Venstre går i rette med udtalelse fra ordfører: Vi vil ikke slække på klimaambitioner for at blive fri for russisk gas

Der skal ikke nedjusteres på klimaambitioner for at gøre os uafhængige af russisk gas, fastslår Venstres politiske ordfører. Meldingen kommer, efter at partiets energiordfører i Altinget åbnede for at gøre netop det "i en periode".

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Venstre vil ikke gå på kompromis med Danmarks klimaambitioner for at blive uafhængige af russisk gas.

Det slår partiets politiske ordfører, Sophie Løhde (V), fast.

Meldingen kommer, efter at partiets energiordfører, Carsten Kissmeyer (V), i Altinget har udtalt, at “hvis de muligheder, vi har på den korte bane, er i konflikt med vores klimamål, så er det min personlige holdning, at vi må se bort fra det i en periode".

"Venstre vil ikke slække på klimaambitionerne hverken på kort eller lang sigt. Ruslands uhyrlige invasion af Ukraine har bare understreget behovet for at gøre os uafhængige af russisk gas og sætte endnu mere tryk på den grønne omstilling," udtaler Sophie Løhde til Altinget.

I en besked til Altinget understreger Carsten Kissmeyer, at han ikke mener, man bør sætte klimaambitioner på bagsædet for at blive uafhængige af russisk gas. Han forklarer, at hvis det er sagt på den måde, har han udtrykt sig forkert.

I beskeden påpeger han, at den nuværende situation kan være med til at accelerere arbejdet med grøn omstilling på lang sigt, og at Venstre fortsat fastholder 2025 og 2030 målet om reduktion af drivhusgasser.

Læs også

Enighed om stop af russisk gas

Der er bred enighed blandt Folketingets partier om, at importen af russisk gas til Danmark skal begrænses. Det er dog ikke alle partier, der er enige om, hvordan man skal erstatte den energi, vi på nuværende tidspunkt får fra Rusland.

Mens Dansk Folkeparti har luftet idéen om at blive mere selvforsynende gennem den olie og gas, der kan findes i Nordsøen, mener Enhedslisten, at det er en mulighed for at sætte tryk på den grønne omstilling.

"Det er et kæmpe politisk ansvar at sikre, at der kommer en ekstremt hurtig opbygning af grønne energikilder, så vi kan blive selvforsynende, og at man kompenserer for prisstigningerne," siger Eva Flyvholm, der er udenrigsordfører for Enhedslisten, til Berlingske.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00