"Uacceptabelt" og "greenwashing": Udspil til finanslov skuffer

FINANSLOV: Der mangler nye penge til klima og natur, lyder den gennemgående kritik fra støttepartier og grønne organisationer, efter at Nicolai Wammen (S) har fremlagt regeringens udspil til næste års finanslov.

Hverken SF eller Enhedslisten er begejstret for S-regeringens grønne tiltag på finansloven. 
Hverken SF eller Enhedslisten er begejstret for S-regeringens grønne tiltag på finansloven. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenKristine KorsgaardAndreas Arp

Regeringens udspil til næste års finanslov mangler grønne ambitioner.

Sådan lyder det fra både SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet, der ikke stiller sig tilfreds med de i alt 2,1 milliarder kroner, regeringen har sat af til grønne tiltag i sit udspil til en finanslov for 2020.

"Det er skuffende, at regeringen – efter verdens mest ambitiøse klimamålsætning – ikke har sat flere nye penge af til klima og grøn omstilling, men hovedsageligt flytter rundt mellem eksisterende puljer og rammer. Det er afgørende, at vi sætter ind nu!" skriver eksempelvis finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) på Twitter.

"Den første finanslov skal kunne mærkes på velfærden og måles på klimaregnskabet. Der skal være penge til minimumsnormeringer, sengepladser i psykiatrien og den grønne omstilling. Det vil ikke blive virkeligheden med det forslag, regeringen har fremlagt, og det er selvfølgelig uacceptabelt for Enhedslisten," supplerer Pernille Skipper (EL) i en pressemeddelelse.

"En tynd kop te"
Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, krævede på sit partis landsmøde tidligere på måneden danmarkshistoriens grønneste finanslov.

Partiet kalder dog dele af regeringens udspil for "greenwashing":

"Det er et afsæt, men det mangler ambitioner i forhold til den grønne omstilling. Det er primært omfordeling og greenwashing. Resten er jo sådan set bare, at ministerier skal se, om de kan gøre noget af det, de allerede gør, lidt grønnere. Det er simpelthen ikke nok,” siger politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen (R) til Altinget. 

Også Alternativets politiske ordfører er skuffet.

”Jeg ville ønske, at man langt klarere kunne se, at Danmark har fået en ny regering. Finanslovsforslaget er med grønne briller en tynd kop te, der ikke svarer ambitiøst nok på hverken klimakrisen eller tabet af naturens mangfoldighed," siger Rasmus Nordqvist (ALT) i en pressemeddelelse.

Dokumentation

Her er regeringens grønne tiltag på finansloven 

Tiltag Pris*
Grøn omprioritering inden for erhvervs- og eksportindsatser 60
Grøn prioritering inden for forskning (eksklusiv grøn forskningsmilliard) 50
Øvrig grøn omprioritering 10
Ny grøn forskningsmilliard 1000
Lav proces-elafgift til opladning af el- og plugin-hybridbiler (mindre provenu) 30
Nye grønne prioriteringer i udviklingsbistanden 600
Et grønnere landdistriktsprogram 350
I alt 2100

*I millioner kroner i 2020

Kilde: Regeringens Finanslovforslag for 2020.










0:000:00