Trafikmilliard i spil som Togfond-redning

TOGFOND: Står det til Radikale, kan fremtidige midler til kollektiv trafik bruges som lappeløsning for manglende olieindtægter til Togfonden. DF er positive, men Enhedslisten stejler.

Radikale foreslår, at midler fra forliget om bedre og billigere kollektiv trafik skal erstatte de manglede olieindtægter til Togfonden. Togfonden skal elektrificere jernbanen i Danmark og realisere timemodellen, så transporttiden mellem Danmarks største byer højest bliver én time.
Radikale foreslår, at midler fra forliget om bedre og billigere kollektiv trafik skal erstatte de manglede olieindtægter til Togfonden. Togfonden skal elektrificere jernbanen i Danmark og realisere timemodellen, så transporttiden mellem Danmarks største byer højest bliver én time.Foto: Colourbox
Morten ØyenHjalte T. H. Kragesteen

De manglede olieindtægter til Togfonden skal hentes fra den såkaldte trafikmilliard.

Fakta
Togfonden

På baggrund af Nordsøudvalgets rapport besluttede S-SF-R-regeringen, DF og Enhedslisten i 2013 at ændre beskatningsreglerne for olieselskaberne i Nordsøen. Partierne besluttede at øremærke pengene til investeringer i kollektiv trafik ved at etablere Togfonden DK, der skal elektrificere jernbanenettet og realisere timemodelen, der sikrer, at transporttiden mellem Danmarks største byer - København-Odense-Aarhus-Aalborg - bliver én time.

Det foreslår Radikale, som samtidig afviser idéen om, at nogle af projekterne i Togfonden bliver udskudt på grund af manglende olieindtægter. Konkret vil partiet fra 2020-2042 reservere en halv milliard kroner om året fra trafikmilliarden til at lappe hullet i Togfonden.

”Den her storkonflikt omkring Togfondens finansiering kan løses relativt nemt. Hvis du lægger en ekstra buffer ind på 11 milliarder kroner, så bør man ikke stille spørgsmålstegn om finansieringen mere,” siger Radikales transportordfører, Andreas Steenberg.

Aftalen om Togfonden blev indgået under den tidligere regering mellem rød blok og Dansk Folkeparti, som aftalte at udrulle den såkaldte timemodel og elektrificere jernbanenettet for 23 milliarder kroner med nye skatteindtægter fra Nordsøen.

Hvis vi skal opnå noget i forhold til klimaet og i forhold til forbedringer for passagererne, så skal togfonden udrulles så hurtigt som muligt.

Andreas Steenberg (R)
Transportordfører

Forligskredsen bag trafikmilliarden består af samme gruppe af partier. Trafikmilliarden er den populære betegnelse for forliget om ”Bedre og billigere kollektiv trafik,” som skal sikre en årlig pulje til kollektiv trafik. En halv milliard til billigere billetter og en halv milliard til nye investeringer. Det er de årlige 500 millioner til investeringer, som Radikale i stedet vil reservere som en buffer i Togfonden.

Spørgsmålet om finansieringen bag Togfonden fik i denne uge ny næring, efter at finans.dk beskrev en lækket udvalgsrapport om, at staten risikerer at gå glip af yderligere olieindtægter for et tocifret milliardbeløb. Det vækker bekymring hos forligspatierne, der til finans.dk krævede, at regeringen indkalder til forhandlinger.

Ifølge Andreas Steenberg er det Radikale forslag et lille kinderæg:

Det vil kunne få enderne i forligskredsen til at mødes. Det bør kunne få regeringen til at tilslutte begge forlig, som Venstre nu står uden for, og samtidig vil man undgå, at dele af Togfonden skal udskydes på grund af de manglende indtægter fra Nordsøen.

”Hvis vi skal opnå noget i forhold til klimaet og i forhold til forbedringer for passagererne, så skal togfonden udrulles så hurtigt som muligt,” siger Andreas Steenberg.

0:000:00