Debat

Tekniq til politikerne: Fortæl danskerne, hvad I vil med den grønne omstilling

DEBAT: Der er for stor afstand mellem nødvendige grønne initiativer og partiernes miljøløfter og -planer, mener Simon O. Rasmussen. Det er tid til at sætte handling bag de grønne drømme og gøre klimaomstillingen til en folkesag.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Simon O. Rasmussen
Underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne

Ønsket om at begrænse klimaforandringerne og sætte yderligere gang i den grønne omstilling fylder meget i danskernes bevidsthed. I hvert fald topper netop miljøet ifølge flere vælgerundersøgelser prioriteringslisten, når danskerne træder ind i stemmeboksene 5. juni.

Politikerne fra begge sider af Folketinget har da også travlt med at køre sig selv i stilling i forsøget på at fremstå så grønne som muligt – ja, faktisk røg der hele 11 hænder i vejret, da partilederne under den første debat på TV 2 blev spurgt, hvem der var de mest ambitiøse på klimaområdet.

En sammenligning af medlemsstaternes udkast til klimahandlingsplaner viser imidlertid, at Danmark ligger på en beskeden 19.-plads i EU i spørgsmålet om energieffektivisering – side om side med lande som Bulgarien og Rumænien. Dermed ligger vi i Danmark meget langt fra de grønne ambitioner, vi normalt har på området, og som tidligere betød, at Danmark blev betragtet som en grøn vindernation.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det står klart, at der er for stor afstand mellem nødvendige konkrete initiativer og de respektive partiers miljøløfter og -planer, som primært har handlet om gode intentioner og mindre om konkrete mål for indsatsen. Derfor bør man benytte valgkampen til at fortælle, hvordan man mere konkret vil styrke den grønne omstilling.

En folkesag
Og her kan politikerne jo så erindre sig, at det er de økonomiske realiteter, der fylder mest, når danske bygningsejere overvejer, om det er tid til at sætte handling bag de grønne drømme. For bygningsejere skal det ganske enkelt kunne betale sig at investere i eksempelvis energibesparelser, vedvarende energiløsninger og miljøvenlig transport.

Vi kan nå fossilfrihed i 2050, hvis det lykkes os at gøre den grønne omstilling til en folkesag, der involverer bredt.

Simon O. Rasmussen
Underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne

Langt størstedelen af energieffektiviseringerne finansieres af private midler – og sådan bør det også være, men for at nå de grønne mål skal tempoet i energieffektiviseringer i vejret, og indsatsen kommer ikke af sig selv.

Vi kan nå fossilfrihed i 2050, hvis det lykkes os at gøre den grønne omstilling til en folkesag, der involverer bredt. Derfor har vi brug for bedre og flere tiltag, der støtter de danskere, som konkret gør en energieffektiviseringsindsats og forbedrer klimaet, samtidig med at de nedbringer CO2-udfordringen for os alle.

Læs også

Til den kommende regering
Et sted at starte kunne være ved at udvide den eksisterende boligjobordning, så den dels gav mulighed for større fradrag og samtidig også gjorde det muligt at få fradrag for de anvendte materialer. Vi ved, at bygninger står for hele 40 procent af det samlede danske energiforbrug. Derfor vil det være naturligt at fokusere på netop dette område.

En anden vej kunne være at droppe afgifterne på elbiler, så det blev langt billigere at udskifte den fossile vognpark med mere miljøvenlige alternativer.

Men uanset hvilke løsninger man foretrækker, så skal der handles nu. Derfor opfordrer vi den kommende regering til, uanset hvilken partifarve den får, at sætte konkrete mål for den danske energieffektiviseringsindsats.

Husk at involvere bygningerne, inddrag danskerne bredt, og støt dem, der gør en konkret indsats for klimaet og den grønne omstilling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00