Udflyttede nævn får millioner til at nedbringe sagspukler

FINANSLOV: Regeringen og Dansk Folkeparti afsætter 120 millioner kroner i alt over fire år til at nedbringe stigende sagsbehandlingstider i blandt andet Erstatningsnævnet og flere klageinstanser under Nævnenes Hus. 

Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen fortæller, at partiet særligt har kæmpet for midler til at få nedbragt sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet.
Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen fortæller, at partiet særligt har kæmpet for midler til at få nedbragt sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Sine Riis Lund

Voldsofre, landmænd og borgere med arbejdsskader venter stadig længere på at få afgjort deres sager.

Stigende sagsbehandlingstider på sager om erstatning, arbejdsskader, natur, miljø, landbrug, fødevarer, fiskeri og planområdet får nu regeringen til at afsætte 120 millioner kroner over fire år til at nedbringe sagspuklerne.

Det fremgår af finansloven for 2019.

"Vi har set sagsbehandlingstider, der tager alt, alt for lang tid. Nu taler vi om meget forskellige typer sager, men folk står jo i et vakuum, som kan betyde rigtig meget. Så der er kun vindere, hvis vi kan få hurtigere sagsbehandlingstider, faktisk ligegyldigt om sagen falder ud til borgerens fordel eller ulempe," siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Det er jo helt utåleligt, at sagsbehandlingstiden er så lang, fordi det har store økonomiske konsekvenser for de mennesker, som det drejer sig om.

Mona Striib
Forbundsformand, FOA

Forventeligt med et dyk
De 120 millioner kroner skal fordeles til blandt andre Erstatningsnævnet og en række nævn under Nævnenes Hus, hvor en fællesnævner er, at de var en del af regeringens første udflytningsrunde besluttet tilbage i oktober 2015.

De stigende sagsbehandlingstider overrasker ikke René Christensen, der stadig mener, at det var det rigtige at udflytte institutionerne.

Det er min forventning, at vi med en ekstraordinær indsats her og nu kan være med til at fastholde lave sagsbehandlingstider i Nævnenes Hus fremadrettet.

Rasmus Jarlov (K)
Erhvervsminister

"Der bliver altid et vakuum i en kort periode, når man laver udflytning, så det fortryder vi ikke, og det hører også med, at der har været en udvikling, hvor der er kommet flere sager," siger han, og tilføjer:

"Vi sidder jo heller ikke bare på hænderne. Vi gør noget, og nu gælder det så om at få rekrutteret nogle dygtige medarbejdere," siger René Christensen.

Voldsofre høj prioritet
Han skønner i meget runde tal, at pengene vil række til omkring 60 årsværk.

0:000:00