fjernvarme.

Det kan ”næsten” gøres med et fingerknips og kunne være årets gave til forbrugerne, der ville kunne se frem til en lavere varmeregning.

Lavere elafgift er en rigtig god idé
Derfor hilser vi minister for energi, forsyning og klima Lars Christian Lilleholts udmelding til Dansk Fjernvarme nytårsstafet fredag den 12. januar meget velkommen.

Her bekendtgjorde ministeren, at kraftvarmen har tjent Danmark godt, men dens storhedstid er på retur, og at kraftvarmekravet i dag er en klods om benet.

Vi er enige med Dansk Energi i, at en lavere elafgift på de kollektive varmepumper er en rigtig god idé, for det vil øge udnyttelsen af el, særligt når vindmøllerne snurrer mest. Det er med andre ord der, hvor en nedsættelse af elafgiften giver mest værdi.

Vi er også enig med Dansk Energi, når de nu mener, at mindre regulering af fjernvarmen er en god idé.

Det skæmmer bare lidt, når nu Dansk Energi i en årrække har ført kampagne for synspunktet om, at fjernvarmeselskaberne er ineffektive og derfor skal effektiviseres og reguleres.

Det nye klarsyn kan vi kun bifalde. Derfor håber vi også, at vi har fælles interesser i at sikre så lidt bureaukrati i fjernvarmen som muligt og så frie rammer med ophævelse af krav om el- og varmeproduktion og krav om brændselsbinding.

Elsektoren må også tage fat på at få skruet deres elnettariffer sammen, så fjernvarmeforbrugerne kun skal betale de faktiske omkostninger for strømmen til de store varmepumper.  

Det er det, der vil hjælpe fjernvarmeselskaberne og forbrugerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Koch

Analysechef, Dansk Fjernvarme, leder af tænketanken Grøn Energi
civilingeniør (DTU 1984)

0:000:00