Bæredygtighedsdirektør: Tempo, æstetik og dialog er afgørende for klimakrisen

Tempo er afgørende i bestræbelserne på at afbøde helt uoverskuelige konsekvenser af klimaforandringerne. Tempo, når det drejer sig om udbygning af samfundenes kapacitet for produktion, lagring og distribution af energi produceret på baggrund af de vedvarende kilder: Vind, sol, biomasse, geotermi, bølger, vand.

I mange lande er det erkendt, at vi skal op i et helt andet og højere gear, når det drejer sig om regelsætning, myndighedsbehandling, tilskudstildelinger med videre for vedvarende energiprojekter og al den tilhørende infrastruktur i form af landføringsanlæg, el-distributionsanlæg, PtX-produktion, lagerfaciliteter, vejinfrastruktur og udskibningsfaciliteter, udbygget biogasnet og så videre. Alle disse aktiviteter vil medføre markante anlægsaktiviteter og indgreb i lokalområder mange steder landet over.

For at komme igennem med den nødvendige grønne omstilling af energisystemet skal vi ikke blot lykkes med en voldsom forøgelse af hastigheden på myndighedsprocesserne. Mindst lige så afgørende er det, at vi lykkes med at skabe en holdningsændring til de vedvarende energianlæg og tilhørende infrastruktur.

Disse anlæg pynter jo ikke just alle sammen i landskabet, og der er naturligvis mange gener i anlægsfaser og efterfølgende drift. Men det må tåles. Gener skal naturligvis minimeres mest muligt gennem klog og interessentinddragende planlægning. Anlæggene må dog placeres produktionsmæssigt og samfundsøkonomisk optimalt og ikke ud fra lokale hensyn, hverken i de tæt- eller tyndere befolkede dele af landet. For at opnå størst mulig klimaeffekt af investeringerne må alle deltage i at sikre den bedst mulige placering af energiinfrastrukturen.

Suset fra vindmøller bør opfattes, som vi hører bruset fra havet.

Tom Heron
Direktør for bæredygtighed, Niras

Og herefter er det, at vi må hjælpe hinanden med at ændre syn på anlæggene. Det kan nok virke provokerende på mange, men vi skal til at se anlæggene som smukke, fordi de viser, at vi gør, hvad vi kan for at imødegå klimaforandringerne af hensyn til fremtidige generationer og klodens økosystemer.

Blinkene fra genskin af sol på møllevinger er kærkomne påmindelser om, at vi løfter vores ansvar. Suset fra vindmøller bør opfattes, som vi hører bruset fra havet. Ikke som støj. Vindmøller og solcelleanlæg er mindst lige så smukke som motorveje, broer, elmaster, fabriksbygninger og så videre, som vi har vænnet os til som en nødvendig del af vore omgivelser.

Anlæggene lyder godt, fordi de uundgåelige decibel er vidnesbyrd om forsvarlig adfærd fra de generationer, som stod ved roret, da vi som samfund red kulbrintebaserede og ressourcekrævende højkonjunkturer durk ind i de globale udfordringer. Udfordringer som vi og mange generationer efter os nu står med.

Det nye syn på VE-anlæggene kan og bør naturligvis hjælpes på vej af mere rundhåndede kompensationsordninger, end det er tilfældet i dag. Den grønne omstilling er afgørende for fremtidens livsvilkår, og hvorfor ikke være generøse i forhold til de medborgere, hvis daglige forhold påvirkes mest?