Valgblog #6: Her er FV19’s store paradoks: Klimaet er nummer et, Elbæk er nummer sidst

I mandags tikkede vores store undersøgelse af vælgernes dagsorden ind.

Den lavede jeg for øvrigt en valgpodcast om med vores politiske kommentator, Erik Holstein.

Nå, men undersøgelsen viste flere interessante ting:

Ud af top-fire (klima, sundhed, udlændinge og socialområdet) fører en potentiel S-regering på tre. Eneste undtagelse er udlændingeemnet, som de borgerlige ovenikøbet ikke fører stort på. Den dynamik har jeg skrevet om her og her – og lige nu er valgets grundfortælling ved at centrere sig om, at de borgerlige ikke bare taber, men kollapser.

På den anden side er isplakaten en ufrivillig kommentar til partiets egen situation her små fire år efter, man tog alt og alle på sengen ved FV15: Med tiden er det meste smeltet bort.

Men mens nekrologerne udstedes på forhånd, og Løkke Rasmussen dermed udnævnes til en slags statsminister-zombie, er der andre ting at dvæle ved. Alternativet for eksempel.

Lige nu ligger partiet i ly af den borgerlige krisefortælling, men når man tænker over det, må partiets ledelse være noget nær grådens rand.

Klimakonsensus er kun en del af forklaringen
For når klima ligger så suverænt i toppen af vælgernes dagsorden, hvorfor har Alternativet så så dårlige meningsmålinger? I det vægtede gennemsnit, vi kan præsentere i dag på Altinget, er Alternativet med 3,6 procent af stemmerne næstmindst af de partier, der lige nu er på Christiansborg. Kun LA ligger marginalt dårligere (3,4 procent).

Og hvad betyder det for partiets fremtid, hvis man i netop dette valg ikke bare ikke kan mønstre mærkbar fremgang, men står til en markant tilbagegang fra de 4,8 procent man fik ved FV15? 

Almindelig politisk kampagnelogik tilsiger ellers, at hvis det emne, et parti står stærkest på, står højest på vælgernes ønskeliste til politikerne, så får man fremgang. Tænk DF i FV01 og i FV15.

En del af forklaringen handler selvfølgelig om, at alle partier – måske DF og Nye Borgerlige undtaget – er blevet grønne (om end det måske ikke er tilstrækkeligt). Og som tidligere partisekretær i Socialdemokratiet Lars Midtiby skrev her på Altinget, betyder konsensus manglende konflikt, og manglende konflikt betyder udebleven politisering – og udebleven politisering betyder svag vælgermobilisering.

Et andet element er, at partiet på tinge er blevet fanget i en perlerække af sager, hvor pressen og politiske modstandere kunne udmåle afstanden mellem partiets ord og politikernes handling – dykkerrejser, kontorindretning, dårlig organisationskultur, og hvad har vi.  

Elbæks selverkendelse
Men når alt det er sagt, så må det give anledning til dyb og kritisk selvransagelse i partiet om partiet – også om ledelsens kompetence – at man ved netop dette valg med netop denne tidsånd sandsynligvis ender som det mindste eller næstmindste parti i Folketinget.

Sidste år sagde Uffe Elbæk til Altinget, at partiets og hans vanskeligheder handlede om, at den "energi, der skal til for at starte noget, ikke er den energi, der skal til for at fortsætte noget".

Måske den selvindsigt kunne danne grundlag for en kritisk debat om partiets fremtid? For der er en afgrund mellem mobilisering i en kampagne og parlamentarisk tæft og indflydelse. Er det følelsesmæssige engagement det eneste, man har, løber man hurtigt sur i det.  

I weekenden fik Alternativet ros fra frænder og modstandere for deres valgplakat af is, der drypvis svandt ind til ingenting i majsolen. På den ene side et effektivt stykke kommunikation af nødvendigheden af den grønne omstilling.

På den anden side er isplakaten en ufrivillig kommentar til partiets egen situation her små fire år efter, man tog alt og alle på sengen ved FV15: Med tiden er det meste smeltet bort.