Vestager: Ny EU-Kommission skal fremsætte forslag om grønt BNP-mål

FOLKEMØDE: Der er behov for, at alle EU's medlemslande får et grønt BNP, der måler, hvordan jordens ressourcer bliver brugt. Det mener den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager.

EU-Kommissionen skal fremsætte et forslag om et grønt bruttonationalprodukt, som kaster lys over, hvad vores forbrug af jordens ressourcer har af omkostninger og gevinster for klimaet og miljøet.

Det siger EU-konkurrencekommissær og kandidat til formand for EU-Kommissionen, Margrethe Vestager.

"Vi betaler ikke for de skadevirkninger, der er ved fossile brændstoffer. Og vi honorerer ikke de fordele, der er ved vedvarende energi," siger Margrethe Vestager og tilføjer:

"Det er en af grundene til, at det vil være godt at have et grønt BNP-mål, så vi får en anden fornemmelse af vores ressourcebalancer og rent faktisk kan måle, hvad vi har med at gøre."

Da Margrethe Vestager var økonomi- og indenrigsminister, blev der sat et arbejde i gang for at lave et grønt nationalregnskab i Danmark.

Men i 2017 valgte VLAK-regeringen at droppe det grønne nationalregnskab, som rigsstatistiker Jørgen Elmeskov har kaldt "den hotteste opfindelse siden skiveskåret brød". Det betyder, at Danmarks Statistik ikke længere opdaterer den grønne databank, som det ellers havde kostet 4,5 millioner at etablere.

Men Margrethe Vestager mener, at det grønne nationalregnskab skal genoplives. Med støtte fra Carlsbergfondet er arbejdet med at lave et udarbejde et grønt BNP-mål fortsat med tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen for forskningen og udviklingen.

Arbejdet giver bedst mening på EU-niveau
Det er det arbejde, som Margrethe Vestager vil tage fat i på EU-niveau.

"Det giver meget bedre mening at gøre det på europæisk niveau end på landeniveau, for vi handler så meget med hinanden, at hvis man vil have et overblik over materialestrømmene og ressourcetrækket, så skal man op i europæisk skala," siger Margrethe Vestager.

Og forslaget om at lave et grønt BNP-mål kan muligvis blive fremsat af den nye EU-Kommission, som snart vil blive sammensat, og som Margrethe Vestager kandiderer til at blive formand for.

"Det tror jeg sagtens, man kan forestille sig," siger hun.

Vestagers fremtidsplaner
Udmeldingen om at grønt BNP-mål på europæisk plan kom fra Margrethe Vestager, da hun fredag morgen blev interviewet af Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, på Folkemødet i Allinge. Her kom de også ind på Margrethe Vestagers fremtidige karrieremuligheder.

For nylig meldte den populære EU-kommissær sit kandidatur til at overtage efter Jean-Claude Juncker i spidsen for EU-Kommissionen. Men om hun også fortsat vil være EU-kommissær, selv hvis det glipper med formandsposten, kunne hun ikke give et klart svar på.

"Noget skal jeg jo lave, hvis ikke jeg får jobbet," sagde Margrethe Vestager og tilføjede:

"Hvis alle mennesker, der risikerede at stå i ledighed, fik den samme opmærksomhed, som jeg har fået, så tror jeg, vi vil være et andet sted med hele spørgsmålet om arbejdsformidling. Nu må vi håbe, at stats- og regeringscheferne får løst personale-spørgsmålet hurtigst muligt, og så må vi se, hvad der sker."

Forrige artikel Elbilerne kommer: Her er tre aktørers bud på hvordan Elbilerne kommer: Her er tre aktørers bud på hvordan Næste artikel Her er virksom­hedernes forslag til en ny, grøn grundlov Her er virksom­hedernes forslag til en ny, grøn grundlov
Care: Klimatrusler kræver fem milliarder kroner om året

Care: Klimatrusler kræver fem milliarder kroner om året

KLIMATRUSLER: Regeringen og støttepartierne slås om, hvorvidt 600 millioner kroner til klimabistand skal tages fra puljen til udviklingsbistand eller ej, men det beløb slår slet ikke til, hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen, siger Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær i den grønne hjælpeorganisation Care, på baggrund af en ny rapport.