Venstre åbner for at producere flere fødevarer på mindre plads: ”Hvis det kan lade sig gøre, vil det være fornuftigt”

Det er ”oplagt” at forestille sig, at landbruget i fremtiden fylder mindre, men til gengæld producerer mere på arealerne, mener Venstre. Partiet ser desuden ingen modsætning mellem naturen og landbruget og ønsker sig mere national planlægning af landskabet.

Venstres Troels Lund Poulsen mener, det vil være "fornuftigt", hvis man i fremtiden kan producerer flere fødevarer på mindre plads.
Venstres Troels Lund Poulsen mener, det vil være "fornuftigt", hvis man i fremtiden kan producerer flere fødevarer på mindre plads.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Danmark skal blive ved med at producere mange fødevarer, men det kan sagtens tænkes, at det bliver på mindre plads, end landbruget optager i dag.

Sådan lyder det fra Venstre.

Det er klart, at der vil blive taget landbrugsjord ud af drift. Det kommer man ikke udenom.

Troels Lund Poulsen (V)
Finansordfører

”Med tanke på landbrugets miljøbelastning vil det være oplagt at diskutere en sådan model. Hvis det kan lade sig gøre, vil det være fornuftigt,” siger finansordfører Troels Lund Poulsen (V).

På nuværende tidspunkt har Venstre dog ikke konkrete planer om at tage flere landbrugsarealer ud af drift end dem, der allerede er aftalt med den seneste landbrugsaftale, understreger han.

”Vores udgangspunkt lige nu er at levere på den landbrugsaftale, som vi lavede sidste år, og som løber frem til 2030,” siger V-profilen.

Idéen om at reducere landbrugets størrelse, men til gengæld øge produktiviteten på de tilbageværende arealer har også været fremført af professor og leder på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen.

Landbruget optager aktuelt 60 procent af det danske landareal, og hvis Danmark skal nå klima- og miljømålene, er det nødvendigt at tage cirka 300.000 hektar landbrugsjord ud af drift, vurderer professoren.

Samtidig bør Danmark dog forsøge at imødekomme den stigende globale efterspørgsel på fødevarer og udnytte, at fødevareproduktionen ikke trues så hårdt af klimaforandringerne som i andre lande, lyder argumentet.

0:000:00