Debat

Verdens Skove: Det er både nødvendigt og realistisk at udfase biomasse

REPLIK: Det pynter kun på Danmarks klimaregnskab at fortsætte afbrænding af biomasse, men giver ikke nogen reel grøn effekt. Derfor skal den udfases nu, og det er bestemt muligt, skriver Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem i Verdens Skove

Det er ikke realistisk at lukke alle biomasseværker med det samme, men det er nødvendigt at udfase brugen, mener Verdens Skove.
Det er ikke realistisk at lukke alle biomasseværker med det samme, men det er nødvendigt at udfase brugen, mener Verdens Skove.Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Andreas Petersen,
bestyrelsesmedlem i Verdens Skove

”Uden biomasse når vi slet ikke de danske klimamål”, skriver direktør Lars Gullev fra Veks (Vestegnens Kraftvarmeselskab) og opfordrer til realisme i debatten om fremtidens energiforsyning.

Som efterhånden påpeget til overmål af forskere og grønne NGO’er som Verdens Skove er biomassen ikke det columbusæg for dansk klimapolitik, som mange tidligere troede.
Det pynter tilsyneladende på Danmarks klimaregnskab at brænde biomasse, men den reelle ”her-og-nu-udledning” af CO2 i atmosfæren fra danske biomasseværker forsvinder ikke på grund af en politisk beslutning om at kalde biomasse for en “grøn” og “klimavenlig” energikilde.

Verdens Skove mener, at Danmarks klimapolitik ikke kun bør handle om at nå klimamål på papiret, men om at reducere den faktiske udledning af CO2 til atmosfæren. Og hvis det reelle udslip af CO2 skal nedsættes, er det livsnødvendigt at tage livtag med dansk biomasseforbrug.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Politisk usikkerhed eller endeløse bagudskuende debatter om biomasse er ingen dog tjent med. Lad os derfor kigge fremad.

Et energipolitisk sceneskift
Det er glædeligt, at Veks er åben for strammere krav end den eksisterende brancheaftale om biomasse. En biomasselov med langt strammere krav til klima og biodiversitet er en vigtig brik i puslespillet, men det er ikke nok. Skrappere bæredygtighedskrav alene gør desværre ikke biomassen grøn.

Det pynter tilsyneladende på Danmarks klimaregnskab at brænde biomasse, men den reelle ”her-og-nu-udledning” af CO2 i atmosfæren fra danske biomasseværker forsvinder ikke på grund af en politisk beslutning om at kalde biomasse for en “grøn” og “klimavenlig” energikilde.

Andreas Petersen
Bestyrelsesmedlem, Verdens Skove

Det opskruede og globalt set ikke-bæredygtige danske forbrug af biomasse må samlet set reduceres.

Veks har ret i, at energipolitikken bør være realistisk. Verdens Skove foreslår heller ikke, at alle danske biomasse-værker lukkes i morgen.

Tiden er dog kommet til at indlede et energipolitisk sceneskift, så biomassens hovedrolle i dansk energi forhåbentligt kan reduceres til en birolle i løbet af få år. Tidsefterslæbet i dansk energiforsyning er stort på grund af de ofte betydelige investeringer i sektoren. En kontrolleret udfasning af træbaseret biomasse må derfor startes nu – ikke i morgen.

Biomasse forlænges, alternativer fortrænges
Men biomassens indtog fortsætter desværre. Lige nu planlægges eller bygges stadig nye flisværker i Danmark som i Faxe, Horsens, Skive og Tønder. For hvert nyt flisværk forlænges biomassens levetid i dansk energi, og klimavenlige alternativer som varmepumper, sol og vind fortrænges. 

Veks får det næsten til at lyde, som om der ikke foreligger alternativer. Men både Aalborg, Esbjerg og Odense har taget spændende initiativer i retning af, hvordan fremtidens varmeforsyning kan se ud – med ingen eller kun begrænset brug af biomasse. 

Verdens Skove foreslår et stop for nye værker og konkrete mål for lukning af eksisterende værker, mens nye teknologier som varmepumper gradvis indfases. Desuden bør det sikres, at overskudsvarmen udnyttes langt bedre end i dag. Verdens Skove mener, at en generel klima-afgift på al biomasse vil sikre ensartede regler for alle aktører, og give branchen et stærkt incitament til at finde klimavenlige alternativer.

Bolden er nu sendt videre til klimaminister Dan Jørgensen. Han bør gribe den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00