Vindmølleindustrien: Danmark har ikke råd til 'vent og se'-politik for havvind

Af Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Ambitionen om en ny havvindmøllepark på 800 MW i 2024 er bestemt flot, og kombineret med en screening af havarealet for at finde plads til 10.000 MW havvind fremadrettet er regeringen kommet med en helt rigtig vision på området for havvind.

Havvindmøllerne vokser dog ikke ind i himlen – hverken hvad angår bidraget til udvikling af morgendagens højere havvindmøller eller bidraget til de danske mål for grøn energi.  

Godt nok vil den kommende park kunne øge Danmarks andel af vedvarende energi med knap to procentpoint i tillæg til de syv procent af energiforbruget, som i dag er dækket af vindenergi, men Danmark har brug for meget mere.

Hæv ambitionsniveauet
Partier på tværs af Folketinget, og i selve regeringen, har da også efterlyst højere ambitioner med flere parker.

Dette er vi helt på linje med i Vindmølleindustrien, hvor vi peger på mindst tre parker på i alt 3.000 MW, og – vigtigst af alt – at pipelinen frem mod 2030 allerede fastlægges med energiaftalen i 2018.

Energipolitik er erhvervspolitik med betydning for tusindvis af danskere. 

Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Derfor er det ærgerligt og uforståeligt, at regeringen lægger op til først at mødes i 2022 for at fastlægge, hvad der skal bygges af yderligere havvind efter færdiggørelsen af den første nye park.

Selv om både industri og politikere forventer, at tilskudsfri vindenergi vil være virkeligheden fra midten af 2020'erne, så skal vi huske hinanden på, at en fortsat teknologisk udvikling er en forudsætning for, at tilskuddet forsvinder.

Prisfaldet hænger nemlig sammen med udviklingen af nye møllemodeller på 12-15 MW, hvilket igen afhænger af, at mølleproducenter og underleverandører med ro i sindet kan foretage investeringsbeslutninger inden 2020.

Summa summarum er, at der er behov for et europæisk marked på årligt 5-8.000 MW på havet mellem 2020 og 2030, for at virksomhederne kan gennemføre den teknologiske udvikling med fornuftig konkurrence og reel serieproduktion.

I den sammenhæng er Danmarks bidrag bestemt ikke uvæsentligt.

En gambling med Danmarks styrkeposition
Investeringsbeslutninger i industrien tages med fast blik på politiske planer.

Samtidig presses virksomhederne hårdt for at etablere produktionen i andre lande. Hvis man venter flere år med at træffe en konkret beslutning om større ambitioner, stiller man Danmark dårligt i konkurrencen om investeringer og job.

Danmarks position som 'front runner' på havvind giver os en særlig interesse i at bidrage til teknologiudviklingen og prisfaldet via konkrete udbygningsplaner.

Med tre parker a cirka 1000 MW inden 2030 vil Danmarks bidrag svare til cirka ti procent af det europæiske marked i installationsårene svarende til niveauet, som 2012-energiaftalen bidrog med.

Energipolitik er erhvervspolitik med betydning for tusindvis af danskere. Hvis energiaftalen resulterer i, at Danmark tøver med at træffe konkrete beslutninger, mens lande som Holland stormer afsted med 1.000 MW årligt 2024-2030, så gambles der med Danmarks styrkeposition som grøn vindernation.

Danske politiske beslutninger om ambitioner for havvind bør derfor træffes nu og ikke vente flere år.

Ingen grund til at vente
Og hvorfor vente i det hele taget?

Ventetiden skaber ikke blot usikkerhed om regeringens og Danmarks grønne ambitioner samt uklarhed om markedsmulighederne og jobskabelsen for vindindustrien i Danmark.

Venter man med at igangsætte yderligere udbud til 2022, forpasser man også chancen for at sikre en stabil udbygning af tre parker som perler på en snor og vil i stedet skulle bygge det hele i en 'klump' lige op til deadline i 2030.

Lilleholt udtalte søndag til Ritzau, at "det er ganske fornuftigt, at vi sætter os ned i 2022 og vurderer, hvad der til den tid skal til, for at halvdelen af vores energiforbrug er dækket af vedvarende energi i 2030".

Det er en bemærkelsesværdig udtalelse, der vækker forundring, når nu regeringsgrundlagets mål lyder på mindst og ikke maksimalt 50 procent vedvarende energi i 2030.

Det kan vel næppe være et mål i sig selv at nå præcis 50 procent i 2030 og dermed bremse omstillingstempoet mod 100 procent grøn energi inden 2050? 'Vent og se'-tilgangen er endnu mere uforståelig i lyset af, at havvind er billigere end nogensinde, og det forventes at være muligt at opstille havvind uden tilskud frem mod 2030.

En næsten gratis omgang
Mere havvind er derfor tæt på en gratis omgang for statskassen, med undtagelse af udgifter til forberedelse og afholdelse af udbud.

Partierne bag den kommende energiaftale bør derfor plotte den grønne kurs mod 2030 ind på søkortet allerede nu for dermed at sikre momentum i den grønne omstilling og fastholde mulighederne for vækst i den del af erhvervslivet, der arbejder med energi, hvoraf vindmølleindustrien er Danmarks klart største guldæg.