Tidligere klimaminister vil tilbage til Folketinget

NAVNE: Rasmus Helveg Petersen bliver kandidat til Folketinget for Radikale på Fyn. Den tidligere klima- og energiminister går med sin nye opstilling i det fynske i sin fars og farfars fodspor. (opdateret)

Placeholder image
Rasmus Helveg Petersen (R) i 2013 med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun udnævnte ham til udviklingsminister.  Foto: /ritzau/Claus Bech

Rasmus Helveg Petersen vil på ny i Folketinget, og denne gang forsøges det som radikal kandidat på Fyn.

Det er blevet afgjort på en ekstraordinær generalforsamling hos Radikale i Odense. Også tidligere folketingsmedlem Camilla Hersom (R) vil være at finde på stemmesedlen for fynboerne. 

Med de nuværende meningsmålinger står Radikale til at få et mandat til Folketinget fra Fyn.

Slået af Stampe
49-årige Helveg er til daglig direktør i Institut for Flerpartisamarbejde og sad i Folketinget – valgt fra Sjællands Storkreds – fra 2011 til 2015.

Ved valget i 2015 gik Radikale ni mandater tilbage, og det ramte det fynske mandat, som Camilla Hersom sad på. Også Helveg blev ramt af tilbagegangen, da han blev slået af Zenia Stampe i kampen om ét radikalt mandat i Sjællands Storkreds.

I familiens fodspor
Med Odense-kredsen følger Rasmus Helveg Petersen for alvor i familiens fodspor: Hans far, tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, var fra Odense og var opstillet som folketingsmedlem i Middelfart og repræsenterede fynboerne på Tinge af flere omgange fra 1977 til 2011.

Rasmus Helveg Petersens farfar, Kristen Helveg Petersen, der både nåede at være kultur- og undervisningsminister, kom oprindeligt fra Langeland, var også for en tid valgt til Folketinget af fynboerne.

Den unge Helvegs storebror, Morten Helveg Petersen, er valgt til Europa-Parlamentet for Radikale.

Rasmus Helveg Petersen nåede at være udviklingsminister og senere klima- og energiminister i Helle Thorning-Schmidt-regeringen.


*Rettelse: Oprindeligt stod, at Rasmus Helveg Petersen er Radikales spindskandidat på Fyn. Det er ikke korrekt, partiet har sideordnet opstilling.

Omtalte personer

Rasmus Helveg Petersen

MF (R)
journalist (DJH 1993)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser