”Vi har alle muligheder for at blive det sted, verdens grønne iværksættere kigger hen og vil til”

INTERVIEW: Det står i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier, men hvad menes der med, at Danmark skal være "kendt som grønt iværksætterland"? Og hvad skal der til? Radikales Ida Auken giver sit bud.

Danmark skal være "kendt som grøn iværksætterland", hedder det i forståelsespapiret. Ifølge Radikales Ida Auken kræver det, at iværksættere med grønne teknologier inden for energi, vand og fødevarer hjælpes med en første tidlig investering og mulighed for at afprøve nye teknologier. 
Danmark skal være "kendt som grøn iværksætterland", hedder det i forståelsespapiret. Ifølge Radikales Ida Auken kræver det, at iværksættere med grønne teknologier inden for energi, vand og fødevarer hjælpes med en første tidlig investering og mulighed for at afprøve nye teknologier. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Kan Danmark overhovedet gøre en forskel for klimaet?

Fakta
Danmark som grøn startup-nation

Ifølge Radikales Ida Auken går det ud på at sikre iværksættere med grønne teknologier inden for energi, vand og fødevarer en første tidlig investering og mulighed for at afprøve nye teknologier. Hun har selv 11 bud på, hvordan det skal ske. 

1. Udvikle og enes om visionen om at gøre Danmark til verdens grønneste nation.
2. Der skal tænkes nyt om brugen af offentlige midler.
3. Danmarks eksportindsats skal være tovejs. 
4. Danmark skal have en one stop og et fast track for virksomheder, der gerne vil afprøve teknologier i Danmark.
5. Kommuner, regioner og stat skal definere deres problemer. En ny organisation skal så udbyde problemet og invitere startups til at komme med løsninger.
6. Offentlige fonde som Vækstfonden, Innovationsfonden m.fl. skal have mulighed for at samarbejde med offentlige myndigheder, der vil kunne give tilladelse til at afprøve nye teknologier. 
7. Der skal indledes et samarbejde med private fonde, der ønsker at understøtte denne udvikling.
8. Det danske startup-miljø skal se sig selv som en del af denne bevægelse.
9. Danske universiteter og vidensinstitutioner skal spille ind og være med til at tiltrække talent til danske vidensmiljøer.
10. Udlændingeservice skal sikre, at det er let at komme til Danmark som grøn iværksætter, og at virksomheder og universiteter har let ved at rekruttere talentfulde mennesker til Danmark.
11. Danske investorer skal inddrages og involveres i at sikre, at Danmark bliver et interessant land for grønne investorer at komme til for at finde nye teknologier at investere i.

Kilde: Radikale

Spørgsmålet er relevant nok, når nu politikerne har linet nationale klimamål op, der er så ambitiøse, at de slet ikke ved, hvordan målene skal nås.

Selv hvis alt i kongeriget blev lukket ned i morgen, ville det ikke for alvor slå ud i de globale udledninger af drivhusgasser. Så hvad er pointen?

Ifølge Ida Auken (R) kan en ny vision gøre det mere klart. En fortælling om Danmark som grøn startup-nation.

Der skal tænkes helt nyt om brugen af offentlige indkøb. Det skal være langt mere eksperimenterende.

Ida Auken (R)
Klimaordfører

Og det er så heldigt, at den allerede er omtalt i det forståelsespapir, Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten blev enige om forud for dannelsen af S-regeringen.

”Danmark skal være kendt som et grønt iværksætterland,” står der midt på side tre i forståelsespapiret. Og lige inden:

Vi har brug for, at resten af verden bliver inspireret og gør noget. Ifølge FN har vi kun 11 år til at løse klimaproblemerne. Ved at vise, at det kan lade sig gøre, er vi med til at skubbe andre i verden.

Ida Auken (R)
Klimaordfører

”Verdensmarkedet for grøn omstilling bliver kun større. For at nå målet om at begrænse temperaturstigningerne, skal verdenssamfundet de næste 11 år investere svimlende 90.000 milliarder kroner i den grønne omstilling. Det er en unik mulighed for dansk erhvervsliv, som skal udnyttes.”

”Selvfølgelig kan vi gøre en forskel for klimaet, og vi kan også samtidig skabe arbejdspladser og vækst på det. Men det kræver, vi er klar og gearet til det,” siger Ida Auken og tilføjer:

”En bred politisk aftale om 70 procent CO2-reduktion i 2030 er måske det mest innovative, en stat kan gøre. Det kræver innovation og ideer udefra at nå i mål. Vi har alle muligheder for at blive det sted, verdens grønne iværksættere kigger hen og vil til.”

Det grønne Silicon Valley
Visionen bag sætningen i forståelsespapiret er ifølge den radikale klimaordfører og tidligere miljøminister, at Danmark bliver en slags grøn Silicon Valley, hvor grøn teknologi kan blive testet i storskala.

Danmark skal vise, at det kan lade sig gøre at afprøve nye løsninger og få dem op i en størrelse, så andre lande og investorer kan se, at de virker. Og tør investere i dem.

”Det er en oplagt dansk mulighed, fordi vi er et veldrevet land med kort afstand mellem virksomheder, det politiske system og dem med ny viden på for eksempel universiteterne. Vi kan være hurtige på fødderne. Den gode nyhed er, at der er udviklet de nødvendige teknologier, og der kommer hele tiden nye løsninger til. De bliver bare for ofte liggende i skuffen og kommer aldrig op i stor skala. Der mangler et sted, hvor det kan ske,” siger Auken, der er overbevist om, at kan Danmark blive denne ”magnet” for folk, der vil prøve grønne løsninger af og investere i dem, så vil det give et markant løft til dansk erhvervsliv og velstand.

Regeringens nye udvalg skal på banen
Men hvad skal der så til? Hvordan kommer man videre fra visioner og paroler?

I første omgang er visionen kommet med i forståelsespapiret og ideen er kendt hos centrale ministre. Og så bør regeringens nye interne faste Udvalg for Grøn Omstilling få en central rolle, mener den radikale ordfører.

”Vi vil presse på for, at det skal være helt centralt for ministrene i GO-udvalget at få den her vision ud at køre.”

Hun forestiller sig også, at der kunne arrangeres en ”kæmpe konference”, så visionen kommer ud at leve og blive rigtigt formuleret. Få input og give virksomheder, iværksættere, vidensmiljøer og fonde mulighed for medejerskab. Radikale kommer også til at tage tankerne med til forhandlingerne om finansloven.

Opgør med offentlige indkøb og eksportindsats
Ida Auken peger på, at hun mener, at det er oplagt at starte konkret ud med at forny udbuddene af de offentlige indkøb og den danske eksportindsats.

”Der skal tænkes helt nyt om brugen af offentlige indkøb. Det skal være langt mere eksperimenterende med nye typer udbud. I stedet for at en kommune altid siger, at vi vil have den her løsning, så skal man vende det helt om og sige, vi har det her problem – hvem kan løse det på en klog måde?” fortæller Auken og tilføjer:

”Ofte vil et ganske lille budget og en mulighed for at afprøve en cutting edge teknologi være netop det, en nystartet virksomhed med store ambitioner har brug for. Det vil virkelig kunne gøre en forskel for startups og deres cashflow, for det er så vigtigt med den første opgave at kunne vise, at det virker.”

Og så skal den danske eksportindsats ændres, så den går to veje.

Grønne spejdere ude i verden
I øjeblikket har Danmark innovationscentre placeret i Shanghai, Silicon Valley, Boston, München, Sao Paolo, New Delhi, Seoul og Tel Aviv. De har til opgave at hjælpe danske virksomheder i udlandet med adgang til viden, netværk, teknologi, kapital og marked.

Der bruges også mange kræfter på at sælge Danmark ude i verden gennem State of Green, men ifølge Ida Auken gøres der slet ikke nok for at invitere dygtige, innovative mennesker til Danmark.

”En stor del af techgiganternes succes – såsom Facebook, Google, Apple, Amazon – bygger på, at de har hentet de bedste og mest innovative hjerner ude i verden. Jeg mener, vi skal være stedet, hvor det sker, der, hvor man går hen, og som man tænker allerførst på, hvis man vil noget med grøn omstilling,” siger hun og peger på, at det også vil kræve, at Udlændingeservice sikrer, at det er let at komme til Danmark som grøn iværksætter, og at virksomheder og universiteter har let ved at rekruttere talentfulde mennesker udefra.

”Vi bør også have teknologispejdere ude i verden. Som kan overveje, hvordan man kan trække ny viden og startups til Danmark og arbejde videre med dem,” fortsætter hun og fortæller om, at Singapore har noget, som hedder EDBI, hvor der er folk, som spejder rundt i verden efter, hvad der er af gode løsninger og trækker dem til Singapore.

”Der kunne vi jo have et setup, hvor der spejdes efter nye grønne teknologier, og hvordan de kunne køre i Danmark,” bliver der tilføjet.

Måde at skubbe andre
For der skal noget ekstra til. De grønne hjerner kommer ikke af sig selv, anerkender Ida Auken.

Derfor skal der også opfindes ordninger, der gør det let at få afprøvet teknologier i Danmark, og man skal hurtigt kunne kobles med en kommune, et universitet eller fonde, der kan få projektet til at flyve.

Og om det kommer til at flyve, kan måles, tilføjer hun. Der kan måles på, om der kommer flere investeringer, om Danmark kommer tættere på klimamålet, om vi bliver mere innovative inden for transport, energi og landbrug og har mange startup-patenter.

Er målet så, at andre lande skal kopiere os og de projekter, vi får op at flyve?

”Det ville da være dejligt. Vi har brug for, at resten af verden bliver inspireret og gør noget. Ifølge FN har vi kun 11 år til at løse klimaproblemerne. Ved at vise, at det kan lade sig gøre, er vi med til at skubbe andre i verden og med til at bringe teknologier ned i pris,” siger Ida Auken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00