Om  
Claus Ekman

Tidligere direktør for Rådet for Grøn Omstilling bliver energiattaché i Silicon Valley

Claus Krog Ekman bliver energiattaché på det danske generalkonsulat i Nordamerika. Han er tidligere direktør for Rådet for Grøn Omstilling og souschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Udenrigsministeriet har ansat Claus Krog Ekman som energiattaché i Silicon Valley.
Udenrigsministeriet har ansat Claus Krog Ekman som energiattaché i Silicon Valley.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Mathilde Brieghel

Den tidligere Rådet for Grøn Omstilling-direktør Claus Krog Ekman har fået job i udenrigstjenesten. 

Han oplyser selv i et opslag på LinkedIn, at han bliver ny energiattaché i teknologihotspottet Silicon Valley i Californien. Her skal han varetage danske grønne interesser inden for energi og teknologi.

Claus Krog Ekman stoppede i maj som direktør i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling efter fire år på posten. Han er tidligere souschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og energirådgiver i udenrigstjenesten i Paris.

I Silicon Valley glæder Claus Krog Ekman sig til blandt andet at beskæftige sig med klimadiplomati og teknologi.

"Dansk klimadiplomati er et af de vigtigste redskaber i nationens klimaindsats," skriver han i opslaget.

"Uanset om man synes, der bliver gjort nok her hjemme eller ej, bør det være klart for enhver, at vi skal have de mange danske succeser, både på regulerings- og teknologisiden, ud og gøre en forskel i den store verden."

Samtidig glæder han sig til at fordybe sig i sit fagområde:

"Det har været fantastisk at være direktør de sidste fire år, men i en lille organisation giver det ikke meget tid til fordybelse. Det har jeg savnet, og jeg ser frem til at komme mere i dybden og ha' fokus på lidt færre, men sikkert stadig mange, spændende processer," fortsætter han.

Claus Krog Ekman begynder i sin nye stilling 1. august.

0:000:00