Apokalyptisk klimabog hjælper os ikke med at holde hovedet koldt

Vi lever i en tid, hvor vi ikke bare må bøvle med vand i kælderen, men også fremtidsudsigter, der virker mere dystre, for hver gang vi tænder for radioen.

Vi hører om klimaangst og miljøsorg. Det er vores fremtid, der hvælver sig op i horisonten og indhyller os i et mørke, der er et forvarsel ikke blot om vores egen død, men klodens. Skyggen er måske snarere et strejf af erkendelse. Sådan fremtræder det i hvert fald i David Wallace-Wells' internationale bestseller 'Den ubebodelige klode – en historie om vores fremtid', der nu foreligger på dansk.

Men der er håb. Det insisterer bogen i hvert fald på, men som læser sidder man alligevel tilbage med en klar fornemmelse af, at en eventuel udfrielse fra undergangsangsten gennem dette håb ville kræve så massive samfundsmæssige omvæltninger, at håbet selv synes hinsides håbet.

Ud fra en alt andet lige betragtning er vi fortabte.

Klimaapokalypse
'Den ubeboelige klode' er først og fremmest (endnu en) klimaapokalypse. Den adskiller sig imidlertid fra for eksempel Greta Thunbergs primale vredesvræl ved at bygge på grundig research, som på en gang gør det umuligt at afvise bogen med et selvsikkert håndkantsslag og samtidig gør den skitserede fremtid langt mere konkret – og skræmmende.

Problemet er, at Wallace-Wells ikke beskriver vores sandsynlige fremtid, men noget, der ligner et worst-case-scenario, der så fremstilles som en art middelvej ved at blive stillet over for endnu værre dommedagsfremskrivninger.

Christian Egander Skov
Historiker

Wallace-Wells påpeger således meget rigtigt, at det faktisk kan være meget vanskeligt at forholde sig til vores mørke fremtid. Tag det mest gængse billede, der knytter sig til rapporterne om klimaforandringerne: det, hvor vi får at vide, at nu vil vandet stige så og så meget. Her reagerer man måske blot med en vis lettelse over ikke at bo ved kysten.

Men konsekvenserne, som bogen udpensler, er alvorligere. Ved otte graders varmestigning i 2100 (den øvre ende af sandsynlighedsscenariet, hvis alt fortsætter som nu) vil havene ”svulme tres meter højere, og to tredjedele af verdens storbyer ville blive oversvømmet”, landbrugsområderne i det meste af verden vil ikke være i stand til at producere fødevarer. Sult, tørke, skovbrande og ødelæggelse af uhyre værdier ville blive følgen.

I en verden, hvor befolkningstallet stiger, samtidig med at vi ikke længere kan producere tilstrækkeligt med fødevarer, vil mennesker drives på flugt. Op imod en milliard klimaflygtninge kan vi stå med. Politiske systemer vil blive destabiliseret. De rige lande vil klare sig bedre end de fattige – i første omgang, men ingen vil blive forskånet.

Økonomien vil bryde sammen. I 2100 vil den opvarmede verden have 20 procent mindre produktion end en uopvarmet. I en vis forstand kender vi sangen, men her drejer det sig ikke om dommedagsbilleder ekstrapoleret fra klimamoralisternes fantasi, men præsenteres ved henvisning til en lang række forskningsresultater.

Det er naturligvis tilfældet, at man må se virkeligheden i øjnene, hvis man står over for katastrofen. Men det er et uoverstigeligt problem for denne bog, at den havner i en position, der kun kan beskrives som alarmisme.

"Fejlbehæftet alarmisme"
'Den ubeboelige klode' udkom oprindeligt – i noget kortere form – som en artikel i The New York Magazine i 2017, hvor den straks fremkaldte stor begejstring. Derfor blev det til en bog. Desværre for Wallace-Wells deltes denne begejstring ikke af en lang række fremtrædende klimaforskere, der i samme tidsskrift angreb artiklen med fakta.

Her drejede det sig vel at mærke om klimaforskere som for eksempel Michael Mann, der befinder sig dybt inde i den videnskabelige konsensus om global opvarmning. Samlet set blev Wallace-Wells' artikel beskrevet med adjektiver som ”fejlbehæftet”, ”uunderbygget”, ”hyperbolisk” og ”alarmistisk”.

For en analyse, som på overfladen udmærker sig ved at være godt researchet, burde det være en ødelæggende kritik. Men åbenbart ikke en, der i vores politiske klima maner til større eftertanke eller forhindrer, at en problematisk artikel udvides til en problematisk bog.

Problemet er, at Wallace-Wells ikke beskriver vores sandsynlige fremtid, men noget, der ligner et worst-case-scenario, der så fremstilles som en art middelvej ved at blive stillet over for endnu værre dommedagsfremskrivninger.

Og ligesom Wallace-Wells placerer sig i den ekstreme udkant af den videnskabelige konsensus om global opvarmning, går han også gladeligt på strandhugst i alarmistiske analyser inden for for eksempel økonomi, når han vil redegøre for de bredere samfundsmæssige konsekvenser.

Her bliver venstrefløjsaktivisten Naomi Kleins polemiske bog 'Chokdoktrinen' til en gyldig kilde til at forstå økonomiske sammenhænge. Diskrediterede neo-malthusianske kæpheste trækkes af stalden i en klassisk venstreorienteret kapitalismekritik, og enkeltstudier, der fremhæver de potentielle omkostninger ved klimaforandringerne som langt højere end IPCC's skøn, står uimodsagte.

Der er mennesker, der forsvarer denne alarmistiske tilgang på grund af dens evne til at mobilisere til politisk handling. Wallace-Wells fremlægger selv et sådant defensorat for sin metode. Og det er vel sandt, at propaganda er i stand til at opvigle, skabe bevidsthed om, at vi må gøre noget.

Men ret beset handler det jo ikke om at gøre noget, men om at gøre det rigtige, det vil sige kombinere en politik, der fastholder vækst og forbedring af menneskelige levevilkår, med en politik, der sikrer teknologibaseret grøn omstilling og lindring af de skader, der vil opstå, når temperaturen stiger. Varmblodet alarmisme hjælper os ikke med at holde hovedet koldt.

David Wallace-Wells: 'Den ubeboelige klode. Historien om vores fremtid', 311 sider, Forlaget Klim 

-----

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.