Vælgerne: Ny regering er ikke blevet grønnere

MÅLING: De færreste vælgere forventer, at den nye VLAK-regering vil være mere ambitiøs på det grønne område, end Venstre-regeringen var. 28 procent regner tværtimod med lavere ambitioner. Det viser ny måling.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Amalie Bjerre Christensen

Den nye trekløver-regering har skruet op for de grønne ambitioner, lød det fra Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, da den nye regering præsenterede sit regeringsgrundlag.

Men det er tilsyneladende ikke sivet ind hos vælgerne, viser en ny måling, som Norstat har foretaget for Altinget.

Her svarer blot 13 procent af de adspurgte, at de forventer, at regeringen vil have større ambitioner på det grønne område, end den tidligere V-regering havde.

37 procent af de adspurgte regner med, at VLAK-regeringen vil fortsætte den linje, som V-regeringen havde på det grønne område, mens 28 procent forventer, at den nye regering vil neddrosle de grønne ambitioner. 22 procent har svaret ’ved ikke’.

Fakta
Fakta om målingen
I en måling foretaget på Norstat Danmarks internetpanel for Altinget er 1003 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen blevet spurgt om følgende:

Den tidligere Venstre regering er nu erstattet af en treparti-regering mellem Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Hvad er din forventning til den nye regering på det grønne område?

Svarmulighederne var:
  • Den nye regering vil være mere ambitiøs på det grønne område
  • Den nye regering vil fortsætte samme linje som V-regeringen
  • Den nye regering vil neddrosle ambitionerne på det grønne område
  • Ved ikke
Data er vægtet efter køn, alder, region, uddannelse og Altingets politiske index.
Svarene er indsamlet i perioden 1. december til 4. december 2016.  

Konservativt krav
Målingen kommer i kølvandet på præsentationen af VLAK-regeringens regeringsgrundlag.

Forud for regeringsgrundlagets tilblivelse var det et krav fra Konservative, at der skulle grønne tiltag på bordet, hvis de skulle gå i regering.

Ifølge partiets miljø- og klimaordfører, Mette Abildgaard, har trekløver-regeringen også fået større ambitioner på det grønne område, end den tidligere Venstre-regering havde.

”Regeringsgrundlaget beviser, at den her regering vil noget fundamentalt andet på det grønne område, end den tidligere regering ville. Jeg håber, når man laver den samme undersøgelse om et år eller to, at vi vil ligge højere, fordi danskerne så har set de her ting blive realiseret,” siger Mette Abildgaard (K).

Hun henviser blandt andet til to naturgenopretningsprojekter, naturmål og en opdatering af den danske naturkanon samt regeringens mål om, at mindst 50 procent af Danmarks energibehov skal være dækket af vedvarende energi i 2030.

Et energitiltag, som ifølge klima- og energiminister, Lars Chr. Lilleholt (V), viser, at den nye regering har skruet op for det grønne ambitionsniveau.

Mette Abildgaard mener, at målingen viser et rum for den nye regering til at bevise sine grønne ambitioner for danskerne:

”Jeg tror i virkeligheden, at danskerne har en naturlig sund skepsis. De skal se tingene ske, før de tror på det. Og de vil se os levere resultaterne, før de giver os belønning for det. Det synes jeg egentlig er en meget sund indstilling til tingene.”

Politikken bliver ikke mere sort
Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, er det bemærkelsesværdigt, at 28 procent af de adspurgte forventer, at trekløver-regeringen vil have lavere ambitioner end den tidligere.

"Det er lidt overraskende, at holdningen til den nye regerings grønne politik er så negativ. Der er trods alt ingen grund til at tro, at politikken vil blive mere sort nu end under den rene Venstre-regering. Men tallene viser, hvor svagt blå blok står på det grønne område," siger Erik Holstein.

Men den nuværende regering vil dog formentlig få flere grønne nuancer, mener Erik Holstein. Han ser dog begrænsninger i Konservatives reelle indflydelse:

"Realistisk set kan man forvente, at politikken på afgrænsede områder bliver lidt mere grøn, fordi Konservative nu er med i regeringen. Det ser man især på klimaområdet, hvor man vil dække mindst 50 procent af det danske energibehov med vedvarende energi allerede i 2030. Men landbruget vil være fredet. I konflikten mellem landbrug og miljø vil Konservative ikke få et ben til jorden."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00